Debunking The Trinity Syndrome

By Lucy V. Hay

The internet is talking about the failure of representation of women in film at last. Everywhere you look at the moment, there’s column inches devoted to female characterisation It’s something I’ve pushed for via my writers’ site, Bang2write for years, so you’d think I’d be happy about this development, right? Wrong. Here’s why.

Recently it was lamented by The Dissolve we’re losing our heroines to so-called “Trinity Syndrome”. The article went viral fast; social media was set alight with a chorus of agreement that yes, modern action movies DO only pay lip service to the notion of “strong female characters,” signified by Trinity from THE MATRIX franchise (1999-2003), played by Carrie-Anne Moss. And certainly, of all the acres of articles I’ve read pertaining to female representation on the silver screen, The Dissolve’s was the least annoying, at least suggesting (albeit somewhat grudgingly) that “strong” *could* mean different things depending on the tone, genre, story and character role function (at last!).

But why “Trinity Syndrome”? Trinity is, in The Dissolve’s own words, a “hugely capable woman”, but also according to them, “never once becomes as independent, significant, and exciting as she is in her introductory scene.” This is possibly the politest way I’ve seen Trinity described as a weak character! She has caught heat from feminist film critics’ quarters over the last decade or so for various reasons, including (but not limited to): deferring both to Orpheus, the story’s mentor figure and to Neo, the film’s protagonist (played by Keanu Reeves); being surpassed (easily) by Neo in his training as The Chosen One; for being Neo’s love interest; even for being androgynous in both appearance and/or name. In short, Trinity is no stranger to getting the boot from feminist film critique. But what is capability, or independence? How does a character become significant or exciting? Ah, well that’s where it gets really complicated.

I am no fan of The Matrix (really!) or of Trinity as a character, I’ve always thought the above bizarre complaints. After all, every character defers to a mentor character, even the protagonist in the first instance – otherwise that character does not have a mentor function! It’s the protagonist’s will that (usually) prevails, especially in action adventure movies, so again: secondaries must ultimately defer to him, else again: he is not the hero who saves the day. When it comes to “Chosen Ones” in the action adventure, yes the vast majority of them are both male and white and it’s definitely true the lack of variety is not good enough. In addition, the majority of female characters in the genre exist as love interests for those heroes (why not gay action heroes? That’s a serious question). But whatever the gender of a character with love interest role function, why is being someone’s lover automatically a subordinate role? Why doesn’t being the partner of The Chosen One actively aid her position within the story? As for Trinity being androgynous, I find it rather ironic the very commentators who usually insist good characterisation should not take into account a sense of “female-ness” then would complain about that Trinity is not female “enough” (whatever that means).

The issue regarding so-called “Trinity Syndrome” then is not the fact Trinity is (in my opinion) a somewhat forgettable character (and thus, magically, somehow all “strong women” in movies are found wanting), but the fact feminist critique insists on viewing female characterisation in isolation. Yes, if you pluck out Trinity from THE MATRIX, you will see her inner workings, including her flaws. The same is true of Neo, Morpheus or indeed any character in every movie, ever. We’re stating the obvious and it’s time for the conversation to move on and ultimately, evolve. But how to do this?
Well, for starters, we need to stop obsessing over reductive tools like The Bechdel Test and start picking our battles more wisely. I’m not proposing a free pass for sexism in movies: that would be absurd, when I have spent the last eight years as Bang2write crusading for better roles for female characters in the screenplays I read and script edit. However, I do believe a single movie cannot change decades of poor gender representation around, plus it’s unwise to pin all our hopes on the next GRAVITY; HUNGER GAMES or **whatever**. Instead we should celebrate each step forward and stop attacking every supposed “failure”, especially when different images mean different things to different people in the audience, anyway.

What’s more, we need to start looking at story holistically and instead of pointing fingers, we should be asking questions of ALL characterisation and all movies, such as:

Why the hero’s journey – why not the heroine’s as well?
Why is the villain of the piece nearly always male?
Why are main characters so often white?
Why are supporting characters – especially “expendable heroes” – so often male and people of colour?
Why are exorcism stories nearly always centered around “possessed” females and male priests?
Why do characters’ disabilities or sexual preferences apparently have to inform the plot, when non-disabled, heterosexual characters’ don’t?
Where are LGBT characters outside of Rom-Coms?
Why do genre pieces exploit potentially offensive stereotypes so readily, especially political spy thrillers and comedies?
Why are traditional archetypes – the nurturing parent, the princess in the tower, the star-crossed lovers - seen as automatically “wrong”?
Why not personality, before gender?

And most importantly:

How can we start to address the above, as writers and filmmakers ourselves?

