Den Blinde Gud

Af Troels Christian Jacobsen

En ydmyg og åben støtteproces

Et tankeeksperiment om en radikal anderledes måde at indrette DFIs støttesystem på, baseret på naturvidenskabelig indsigt i komplekse systemer og dermed i de kreative processer. Forslaget udspringer også af en rent følelsesmæssig erkendelse om de nuværende støttesystemers natur, jeg havde for et par år siden.

I sammenligning med andre støttesystemer, så er DFIs forholdsvis velfungerende. Dets største problem er, at det skaber en ret stor magtkoncentration i hænderne på nogle få mennesker. Det er et problem, da det skaber især tre dæmpende effekter; flaskehals, nepotisme og underkastelse. Det forsøger vi i den nuværende ordning at minimere skadevirkningen af, ved at udskifte konsulenterne med jævne mellemrum.

Flaskehalsen opstår fordi, der kun er ganske få, man skal have accept fra, for at få mulighed for at producere en film. Man kan sidde fast i udvikling og forsøg på at overbevise den person i lang tid. Alle komplekse systemer fungerer bedre; opnår flere udviklinger, er mere stabile; jo flere forskellige feedback-muligheder der er. Vi tjener ikke den dynamiske, kreative udvikling særligt effektivt for nuværende.

Nepotisme kan manifestere sig både bevidst og ubevidst. Klassisk er det jo, at man med fuldt overlæg hjælper sine venner/familie – med en forventning om at de gør det samme. Det er jo noget som mange mennesker ynder at beskylde os kunsterkredse for. Personligt tror jeg, det er forholdvist sjældent, det sker, selvom jeg kender eksempler. Men den ‘ubevidste’ udgave finder sted hele tiden, alene af den grund af kendskab forstærker chancen for en positiv bedømmelse. De fleste mennesker er altid mere åbne overfor nogen, de kender til, end overfor en vildt fremmed.

Underkastelse opstår så snart, vi har en dømmende magt. Man kan selvfølgelig også nægte at underkaste sig. Gøre oprør. Men det er enten-eller. Det er klart at ingen af os, konsulenter eller ansøgere, ønsker at tænke på os selv som hverken dømmende eller underkastende, og at vi ofte føler, det sikkert foregår under civiliserede, respektfulde former. Det ændrer dog ikke på, at der nødvendigvis foregår uanset, hvor pænt vi opfører os. En dømmende magt har altid subjekter. Og hvad så, spørger du måske, det er jo sådan verden fungerer - men det er desværre en alvorlig dæmper på de kreative processer, så hvis vi kan finde måder, hvor underkastelse mindskes drastisk eller isoleres, vil det øge dynamikken.

Konsulenterne på DFI har nu en dobbeltrolle; de skal være konsulenter, vejledere og rådgivere for de ansøgende projekter, og de skal i sidste ende være dommere. Det er to vidt forskellige, nærmest uforenelige ansvar. En vejleder skal gå ved siden af, ikke sætte sig over. Skal komme så tæt på den vejledte som muligt, for bedre at forstå behov og nødvendighed. Mens en dommer, der alene i kraft af sin dømmende handling er hævet over den dømte, også helst skal bibeholde en distance, for at forblive objektiv. Da jeg selv arbejdede som manuskonsulent i Grækenland for producenter, var jeg glad for ikke at have den dømmende magt, men nærmere kunne optræde som en slags advokat for projekterne.

Ønsker vi os bedre vejledning og udvikling på DFI, skal vi derfor have fjernet dommer-ansvaret fra konsulenterne, så de er frie til rent at følge et vejleder-etos, om at tjene den vejledte og den kunstneriske intention. Det vil åbne nogle andre muligheder for hvordan konsulenterne kan arbejde, og for at have nogle flere af dem, nogle flere indgangsdøre til støtteprocessen. De ville ikke heller ikke behøve at være hængt op på bestemte kasser (børne/ungdom/voksen/NDS) eller kun tænke at deres tjeneste handler om DFI-støtte, men på enhver måde at facilitere et lovende projekt.

De frie konsulenters DFI-hovedfunktion ville være at hjælpe udviklingen af de lovende og frasorterer de håbløse, for at indstille de projekter, de mener er ‘gode-nok’ til at fortjene at komme i produktion. De skal have udviklingsmidler til dette, som de skal råde så frit over som muligt, for at kunne tjene det enkelte projekt bedst muligt. Det skal forpligtes på et etos, som grunder i at tjene ansøgeres dagsorden, og ikke deres egen.

