Dette er IKKE en ansøgning:

Til Bestyrelsen for Det Danske Filminstitut

Af Kim Hyttel

Jeg har netop læst jeres jobannonce og det har afstedkommet en del tanker.

I søger en filmkonsulent, der skal fastholde og styrke dansk spillefilms kvalitet og diversitet. Det kommer næppe som en overraskelse. I vil have et mirakel på funktionærløn. 

Konsulenter kender vi jo fra mange sammenhænge. De optræder alle steder og i alle sammenhænge. De giver gerne råd om alt, en slags ekspertvidner, mellemhandlere, kommissærer, der, sjovt nok, når der skal trækkes igennem, er pist borte. Sådan generelt set. Vældig gode til at analysere og forklare, iført nystrøget tøj og eget kontor. Deres synspunkter bliver ofte udslagsgivende, ikke fordi de nødvendigvis har ret, men fordi de har retten. Retten til at bestemme. Til gengæld påtager de kun nødtvungent sig ansvar, specielt hvis der er begået fejl. Men stiller helt frivilligt op på sejrspodiet.

De er overalt. Bankrådgivere, sagsbehandlere, advokater, coaches og fuldmægtige, producere, managere, voksenpædagoger, ja: konsulenter. De står ved alle ind- og udgange. Mennesker som de fleste, med fin uddannelse og fine ord. Gode til blokdiagrammer med pile frem og tilbage og en masse forklaringer på hvorfor jeg skal gøre tingene anderledes end den uregerlige følelse i mig.

Jeg har selv været en af slagsen. Jeg producerede min ungdomsven Johnny Madsen til berømmelse og rigdom. Han var på socialhjælp, som det hed dengang, lokal bums, utilpasset og vred. Det er han stadig, men i mellemtiden har han sat sig et vigtigt mærke i dansk rockmusik. Dengang ville ingen have ham. Vi skrev til alle selskaberne og fik nej! Definitivt og helt afgjort NEJ! Så udgav vi ”Chinatown” hos den lokale pladeforhandler i Aalborg.

Jeg nævner det, fordi marginalerne mellem det geniale og patetisk talentløse er uendeligt små, før selvfølgelig det bliver tydeligt for alle. Og fordi det så let kunne være endt et sted hvor Johnny stadig humlede rundt som landsbytosse et sted i den endeløse provins. 

Jeres filmkonsulent skal fastholde kvaliteten. Det forudsætter nødvendigvis, at der allerede er nået et vist kvalitativt niveau. Det mener I så, der er. Det er vel ikke så underligt, for hvis det ikke var tilfældet, ville det jo være jeres ansvar. Men I finder dog stadig plads til forbedringer. Det er her jeres filmkonsulent kommer ind.

Hvis det er ”Mine Søsters Børn”, ”Far Til Fire”, og ”Anja Og Victor” I hentyder til, så kun jeg give jer ret. Helt ret! Der er rigelig plads. De har ingen gang på jord. Uanset familiehygge, beskæftigelse til filmarbejdere og fyldte biografsale. Det kan ALDRIG være meningen at spilde offentlige midler på den slags substandard shit. Specielt når det mange gange er bevist at kvalitet faktisk kan sælge! Nyskabende, grænsebrydende, farligt, KUNST og stadig rygende kommercielt. Udover at de er mislykkedes på alle involverede planer, taler de, værst af alt, ned til deres publikum.

Jeg vil her nævne eksemplet SORT SOL, som jeg signede til SONY i min egenskab af repertoirechef. De var på det tidspunkt uden kontrakt, på socialhjælp, umulige, asociale og i alle sammenhænge besværlige, men de var ”true rebels”, de var rock’n’roll og de havde sangene til at bakke det op. De var KVALITET, og de tog skridtet fra underground til mainstream og er nu et afgørende kapitel i dansk rock musik, kunstnerisk og kommercielt. Så kom ikke og fortæl det ikke kan lade sig gøre. Hvis man altså evner at se det FØR, det er indlysende for alle.