Stories are the sum of all their parts. If we want those parts – like female characterisation – to be better, I believe we have to look at the stories first, otherwise we are jamming supposedly “better” characters into the same-old, same-old plots … and guess what? It doesn’t work.

Lucy V. Hay is a novelist, script editor and blogger who helps writers via her Bang2write consultancy. Lucy is the author of The Decision Book Series of YA novels and WRITING AND SELLING THRILLER SCREENPLAYS for Kamera Books' "Creative Essentials" range.  Check out all her books, HERE.

Patriark Bio

Af Jakob Steen Madsen debattør

Der tales ofte om hvor svært det er for kvinder at begå sig i den danske filmbranche. Emnet kønsroller og kunstnernes eget køn kastes frem og tilbage i en skyttegravskrig, som ikke synes at have nogen ende. Min påstand er at vi snakker udenom kerneproblemerne, og ender i et sisyfos arbejde hvor ingen vinder eller gavner.

Biografen som institution eller kulturformidler er i mine øjne en af de primære  årsager til tidens kønsrolleproblematik. Når vi går i biografen, er vi så kønsrolle ensporede i vores valg af film, at det bliver meget tydeligt hvorfor film vælges finansieret som de gør. Biograffilm deler sig i to genrer; “drengerøvs aktion film” og “bløde tøsefilm”. Man ser også meget tydeligt denne trend på tallene fra imdb og i hele blockbuster terminologien. Alligevel fokuserer filmdebatten på kvinderoller, kvindelige producenter, instruktører, manusforfattere osv. Som om vi kunne ændre folks biografadfærd ved at give dem et bredere udvalg.

De sidste 50 år har vi haft masser af “alternativer” til biografpublikummet, men nær ved ingen succes for de tradionelt omtalte “smalle” film. Vi kunne selvfølgelig påstulere at vi bare skal smide flere penge efter det og få flere smalle film op på lærredet, så ændrer folk nok adfærd. Mit argument er, at før vi diskuterer hele grundpræmissen om biografen som den primære sælger, så kommer vi ingen vegne.

Biografen er et sted de fleste frekventerer måske 2 gange i kvartalet, eller op til 4 gange hvis man er virkelig filmgal. Det er stadig kun max 8 timer på et kvartal. Vi konsumerer hundrede gange mere via andre medier.

I en tid hvor kunderne feks venter med at se en serie til der er en hel sæson, og afspiller trilogier og lignende som marathon via netflix eller på dvd, så er det et helt andet seermønster. Hvor tids biografpublikum vil i endnu højere grad end før, gå i biografen som en art event. Ofte med bedste venner eller romantiske interesser. Det vil jo i sig selv allerede pege kraftigt imod hvilken type film der vælges. De vil blive stærkt polariserede imod drenge aktion segmentet, eller “tøsefilm” romantiske komedier og lignende. Altså imod film som handler om enten den store visuelle oplevelse eller den sociale kontekst.

Selvom der produceres et uendeligt antal timers film, både “smalle” og “brede”, så er der et begrænset antal timers lærred-tid i biograferne. Der opstår et begrænset tidsvindue i langt højere grad end tidligere. Så når kunderne skal vælge hvad de skal gå ind og bruge tid på, bliver prioriteten i retning af film som er sensitive til ovenstående effekt og sociale kontekst.

Markedsføringen af film gør det så endnu mindre sandsynligt at kunderne når i det hele taget at høre om de smalle og geniale film, og filmene er stort set umulige at fange mht det begrænsede tidsvindue i biografen.

Når folk idag ser serier og film via online services, har de meget bedre tid og kan informere sig selv via venner og proffessionelle kilder, anmeldersites og lignende. Den slags er ikke muligt ifht biografens udvalg, grundet den totale dominans for de store tripple A titler, der netop i deres markedsføringsmodel vil satse stærkt på de kønsrolle simplificerede titler.

På den måde er de “lavrisiko” film, med meget lille afkast, men med kæmpe sikkerhed. En smal film eller nytænkende film har generelt en højere risiko for ikke at give godt afkast, men de film der gør, giver et større afkast ifht investering.

Branchen er blevet låst fast i at sprede sine midler på de investeringer som giver mindre afkast ROI mæssigt, men har større sikkerhed mht regulært underskud. Man kan sammenligne det med investering i en IPO overfor Obligationer. Risikoviljen er svindende, og især mht de store investeringer.

Jeg vil derfor sige, at det er ikke en hemmelig patriarkalsk konspiration som ligger til grund for filmbranchens problemer, men en økonomisk model som er bundet op på risikovilje og biograferne som mellemmænd. Hvis vi skal problemet til livs skal vi helt undgå den dyre og kortsigtede markedsføringsmodel, og slet ikke fokusere på biografen som sælger.

