En dag i familiens favn

På den politiske horisont er der både ny medieaftale og ny filmaftale på vej. Venstres kulturpolitiske ordfører, Michael Aastrup Jensen, havde, dagen efter Lars Løkke blev siddende i de borgerliges pater familias-stol, indkaldt hele filmfamilien til en høring om “Dansk films fremtid”. Det var imponerende timing for en venstremand og sikkert en kærkommen diversion fra hans egne familiestridigheder. Det meste af filmfamilien var inviteret til at holde oplæg. Onklerne Aalbæk og Grasten, den frække fætter Ronnie, tante Vinca, grandfætrene fra provinsens puljer, Holst & Damgaard, den kække unge moster Rosendahl, farfar Kim fra biograferne og endda de små fra børnebordet, elever fra Super16 og Filmskolen. Mest iøjenfaldende var at ingen fra den forkerte side af familien, TV-stationerne, eller fra højbordet, DFI, var inviteret til at lave oplæg. Måske en tilfældig forglemmelse, måske var der en tanke bag?

Så her var vi (næsten) alle (inkl. Trier) samlet i en hal hos Zentropa, hvor bannere med påskriften “Under Skærpet Tilsyn” prydede facaden. Det er familiens fremtid, der står på spil. De to producent-onkler Aalbæk og Grasten gør klart at de unge skal få fingeren ud og holde op med at ligne det pæne selskab. Aalbæk har lyst til at vi fjerner alle kasserne; at der bliver mange steder at søge støtte og hjælp til produktion, at DFI ikke holder stramt fast i bestemte rammer, for hvad nu hvis der et år er vildt mange gode art house-film undervejs – så lad os støtte dem, eller hvis der sker noget på familieunderholdningen, så lad os rykke på det. Hvorfor holde så fast i faste kvoter? Frække Ronnie er med på de oprørske tanker, og har masser af belæg for det. Fremtiden er her allerede. Digitaliseringen skyller allerede ind over os og udhuler producenternes indtjening. Hvis vi ikke gør noget, så er hele familien måske snart bankerot?

Der bliver snakket rigtig meget om vinduesindretning i familiens hus. Det lader til at, der er en enighed om at vinduerne ikke skal være så fastlåste, men kunne indrettes i forhold til, hvad der er bedst for den enkelte film. Der hersker en klarhed om at med digitaliseringen, så er den gamle tids trygge rammer og totale kontrol over distributionen en saga blot. Om 1 eller 2 år kan enhver små-producent med den rette film og lidt frækhed gå direkte ud i alle biografer. Og stemningen er ikke, at det handler om at undgå det, men om at give de bedste vilkår for det. Det her er en familie, som vil fremtiden.

Fra provinsen udtrykker Holst fra Århus og Damgaard fra Fyn, at de er så glade for endelig at blive inviteret med til en familiefest, for provinsen har meget at byde på. De kan med deres lokale fonde være den ekstra kapital, der får projekter i luften, men de føler især at den diversitet og autenticitet, der følger med, at alt ikke foregår i København, er endnu mere værd. At hvis familien i provinsen bliver stærk og professionel, så vil vi alle sammen blive stærkere.

Så er turen kommet til børnebordet. Onkel Aalbæk gnækker og smiler fro – for han elsker ungdommen og sparker gerne lidt til dem, for at få dem frem i rampelyset. Super16 fortæller selvsikkert om deres ungdomsklub, hvor de selv tager ansvar for læring, og at de gerne samarbejder med alle, men ikke vil opgive deres selvstændighed for noget i verden. Den giver dem fleksibilitet. Omstillingsparathed. Sammen med filmskole-eleverne er de meget enige om, at de ikke har behov for muligheden af at lave flere kortfilm, men håber, der kan blive flere 2-3 mio.kr. spillefilm, så nye talenter kan komme i gang med det lange format. Fra filmskolen lyder det, at Tante Vinca er forhindret i at komme, men at forandringer er undervejs. Alle lærerkræfter derude på skolen skal nu være folk, der ved siden af lærergerningen, stadig har en aktiv praksis i branchen.

Moster Rosendahl ankommer lidt sent, hektisk direkte fra klipperummet, men melder sig med en klar, velovervejet røst. Filminstruktørerne har taget bestik af fremtiden, og de er undervejs med et gennemarbejdet foreslag. I den gren af familien er de også klar over, at det ikke længere er business as usual. Digitaliseringen er en realitet, som ikke kan fornægtes. Og her mod dagens slutning føles det mere og mere som om, filmfamilien for alvor er klar til at finde sammen om, at turde de modige forandringer, der skal til.

Farfar Kim fra biograferne har forberedt en klassisk old school power point præsentation, som efter lidt teknisk forsinkelse kører som et urværk. Det rummer nogle meget klare budskaber om, hvad biografforeningen anser for sandhederne, men i kraft af power-point-forbandelsen (slide, slide, zzzz) er det svært helt at huske de sandheder. Men immervæk blev det klart, at de også var med på digitaliseringens udfordringer.

Nu kommer gæsterne så til højbords. Politikerne liner op til debat. Vores venstremand, en socialdemokrat (Troels Ravn) og en fra Enhedslisten (Jørgen Arbo-Bæhr). Gulvet åbnes nu også for spørgsmål og indlæg fra hele familien. Meget snart er der vokset en stemning frem, hvor alle snakker om alle de dejlige penge som grand-onkel DR sidder på. Kunne man ikke fordele dem lidt mere i hele familien? Det synes de fleste. Især producenterne. Kun den stakkels Jørgen fra Enhedslisten forsvarer den ærværdige familieinstitutions særlige position. Det føles næsten som om, alle lugter blod. Her kan vi finde de midler, som kan redde os alle sammen. Det føles næsten som om DR er afgået ved døden allerede, og vi skal til at dele arven.

Men netop som man troede, at man nu var vidne til en klassisk mobning af det fraværende DR, træder Louise i karakter. Det er Louise Vesth fra Zentropa, som vender situationen fra en dem-eller-os, til at tale om dem-og-os – at det mere end at tage midler fra DR, måske kunne handle om partnerskaber med DR. At producenterne i partnerskaber kunne have muligheden for at lære af DRs store kvalitets-ekspertise, og at DR kunne have muligheden for at lære af producenternes økonomiske effektivitet. Og da er vi vidner til den politiske hørings ideelle eksistensberettigelse. Et smukt øjeblik i dansk filmpolitiks historie udfolder sig. En politiker skifter mening. Jørgen fra Enhedslisten lytter og erkender, at Louise har et relevant synspunkt, som har overbevist ham om at gå ind i forhandlingerne med en ny holdning.

Oh, sjæl, hvad vil du mere end det? Debat, dialog og vi går alle klogere hjem. Måske er der en fremtid for den danske film-familie. Hvis de unge kan få fingeren ud. Hvis politikerne lytter. Hvis vi ikke går i skyttegravskrig for alle vores små domæner. Hvis vi ikke går til i indavl af de samme succes-opskrifter. Og når man så på vej ud af hallen, hører Onkel Grasten dele guldkorn ud til en kreds af de unge talenter – og ikke er onklen, der taler om at alt var bedre i gamle dage, men at det netop er nu, han ville ønske han var ung og utålmodig efter at erobre verden – for mulighederne er så mange – så kan man have håb for, at den danske filmfamilie har en fremtid.