Det er åbenbart vigtigt for jer at sikre diversitet. Diversitet er sådan et rigtigt politikerord. Passer til hver en sammenhæng. Det ord viser, hvis man skulle være i tvivl, at I er en offentlig institution. En kommerciel filmproducer er ligeglad med diversitet, bare det sælger. Om jeres diversitet så betyder, at et velegnet projekt kan blive fravalgt, fordi det har træk til fælles med andre projekter, afsløres ikke. Men det må vel være betydningen. Det afsløres i øvrigt heller ikke hvilken type diversitet, der efterspørges. Med andre ord, en dejlig bred formulering. Could come in handy.

Men man kan ikke vælge noget ud fra diversitet. Det har ingen kvalitet i sig selv. Det er et politikerord. Et udefrakommende og i sig selv komplet uvedkommende kriterie. Der er kun god kunst og dårlig kunst. Det er den eneste relevante ”diversitet” at forholde sig til. Om kunstneren er dansker, svensker, iraner, eller japaner, muslim, mand, kvinde, lesbisk er ligegyldigt. Om det er en gyser, drama, thriller, sci-fi, eller krimi, spiller ingen rolle. Det afgørende er det kunstneriske niveau.

I vil gerne sikre dansk films betydning og anseelse i ind- og udland. Betydningen i indland er vel primært at sikre dansksprogede film. Og det må så gerne give genlyd i udlandet og dermed sikre danskerne anseelse. Dansk film er altså blevet et våben i kampen for danske interesser. Skabe øget positivt fokus på Danmark. Generere positive konnotationer til alt hvad der er dansk, med deraf gunstige afledninger i udenrigshandel, turisme, udenrigspolitik og bruttonationalprodukt.

Men det har stadig INTET med kunst at gøre. Det er stadig påklistrede og forstyrre(n)de ambitioner. Igen: politikerord.

Anseelse og betydning er den slags ord der er fuldstændig irrelevante i ALLE processer i kunsten. Det er kun fint hvis noget opnår anseelse eller får betydning, men man kan ikke bruge det som afsæt for noget. Andet end måske et konsulentjob. 

Alt dette skal opnås ved at konsulenten tager de nødvendige kunstneriske beslutninger. Her antyder I så for første og eneste gang at kvalitet er lig med kunstnerisk kvalitet. Det er altså ikke nok at billederne er belyst godt, og lyden er tydelig, det skal være KUNST. Det vidste vi sådan set godt allerede, men det er da rart at I også ved det.

Jeg sad i nogle år som repertoire-chef på Sony, og har haft alle dilemmaerne helt inde på livet, der følger med jobbet som gatekeeper i kulturbranchen. Man ender alt for ofte et sted hvor pengene er eneste punkt på dagsordenen. Til sidst æder det en op. Men midt i shitstormen af kynisme, grådighed og afstumpethed, var det altafgørende for mig at holde fast i udgangspunktet; kærligheden til musikken.. Og dermed respekten for publikum.

Det er ikke afgørende for kunstens kvalitet at den er highbrow, streetsmart og helt oppe på beatet. Først og fremmest skal hjertet være på plads. Derefter kan man starte legen med mediet. Følelsens rene vej. Bevægelsen. Glimtet af det sande. 


 
Kunst er til forskellige tider og af forskellige folk blevet vurderet vidt forskelligt. Det er ikke en fast og håndterbar størrelse. Langt fra. Og når der skal foretages en konkret vurdering der skal føre til et bestemt kunstnerisk niveau, så må det forudsættes, at konsulenten ved hvordan kunst ser ud lige midt i processen, altså i tilløbet, før den har fundet sit endelige udtryk. Det kræver dyb indsigt. Da kunst per definition er det, der ikke kan siges i en saglig konkret form, er vi inde i det intuitive, der hvor grænserne opløses og formerne bliver utydelige. Der, hvor kun de der kender området fra personlige ekskursioner, kan navigere. Dem vi kalder for kunstnere. Det siger ligesom sig selv.