Filmbranchen bør helt afvikle den gamle model og primært flytte sit marked over på de digitale medier. Dette ville også gavne både nye markedsføringsmodeller, som i langt højere grad vil blive tovejs og social medie orienterede. OG det ville tvinge biograferne til at genopfinde sig selv i helt nye og mere interessante udgaver. Specielt mht specialisering ifht segmenter, og som showroom og eventhuse.

Whedon-spørgsmålet

Den amerikanske film- og tv-serie mager Joss Whedon har altid skabt stærke kvindelige karakterer. Her introduceres han af Meryl Streep ved en prisoverrækkelse og han fortæller om hvorfor:

Har Danmark en eller flere film/tv-skabere med en indstilling, som ligner Joss Whedons?

Hvem?

Hvis ikke, hvorfor ikke?

Kvinder gør det ikke selv

Sanne Søndergaard, komiker og forfatter

“Hvis I vil have flere film med kvinder i hovedrollerne. Hvorfor laver I dem så ikke selv?”
Spørgsmålet falder prompte og altid, konstant og igen, hver evig eneste gang man formaster sig til at problematisere, at stort set alle film handler om mænd og kun har mænd i hovedrollerne.
Sidste år i dansk film var et sådant lavpunkt. Til Robert- og Bodil-priserne i år kunne man ikke engang mønstre fem kvinder at nominere for en større rolle. Bodil endte med kun fire nomineringer, mens Robert endte med at nominere Lene Marie Christensen for hendes rolle i "Nordvest", selvom den højest er en birolle. Hey, hun er en fantastisk skuespiller, men ingen skuespiller i verden er dygtig nok til at gøre en håndfuld replikker til en bærende karakter.
Så kunne vi i det mindste ikke blive enige om, at en hovedrolle kun er en hovedrolle, hvis den er stor nok til at få skuespillerens navn på plakaten?
Og det er altså åbenbart kvinders opgave selv at sætte kvinders navne på de plakater, hvis man skal tro ovenstående spørgsmål. For det er tilsyneladende sådan en verden, vi ønsker at leve i: Der hvor mændene passer mændenes business, og kvinderne kan nusse rundt med deres egne issues. Gud forbyde, at en mand skal lave film som "Million Dollar Baby", eller at en kvinde laver en som "The Hurt Locker".
Nej, nu må vi være realistiske; mænd og kvinder er fra hver deres planet, og deres respektive film kan derfor kun vedkomme deres respektive kønsdele.

Manden er mere menneske
Så det er altså mit ansvar, fordi jeg vil gerne se historier, der handler om kvinder. For det vil jeg virkelig gerne. Ikke bare fordi kvinder udgør halvdelen af jordens befolkning, og at repræsentationsfaktoreren derfor er relevant for… pænt mange mennesker, men også fordi jeg gerne vil gøre op med den kulturelle norm, at manden er mennesket, og kvinden er kønnet.
For det er jo det, det handler om i filmverdenen – i fiktionen i det hele taget: Mændene kommer til at fylde mere, fordi de repræsenterer mere end deres eget køn. 
Altså klart at hver gang nogen vil fortælle en historie om mænd, handler filmen selvfølgelig om mænd. Det ville være underligt at kræve flere kvinderoller i "Saving Private Ryan".
Okay, så bliver det godt nok lavet ekstremt mange film om den verden, som mænd traditionelt har befundet sig i – men det er formentlig, fordi der kan man sprænge ting i luften. Og jeg ved, at en film, hvor ting bliver sprunget i luften bare er federe.
Så huskeregel nr. 1, hvis vi selv skal lave alle de der film om kvinder, må være at finde en måde at få sprængstof implementeret i kvindernes traditionelle univers. Jeg har engang sprunget en soufflé i min ovn… Det er da et sted at starte.

Manden, der styrer kvinden
I hvert fald er der altså den pulje af film, der handler om mænd. Dem er der mange af. Men så er der den næste store pulje. Det er film, der handler om almenmenneskelige problemstillinger. De handler også alle sammen om mænd. Hov vent, hvad?
Jo, fordi manden i fiktionen repræsenterer det menneskelige, mens kvinden jo kun repræsenterer… kvinder. Så vil man fortælle en historie om håb og kampen for at overleve mod uretfærdighed og lidelse, skal historien selvfølgelig handle om et mandefængsel som i "The Shawshank Redemption" eller om en ung mand alene med en tiger på det åbne hav som i "Pis’ Liv" – ja, selv tigeren er af hankøn.
Tilbage er så kun de film, der handler om kvindeproblematikker, hvor kvinder kan få lov til at spille førende roller.
Nå, ja, der er selvfølgelig også de film, der handler om virkelige kvinder - altså historiske personer – og man kunne derfor her forvente at se en film, der virkelig lader kvinderollerne folde sig ud – længere ud end over deres køn. "Jernladyen" er et sjældent eksempel på det, for disse film har det med på mystisk vis alligevel at komme til at handle om mænd og mænds verden.
Historien om "Young Victoria" kommer derfor til at handle om alle de mænd, der forsøger at styre hende, og filmen om dronning Caroline Mathildes affære med hendes livlæge kommer til at handle om ham og hendes mand. Så mændene i sidste ende i fylder lige så meget – eller endog mere – end kvinderne i kvindernes egne historier.