Inden jeg kommer til den virkelig hårde nød; hvad vi stiller op med den dømmende funktion; så indskyder jeg lige en ny dimension. Åbenhed i processer tjener muligheden for feedback og vekselvirkning. Derfor vil det også være gavnligt, at vi indfører en åbenhed om, hvilke projekter der ansøger. Det kunne se sådan her ud: En eller flere faser, hvor alle ansøgere har mulighed for at få kendskab til alle andre ansøgeres projekter. Og ikke bare med navn og titel, men hele pakken. Hvor alle ansøgere har mulighed for at lade sig inspirere, indgå samarbejder og skærpe deres projekt i forhold til de andre. Gerne med nogle mekanismer indbygget, som styrker de udvekslinger.

Kunstneres første frygt-reaktion på det forslag er ofte, “jamen, så kan alle jo stjæle mine idéer”. Det er helt korrekt – ja, alle kan stjæle. De kan også identificere dig som deres værste konkurrent og forsøge at sabotere dig. Men dem som tænker på den måde, de gør det allerede. En åbenhed tjener i højere grad dem som samarbejder, deler og vekselvirker. Mens dem som forsøger at sætte sig på magten, altid er bedre tjent med lukkede systemer. En system-indretning som giver flere muligheder for udveksling, kan udnyttes negativt, men vil på den lange bane tjene de samarbejdende. Især fordi det i højere grad vil blive tydeligt, hvem der ’nasser’ og hvem der samarbejder.

Nå, vi skal jo til det. Den gordiske knude. Magtens dilemma. Siden antikkens grækere, og med stort fokus hos Shakespeare, har vores kultur været sig smerteligt bevidst at magten har en pris. Den korrumperer, den har sin egen logik, den gør os til sine redskaber. Så hvad stiller vi op med den dømmende magt i vores lille film-samfund? Der er jo begrænsede midler. Ikke alle kan få ‘lov’ til at producere en film for vores skattekroner. Nogen skal jo påtage sig den sure pligt at fælde dom. For nogle er det et drømmejob – “hvis bare det var mig, der bestemte, så skulle I se, hvilke skønne film, der kom i biograferne – for jeg ved, hvad der er bedst”, for andre et smerteligt åg – “men jeg kan jo slet ikke tillade mig at bestemme over andre, jeg kan ikke lide den magt, for hvordan kan jeg vide, hvad der er bedst?”. Begge holdninger har sin gyldighed.

Mit forslag er i princippet super-enkelt. Vi har efter indstilling fra konsulenterne nu en alt stor pulje af projekter, der er ‘gode-nok’. De har alle sammen muligheden for at blive til dejlige film, hvadenten det er mare mainstream eller art house eller noget helt ukendt. Men ingen ved hvilke af dem, der rent faktisk kan indfri deres potentiale. Fremtiden er altid uvis. Så hvor finder vi det menneske, som evner at dømme her? Det gør vi nok ikke. I stedet kan vi erkende vores begrænsning, i ydmyghed give afkald på vores storhedsvanvid og overlade beslutningen til den skønne Fortuna.

Ja, det er korrekt. Jeg foreslår at den endelige afgørelse er et lotteri. Jo mere jeg har tænkt over det, jo mere mening giver det. Oprindeligt udsprang det af den følelse, man kan få som ansøger – at det er et lotteri. Så hvorfor ikke se den virkelighed i øjnene? Hvorfor ikke hengive os til tilfældighedernes spil og slippe for magtens tyranni? Indtil nu har jeg ikke fundet eller hørt et klart mod-argument, kun automat-reaktioner og spiel-verderber petitesse-indvendinger.

Et lotteri kan indrettes med vægtninger af forskellig art, som kan være med til at sætte alle de hensyn, man gerne vil vise i spil. Diversitet, kontinuitet, debutant-pleje etc. Vi kan måske også slippe for at snakke mere om sådan noget som kønskvotering, fordi det blinde tilfælde over tid vil sikre en større lighed (hvis ellers konsulenterne indstiller kvinder). Man kan også se på, hvordan man kan indrette et slags løbende lotteri, så vi slipper for en årlig udtrækning, mne kan få en fortløbende organisk proces, hvor projekter kan komme i spil, så snart de er modne til det. I det hele taget vil sådan en gamificering af støtteprocessen give vedvarende mulighed for at justere systemet uden at skulle lave alt for meget grundlæggende om.

Det er klart, at det her en radikal tanke, som jeg ikke forventer at særligt mange er rede til at købe andel i. Før du afviser blankt, så forsøg at finde reelle mod-argumenter eller andre modeller, som kan løse magtens problem og skabe mere dynamik i støttesystemet. Personligt blev jeg glad, da jeg hørte Aalbæk foreslå, vi gjorde os rede til helt at ny-tænke det filmpolitiske felt og støttesystemernes indretning. Der er seismiske skift undervejs, især med digitaliseringens realitet, så vi har behov for nogle systemer, der dynamisk kan følge med og ikke er forankret i industrialiseringens og magt-pyramidernes tid, men kan rumme og favne netværkets tidsalder.