Men når man læser jeres stillingsopslag, er det ikke en kunstner i søger.

I søger en sparringspartner og konsulent for filmens drivende kræfter (forfatter, instruktør og producent), der i tæt samarbejde med udviklingschef, producer og projektkoordinator om alle produktionsmæssige og økonomiske forhold, skal styre projekter frem mod det nødvendige kvalitative niveau. Konsulenten skal coache manuskripterne.

Jeg bemærker de sportslige referencer. Sparringspartner og coach er trænere. Nogen gange selv til stede oppe i ringen og andre gange stående med opildnende tilråb ved ringside. Det handler altså om at vinde. I filmverdenen er der, som i de fleste andre sammenhænge, to måder at vinde på: at vinde medaljen eller at vinde publikum. Nogen gange vinder man begge på en gang. Og nogen gange vinder man publikum fordi, man har vundet medaljen. Andre gange vinder man medaljen fordi, man har vundet publikum. Men det er under alle omstændigheder en konkurrence.

Nu er der jo mange historiske eksempler på kunst, der aldrig vandt medaljen eller publikummet, men som vi alligevel i dag anerkender som umistelige kunstneriske milepæle. Derimod kendes ingen højdespring eller sprintløb udenfor konkurrence. Så der er altså måske alligevel grænser for hvor langt sportsallegorien holder?

Jeres stillingsopslag er i den samlede analyse, et vidnesbyrd om den politiske styring I er underlagt. Uanset hvordan vi vender og drejer det, er I et instrument i den siddende regerings kulturpolitik. Jeres ”sejre” er magthavernes ”sejre”. Det er vilkåret og enhver der banker på jeres dør, må gøre sig det grundvilkår bekendt.

Nu handler det om børne- og ungdomsfilm og jeg kan ikke undlade i den forbindelse at nævne ”The Lego Movie”, der har vakt forbløffende stor international begejstring. Et oplagt dansk projekt, med udgangspunkt i et dansk produkt udsprunget af dansk kultur. Men det gik Danmark helt forbi, selvom vi både havde kompetencen i animation og de nødvendige kreative kræfter, samt en producent der mere eller mindre kunne fuldfinansiere filmen. Hvad skete der? Måske kom den kultur, der indirekte beskrives i jeres stillingsopslag som filmkonsulentens pligt til at opbygge, vedligeholde og varetage kontakt med det danske produktionsmiljø, i vejen? Med andre ord: at det danske produktionsmiljø for u-dynamisk og fedtet ind i jeres normer, standarder og tænkemåder til at løfte et internationalt projekt? Blot en tanke.

Og i øvrigt: det faktum at i ikke nævner at de nye digitale platforme skal inspirere til udviklingen af nye produktionsformer, viser at i er bundet op på hensyn til traditionsbundne og forældede brancheinteresser.

Det ser ud til at I mener at manuskriptet er det sted i processen hvor styringen for alvor skal sættes ind. Problemet er, at der er endnu større afstand mellem manuskript og færdig film end mellem partitur og klingende musik. Alle de regler, anskuelser og anvisninger I med stor flid og dygtighed kan vælge at anlægge på et manuskript, sikrer på ingen måde hverken den kunstneriske eller publikumsmæssige succes. Alt kan se perfekt ud på papiret og ende i ren katastrofe, eller omvendt. Så hvorfor vælger I at sætte ind lige der?

Da I er sat til at administrere, skal I per definition tro på at det kan lade sig gøre at administrere sig frem til succes. Det kan ikke udelukkes, at det er muligt. Men det sker næppe på den administrative kulturs præmisser.