Manden skal have alle nuancer med
På grund af disse ideer om manden som mennesket og kvinden som kønnet bliver antallet af film med kvinder på lærredet jo naturligt færre. Og de bekræfter ikke mindst ved hvert eneste biografbesøg, at kvinden ikke kan have en historie at fortælle, der ikke udspringer af at hun er kvinde. Samt at hun ikke kan repræsentere det alment menneskelige – for så ville mænd også skulle identificere sig med hende. Oh, skræk! Tænk, hvis han blev bøsse af det!
Det er selvfølgelig noget pis, for mænd er jo ikke mindre i stand til at følge og føle med en fra det modsatte køn, end kvinder er. Millioner af mænd har set Alien-filmene og identificeret sig med Ripley, uden at deres pikke faldt af af den grund.
Men den ubevidste formodning styrer stadig tankegangen, når man laver film. I en grad så kvinder har meget svært ved at få roller, der ikke handler om deres køn.
Jodie Foster – den seje, seje dame – har af den grund bedt sin agent om specifikt at opsøge film med roller, der er skrevet til en mand, men som lige så godt kunne spilles af en kvinde. Det var sådan hun landede den spændende rolle i "Elysium".
Men de færreste skuespillere har samme mulighed som Foster. Og selv hvis de endelig får de gode, stærke kvinderoller, er det ingen garanti for, at jeg kommer til at se det i Imperial.
Connie Nielsen fortalte for nogle måneder siden i et interview om sin filmkarriere, at det altid er de kvindelige rollers nuancer, man skærer væk, hvis filmen er for lang. Og film er altid for lange. Så man skærer altså kvinderoller ned pr. refleks. Fordi pyt skidt om gangsterens kone er en sammensat person, der vælger at bo sammen med ham på trods af hans forbrydelser. Nej, det er gangsteren, folk vil høre om.
Ikke?

Kvinden kan nu også sælge billetter
Personligt vil jeg gerne høre om gangsterens kone, og om politimandens, og om politikerens. Og om de kvinder, der venter hjemme, mens deres mænd i krig, og alle de kvinder, der selv har skabt politik, kultur, videnskab. Og så vil jeg også bare gerne se kvinder gøre menneskelige ting og have menneskelige følelser. For sådan er det altså at være kvinde, I ved, herude i virkeligheden.
Så der er millioner af historier om kvinder, jeg gerne ville se på film. Og jeg er overbevist om, at mænd også gerne vil. Fordi mænd er vel lige så nysgerrige på kvinder, som jeg er på mænd.
I øvrigt kan folk af begge køn også godt lide afveksling og overraskelse. De fleste synes faktisk, det er ret fedt for en gang skyld at se en film om et oprør, der har en kvindelig protagonist, som i "Hunger Games". Eller følge med noget så usædvanligt som en kvindelig eventyrer i "Frozen". To film, der har slået alle salgsrekorder i USA. Fordi – er min påstand – publikum hungrer efter fornyelse fra den slagne form.
Men det er – for at vende tilbage til det indledende spørgsmål – altså min personlige opgave så at sørge for, at publikum får det.
Så hvorfor laver jeg ikke bare selv de der film om kvinder og til kvinder?

Kvinden skal kende de rigtige… mænd
Altså for det første, fordi jeg ikke er filmmand. Jeg har godt nok forsøgt at pitche et par manus-ideer til filmproducenter, men de er altid allerede i gang med et lignende projekt. Siger de.
Og det er sjovt, de siger det, for jeg mangler endnu at se en Blinkende Lygter-actionfilm med kvinder, som jeg pitchede for otte år siden, og en komedie om en kvindelig læge, som jeg pitchede for to år siden.
Og selvfølgelig er det klart, at når man er i gang med et “lignende projekt” – altså én film, der handler om kvinder – så kan man da ikke også gå i gang med en mere. To film, der begge handler om kvinder på én gang, what!?
Nu lyder jeg måske en lille smule bitter (og det er jeg), men jeg kan jo retteligt ikke vide, om mine ideer bare har været lort. Jeg kan ikke gå ud fra min egen erfaring og sige, at det bare er sværere at komme igennem med film om kvinder. Jeg er jo som sagt ikke i filmbranchen, og den er vel som alle brancher super indspist og kræver, at man kender de rigtige for at få noget i gang.
Men i hvert fald er det årsag nummer 1 til, hvorfor jeg ikke bare laver film om kvinder selv.

Mænd og kvinder skal sammen lave film – om mænd og om kvinder
Men mest af alt laver jeg ikke filmene selv, fordi der mig bekendt ikke noget “selv” i filmbranchen. Tro mig, hvis jeg kunne, så gjorde jeg da gerne det hele selv. Men jeg synes bare, at det er ret meget at kræve, at for at jeg kan få flere spændende kvinderoller at se, så skal skrive et manus selv, finansiere det hele selv, producere selv, instruere selv og distribuere selv.
Det er lidt for meget “selv” i en omfattende og omkostningstung branche. Filmbranchen er afhængig af, at flere mennesker løber med den samme idé. Filmbranchen er altså mere end mine egne historiefortællingsbrancher – stand-up og bogbranchen – nødt til at samarbejde i ønsket om at fortælle andre historier, end dem vi er vant til at se.
Og det tror jeg godt på, at filmbranchen kan. For tv-branchen kan. De fleste af de filmede historier, der rykker noget i de her år, er lavet til tv. Og af dem myldrer de fede kvinderoller frem. Selvfølgelig med "Girls" og "Orange is the New Black" som absolute topscorer, men også herhjemme i for eksempel "Arvingerne", der er noget så udsædvanligt som en familiekrønike, der overhovedet ikke spiller på nogen kønsstereotyper, og hvor alle rollerne er nuancerede og mangesidige.
Det kan filmmediet også godt. Hvis der altså er nogen, der gider tage sig sammen. Hvis man altså lader være med at negligere det, når nogen sagligt påpeger et problem – og omgående stopper med at være superbarnlig og sige “jamen, så gør’et sgu da selv.”

Den Blinde Gud

Af Troels Christian Jacobsen

En ydmyg og åben støtteproces

Et tankeeksperiment om en radikal anderledes måde at indrette DFIs støttesystem på, baseret på naturvidenskabelig indsigt i komplekse systemer og dermed i de kreative processer. Forslaget udspringer også af en rent følelsesmæssig erkendelse om de nuværende støttesystemers natur, jeg havde for et par år siden.

I sammenligning med andre støttesystemer, så er DFIs forholdsvis velfungerende. Dets største problem er, at det skaber en ret stor magtkoncentration i hænderne på nogle få mennesker. Det er et problem, da det skaber især tre dæmpende effekter; flaskehals, nepotisme og underkastelse. Det forsøger vi i den nuværende ordning at minimere skadevirkningen af, ved at udskifte konsulenterne med jævne mellemrum.

Flaskehalsen opstår fordi, der kun er ganske få, man skal have accept fra, for at få mulighed for at producere en film. Man kan sidde fast i udvikling og forsøg på at overbevise den person i lang tid. Alle komplekse systemer fungerer bedre; opnår flere udviklinger, er mere stabile; jo flere forskellige feedback-muligheder der er. Vi tjener ikke den dynamiske, kreative udvikling særligt effektivt for nuværende.

Nepotisme kan manifestere sig både bevidst og ubevidst. Klassisk er det jo, at man med fuldt overlæg hjælper sine venner/familie – med en forventning om at de gør det samme. Det er jo noget som mange mennesker ynder at beskylde os kunsterkredse for. Personligt tror jeg, det er forholdvist sjældent, det sker, selvom jeg kender eksempler. Men den ‘ubevidste’ udgave finder sted hele tiden, alene af den grund af kendskab forstærker chancen for en positiv bedømmelse. De fleste mennesker er altid mere åbne overfor nogen, de kender til, end overfor en vildt fremmed.

Underkastelse opstår så snart, vi har en dømmende magt. Man kan selvfølgelig også nægte at underkaste sig. Gøre oprør. Men det er enten-eller. Det er klart at ingen af os, konsulenter eller ansøgere, ønsker at tænke på os selv som hverken dømmende eller underkastende, og at vi ofte føler, det sikkert foregår under civiliserede, respektfulde former. Det ændrer dog ikke på, at der nødvendigvis foregår uanset, hvor pænt vi opfører os. En dømmende magt har altid subjekter. Og hvad så, spørger du måske, det er jo sådan verden fungerer - men det er desværre en alvorlig dæmper på de kreative processer, så hvis vi kan finde måder, hvor underkastelse mindskes drastisk eller isoleres, vil det øge dynamikken.