I er en statslig institution, så der er vel en grænse for, hvor spraglet slipset kan blive, men der opstår et underligt stillestående, for ikke at sige, dødt punkt i mig, når jeg læser det her stillingsopslag. Det er så uendeligt trist. Det har tydeligvis været gennem mange hænder, skåret til og redigeret ned, og fremstår nu kemisk renset for et hvert spor af følelse og sanselighed. Jeg er godt klar over, det er personen, der skal give jobbet liv, men I viser tydeligt med hvilke øjne, den person vil blive bedømt. Velkommen i DJØF-land.

I og politikerne kan selvfølgelig indrette jer som I finder for godt. Bare I ikke bilder jer selv ind at I, eller den I vælger ud fra disse kriterier, er klar til at møde, endsige genkende kunst. Hvad der måtte opstå af kvalitet, altså ægte kunstnerisk kvalitet, vil opstå på trods af, ikke på grund af jer.

Alt det intellektuelle pindehuggeri og pedanteri er ødelæggende og tjener i sidste ende kun til at befæste jeres egne interesser, som institution og som individuelle karrieremennesker, ikke kunsten. Ikke fordi jeg regner jer for ondsindede mennesker, med lave selvviske motiver, men fordi det er en indbygget lovmæssighed i en hierarkisk struktur. Det hierarki, der etableres i samme sekund, nogen skal bede andre om lov.

Pengene er instrumentet i styringen. Pengene, der belønner den anbefalede adfærd, der leverer de ønskede typer af manuskripter, i de velkendte skabeloner. Manuskripterne er det afgørende, det synlige, der hvor I kan bevise jeres værd. Og hvor I kan bevare og forsvare jeres position.

I har gode fortællinger, der understøtter jeres strategi. Mogens Rukov er eksemplet på konsulenten, der har vejledt unge instruktørtalenters manuskripter til film med international hæder. Triers ”Forbrydelsen Element” og Vinterbergs ”Festen” er de kronende begivenheder. Tillempede eksempler på det tilsyneladende indlysende.

Jeg har ingen kritik af Rukov. Det er dværgene, der befolker hans fodspor, jeg sigter til. Der er sket en ”rukovisering” af dansk film. Men sandheden er, at uanset alle jeres velovervejede hensigtserklæringer og driftige planer, så er det instruktørerne I må støtte, ikke manuskripterne. For manuskripternes succesfulde virkeliggørelse, uanset jeres flittige rettelser, afhænger i alle detaljer af den person der iscenesætter dem. Skal der udvikles internationalt filmisk format, må der udvikles filmskoler og styringsmekanismer der tør se den realitet i øjnene.

Sandheden er, at Trier slap igennem nåleøjet, fordi han var begavet nok til at ”kuppe” konsulenten med en god krimi intrige i ”Forbrydelsens Element”. Men det var ikke den film, han lavede. Og det skulle ikke være nødvendigt at lave den slags krumspring.

Jeg var i øvrigt tæt på Trier da Zentropa blev dannet. Deres stiftende kapital blev de penge jeg via mit job på Sony skød ind i to Kim Larsen videoer. Der var ingen banker, der ville bakke deres visioner op. Det blev afgørende for Aalbæk og Trier og for dansk film. Nu er alle enige om at det ikke kunne være anderledes, men billedet var knap så indlysende dengang. Det er så let bagefter, men dengang var det et valg jeg fik megen intern kritik for. Det er ligegyldigt i dag. Dem, der dengang kritiserede. er borte og glemte. Men Trier er her stadig og har igen og igen sat dagsordenen for dansk film. Det var igen marginalerne. Men hvis man følger hjertet, er der i virkeligheden intet valg.  

Der er brug for et system, der ikke søger succes, men kunst, ikke billetsalg, men autencitet. Der er alt for meget DJØF, alt for meget retten ind og retten til, alt for meget angst og hierarki i jeres system. I er nødt til at få kunstnere ind i udvælgelsesproceduren. Og så skal talenterne slippes løs. Stop dødbideriet!