Konsulenterne på DFI har nu en dobbeltrolle; de skal være konsulenter, vejledere og rådgivere for de ansøgende projekter, og de skal i sidste ende være dommere. Det er to vidt forskellige, nærmest uforenelige ansvar. En vejleder skal gå ved siden af, ikke sætte sig over. Skal komme så tæt på den vejledte som muligt, for bedre at forstå behov og nødvendighed. Mens en dommer, der alene i kraft af sin dømmende handling er hævet over den dømte, også helst skal bibeholde en distance, for at forblive objektiv. Da jeg selv arbejdede som manuskonsulent i Grækenland for producenter, var jeg glad for ikke at have den dømmende magt, men nærmere kunne optræde som en slags advokat for projekterne.

Ønsker vi os bedre vejledning og udvikling på DFI, skal vi derfor have fjernet dommer-ansvaret fra konsulenterne, så de er frie til rent at følge et vejleder-etos, om at tjene den vejledte og den kunstneriske intention. Det vil åbne nogle andre muligheder for hvordan konsulenterne kan arbejde, og for at have nogle flere af dem, nogle flere indgangsdøre til støtteprocessen. De ville ikke heller ikke behøve at være hængt op på bestemte kasser (børne/ungdom/voksen/NDS) eller kun tænke at deres tjeneste handler om DFI-støtte, men på enhver måde at facilitere et lovende projekt.

De frie konsulenters DFI-hovedfunktion ville være at hjælpe udviklingen af de lovende og frasorterer de håbløse, for at indstille de projekter, de mener er ‘gode-nok’ til at fortjene at komme i produktion. De skal have udviklingsmidler til dette, som de skal råde så frit over som muligt, for at kunne tjene det enkelte projekt bedst muligt. Det skal forpligtes på et etos, som grunder i at tjene ansøgeres dagsorden, og ikke deres egen.

Inden jeg kommer til den virkelig hårde nød; hvad vi stiller op med den dømmende funktion; så indskyder jeg lige en ny dimension. Åbenhed i processer tjener muligheden for feedback og vekselvirkning. Derfor vil det også være gavnligt, at vi indfører en åbenhed om, hvilke projekter der ansøger. Det kunne se sådan her ud: En eller flere faser, hvor alle ansøgere har mulighed for at få kendskab til alle andre ansøgeres projekter. Og ikke bare med navn og titel, men hele pakken. Hvor alle ansøgere har mulighed for at lade sig inspirere, indgå samarbejder og skærpe deres projekt i forhold til de andre. Gerne med nogle mekanismer indbygget, som styrker de udvekslinger.

Kunstneres første frygt-reaktion på det forslag er ofte, “jamen, så kan alle jo stjæle mine idéer”. Det er helt korrekt – ja, alle kan stjæle. De kan også identificere dig som deres værste konkurrent og forsøge at sabotere dig. Men dem som tænker på den måde, de gør det allerede. En åbenhed tjener i højere grad dem som samarbejder, deler og vekselvirker. Mens dem som forsøger at sætte sig på magten, altid er bedre tjent med lukkede systemer. En system-indretning som giver flere muligheder for udveksling, kan udnyttes negativt, men vil på den lange bane tjene de samarbejdende. Især fordi det i højere grad vil blive tydeligt, hvem der ’nasser’ og hvem der samarbejder.

Nå, vi skal jo til det. Den gordiske knude. Magtens dilemma. Siden antikkens grækere, og med stort fokus hos Shakespeare, har vores kultur været sig smerteligt bevidst at magten har en pris. Den korrumperer, den har sin egen logik, den gør os til sine redskaber. Så hvad stiller vi op med den dømmende magt i vores lille film-samfund? Der er jo begrænsede midler. Ikke alle kan få ‘lov’ til at producere en film for vores skattekroner. Nogen skal jo påtage sig den sure pligt at fælde dom. For nogle er det et drømmejob – “hvis bare det var mig, der bestemte, så skulle I se, hvilke skønne film, der kom i biograferne – for jeg ved, hvad der er bedst”, for andre et smerteligt åg – “men jeg kan jo slet ikke tillade mig at bestemme over andre, jeg kan ikke lide den magt, for hvordan kan jeg vide, hvad der er bedst?”. Begge holdninger har sin gyldighed.

Mit forslag er i princippet super-enkelt. Vi har efter indstilling fra konsulenterne nu en alt stor pulje af projekter, der er ‘gode-nok’. De har alle sammen muligheden for at blive til dejlige film, hvadenten det er mare mainstream eller art house eller noget helt ukendt. Men ingen ved hvilke af dem, der rent faktisk kan indfri deres potentiale. Fremtiden er altid uvis. Så hvor finder vi det menneske, som evner at dømme her? Det gør vi nok ikke. I stedet kan vi erkende vores begrænsning, i ydmyghed give afkald på vores storhedsvanvid og overlade beslutningen til den skønne Fortuna.

Ja, det er korrekt. Jeg foreslår at den endelige afgørelse er et lotteri. Jo mere jeg har tænkt over det, jo mere mening giver det. Oprindeligt udsprang det af den følelse, man kan få som ansøger – at det er et lotteri. Så hvorfor ikke se den virkelighed i øjnene? Hvorfor ikke hengive os til tilfældighedernes spil og slippe for magtens tyranni? Indtil nu har jeg ikke fundet eller hørt et klart mod-argument, kun automat-reaktioner og spiel-verderber petitesse-indvendinger.

Et lotteri kan indrettes med vægtninger af forskellig art, som kan være med til at sætte alle de hensyn, man gerne vil vise i spil. Diversitet, kontinuitet, debutant-pleje etc. Vi kan måske også slippe for at snakke mere om sådan noget som kønskvotering, fordi det blinde tilfælde over tid vil sikre en større lighed (hvis ellers konsulenterne indstiller kvinder). Man kan også se på, hvordan man kan indrette et slags løbende lotteri, så vi slipper for en årlig udtrækning, mne kan få en fortløbende organisk proces, hvor projekter kan komme i spil, så snart de er modne til det. I det hele taget vil sådan en gamificering af støtteprocessen give vedvarende mulighed for at justere systemet uden at skulle lave alt for meget grundlæggende om.

Det er klart, at det her en radikal tanke, som jeg ikke forventer at særligt mange er rede til at købe andel i. Før du afviser blankt, så forsøg at finde reelle mod-argumenter eller andre modeller, som kan løse magtens problem og skabe mere dynamik i støttesystemet. Personligt blev jeg glad, da jeg hørte Aalbæk foreslå, vi gjorde os rede til helt at ny-tænke det filmpolitiske felt og støttesystemernes indretning. Der er seismiske skift undervejs, især med digitaliseringens realitet, så vi har behov for nogle systemer, der dynamisk kan følge med og ikke er forankret i industrialiseringens og magt-pyramidernes tid, men kan rumme og favne netværkets tidsalder.

En dag i familiens favn

På den politiske horisont er der både ny medieaftale og ny filmaftale på vej. Venstres kulturpolitiske ordfører, Michael Aastrup Jensen, havde, dagen efter Lars Løkke blev siddende i de borgerliges pater familias-stol, indkaldt hele filmfamilien til en høring om “Dansk films fremtid”. Det var imponerende timing for en venstremand og sikkert en kærkommen diversion fra hans egne familiestridigheder. Det meste af filmfamilien var inviteret til at holde oplæg. Onklerne Aalbæk og Grasten, den frække fætter Ronnie, tante Vinca, grandfætrene fra provinsens puljer, Holst & Damgaard, den kække unge moster Rosendahl, farfar Kim fra biograferne og endda de små fra børnebordet, elever fra Super16 og Filmskolen. Mest iøjenfaldende var at ingen fra den forkerte side af familien, TV-stationerne, eller fra højbordet, DFI, var inviteret til at lave oplæg. Måske en tilfældig forglemmelse, måske var der en tanke bag?

Så her var vi (næsten) alle (inkl. Trier) samlet i en hal hos Zentropa, hvor bannere med påskriften “Under Skærpet Tilsyn” prydede facaden. Det er familiens fremtid, der står på spil. De to producent-onkler Aalbæk og Grasten gør klart at de unge skal få fingeren ud og holde op med at ligne det pæne selskab. Aalbæk har lyst til at vi fjerner alle kasserne; at der bliver mange steder at søge støtte og hjælp til produktion, at DFI ikke holder stramt fast i bestemte rammer, for hvad nu hvis der et år er vildt mange gode art house-film undervejs – så lad os støtte dem, eller hvis der sker noget på familieunderholdningen, så lad os rykke på det. Hvorfor holde så fast i faste kvoter? Frække Ronnie er med på de oprørske tanker, og har masser af belæg for det. Fremtiden er her allerede. Digitaliseringen skyller allerede ind over os og udhuler producenternes indtjening. Hvis vi ikke gør noget, så er hele familien måske snart bankerot?

Der bliver snakket rigtig meget om vinduesindretning i familiens hus. Det lader til at, der er en enighed om at vinduerne ikke skal være så fastlåste, men kunne indrettes i forhold til, hvad der er bedst for den enkelte film. Der hersker en klarhed om at med digitaliseringen, så er den gamle tids trygge rammer og totale kontrol over distributionen en saga blot. Om 1 eller 2 år kan enhver små-producent med den rette film og lidt frækhed gå direkte ud i alle biografer. Og stemningen er ikke, at det handler om at undgå det, men om at give de bedste vilkår for det. Det her er en familie, som vil fremtiden.

Fra provinsen udtrykker Holst fra Århus og Damgaard fra Fyn, at de er så glade for endelig at blive inviteret med til en familiefest, for provinsen har meget at byde på. De kan med deres lokale fonde være den ekstra kapital, der får projekter i luften, men de føler især at den diversitet og autenticitet, der følger med, at alt ikke foregår i København, er endnu mere værd. At hvis familien i provinsen bliver stærk og professionel, så vil vi alle sammen blive stærkere.

Så er turen kommet til børnebordet. Onkel Aalbæk gnækker og smiler fro – for han elsker ungdommen og sparker gerne lidt til dem, for at få dem frem i rampelyset. Super16 fortæller selvsikkert om deres ungdomsklub, hvor de selv tager ansvar for læring, og at de gerne samarbejder med alle, men ikke vil opgive deres selvstændighed for noget i verden. Den giver dem fleksibilitet. Omstillingsparathed. Sammen med filmskole-eleverne er de meget enige om, at de ikke har behov for muligheden af at lave flere kortfilm, men håber, der kan blive flere 2-3 mio.kr. spillefilm, så nye talenter kan komme i gang med det lange format. Fra filmskolen lyder det, at Tante Vinca er forhindret i at komme, men at forandringer er undervejs. Alle lærerkræfter derude på skolen skal nu være folk, der ved siden af lærergerningen, stadig har en aktiv praksis i branchen.

Moster Rosendahl ankommer lidt sent, hektisk direkte fra klipperummet, men melder sig med en klar, velovervejet røst. Filminstruktørerne har taget bestik af fremtiden, og de er undervejs med et gennemarbejdet foreslag. I den gren af familien er de også klar over, at det ikke længere er business as usual. Digitaliseringen er en realitet, som ikke kan fornægtes. Og her mod dagens slutning føles det mere og mere som om, filmfamilien for alvor er klar til at finde sammen om, at turde de modige forandringer, der skal til.

Farfar Kim fra biograferne har forberedt en klassisk old school power point præsentation, som efter lidt teknisk forsinkelse kører som et urværk. Det rummer nogle meget klare budskaber om, hvad biografforeningen anser for sandhederne, men i kraft af power-point-forbandelsen (slide, slide, zzzz) er det svært helt at huske de sandheder. Men immervæk blev det klart, at de også var med på digitaliseringens udfordringer.

Nu kommer gæsterne så til højbords. Politikerne liner op til debat. Vores venstremand, en socialdemokrat (Troels Ravn) og en fra Enhedslisten (Jørgen Arbo-Bæhr). Gulvet åbnes nu også for spørgsmål og indlæg fra hele familien. Meget snart er der vokset en stemning frem, hvor alle snakker om alle de dejlige penge som grand-onkel DR sidder på. Kunne man ikke fordele dem lidt mere i hele familien? Det synes de fleste. Især producenterne. Kun den stakkels Jørgen fra Enhedslisten forsvarer den ærværdige familieinstitutions særlige position. Det føles næsten som om, alle lugter blod. Her kan vi finde de midler, som kan redde os alle sammen. Det føles næsten som om DR er afgået ved døden allerede, og vi skal til at dele arven.

Men netop som man troede, at man nu var vidne til en klassisk mobning af det fraværende DR, træder Louise i karakter. Det er Louise Vesth fra Zentropa, som vender situationen fra en dem-eller-os, til at tale om dem-og-os – at det mere end at tage midler fra DR, måske kunne handle om partnerskaber med DR. At producenterne i partnerskaber kunne have muligheden for at lære af DRs store kvalitets-ekspertise, og at DR kunne have muligheden for at lære af producenternes økonomiske effektivitet. Og da er vi vidner til den politiske hørings ideelle eksistensberettigelse. Et smukt øjeblik i dansk filmpolitiks historie udfolder sig. En politiker skifter mening. Jørgen fra Enhedslisten lytter og erkender, at Louise har et relevant synspunkt, som har overbevist ham om at gå ind i forhandlingerne med en ny holdning.

Oh, sjæl, hvad vil du mere end det? Debat, dialog og vi går alle klogere hjem. Måske er der en fremtid for den danske film-familie. Hvis de unge kan få fingeren ud. Hvis politikerne lytter. Hvis vi ikke går i skyttegravskrig for alle vores små domæner. Hvis vi ikke går til i indavl af de samme succes-opskrifter. Og når man så på vej ud af hallen, hører Onkel Grasten dele guldkorn ud til en kreds af de unge talenter – og ikke er onklen, der taler om at alt var bedre i gamle dage, men at det netop er nu, han ville ønske han var ung og utålmodig efter at erobre verden – for mulighederne er så mange – så kan man have håb for, at den danske filmfamilie har en fremtid.