Tomas Gislason, filmmaker - on visuel storytelling in the future, and present (short intro in danish)

Det fantastiske er er at den gode historie udvikler sig og bliver fortalt på mange platforme og udtryk til fordel for både "det brede" "det smalle" "det kunstneriske" "det billige"......
Jeg syntes det er svært at vi skal igennem en ultra romantisk ide om at film er hvad det er og det skal museums bevares i så høj grad at vi ikke har et bevillings system som kan gå ind i fremtidens historie fortælling. Måske er det ikke penge der gør forskellen, men accepten af at verden ændrer sig, grundgenet i den visuelle fortælling og fortællingen ændrer sig. Alene det faktum at vi ikke har TV stationer eller biografer om nogle få år kommer til at betyde at fortælleformaterne vil og har ændret sig drastisk. Det er jo ikke enten eller. Vi har en historisk mulighed for at gøre både og! Ikke male os op i et kulturelt introvert hjørne hvor vi er bange for at verden ændrer sig sådan som Danmark i forvejen har politisk tendens til. Her er lidt jeg har skrevet, i anden sammenhæng, på Engelsk dog. Please lad os begejstres!!

The world is changing it really is.
As a plethora of media/distribution platforms arises so changes the storytelling.
The old paradigms of “hollywood storytelling” has been pushed aside and now often only used as a vehicle, in the web of storytelling outputs, expanding consumption of the original story.

It has become of major importance to understand this structure, both artistically and certainly Commercially.

In these post financial crisis times, the storytelling industry shows no signs of slowing down,
and if we collectively, take all the platforms and do the numbers, the growth is staggering, and you will see that there is an important future for any economies that understands how to adapt and innovate/elevate the knowledge in the ever evolving storytelling landscape.

An example is the fact that the game market has by far surpassed the numbers of the cinema, without killing it, but instead often using the cinema to further their franchises by making movies based on the games for example. There is a really important exchange going on between cinema and game dramatics, the rise off long format series often distributed on streaming services watched in one go, children consuming fiction outside cinema and television has put new demands on the stories told.

That needs to be analysed and reflected upon in order to further our chance of getting its bite of this future economical foundation. Also to consider the nordic spin possibilities in an international competitive environment.

In the centre of it all is still the story though. That goes for all media, all platforms, fiction or fact.
The good story. But maybe the genes have changed.

It is important to focus on catching up on development and the measures needed to be taken to create a new creative institutionalised/funding and production approach towards how we support and develop the future of storytelling in order to adapt.

The focus in economically sound countries is a belief that the positive change in the new economy lies in the future off an ever-growing cultural mindset.
EU has finished studies that shows that the next adventure and economic adventure lies in culture, and especially in the multimedia market.
To be pretentious I should mention that some even claim that this structure could be the playground for developing Democracy to a new level but in this case its beside the point probably.

In the centre of this is storytelling. Without a good core story to be expanded on a multitude of platforms, a strategy for distribution on these, you won't get in on the adventure, neither as an artist nor as a country.

The method has changed, the considerations has changed, the preparations as you set out to tell your story has changed.

A franchise as Harry Potter forexample who from birth has a buildt in, well prepared, layered catolog of output possibilities, based on a spread of multiple coherent ideas, with a core storyline/universe based on coherency, strong synergies and interdependness stemming from the core is the basis for the game,the movie, the themepark………while knowing that in an interactive society fiction creates reality and thats for the good or the bad but still important to analyze and define the useable tools.

But also the more narrow artistic part of the business will have great possibilities and gain from this new structure. Streaming services, VOD, and other distribution methods will give a sound economic foundation even with a small audience.

These opportunities for a sound “artisitc” genre should be mapped as well!!

The commercial/marketing part of the business has to consider the potentials and are adjusting to the new platforms. The set formats for promoting merchandise, is no longer. 30 Seconds or 60 seconds commercials with a print in the newspaper. It can even be the book, the movie, the viral and several different formats to spread over the market and the multitude of devices that it’s possible to communicate with.

It is of vital importance that we in the future constantly evaluate the shape of things.

Because the world is changing it really is.

It has great importance artistically but even more it has a great economical importance to build the foundation for future industry with a great growth potential it is important to go to the core of the process defining the parameters of future storytelling. And when we have an understanding of these structures try to change the underlying structure which has to carry these conclusions to the users.

We should be interested in analyzing the consequences of this new landscape and by our conclusions become contributors in the future of the business. And thereby refine our artistic profile and economical prospect’s.

With the possibility of fusing the artistic and cultural importance with an obvious responsibility for economic redevelopment in a changing world.

With even more space for small artistic film language developing ecsperiments for the good of large commercial vehicles.

Film becomes part of the story instead of the definitive answer

The business of the Danish filmbusiness, part I

This Monday the 1st of September 2014, the Danish Film Institute, DFI, summoned the Danish film-business to a debate about the future of Danish film, in relation to the new political agreement that is being negotiated at this moment, to be implemented late fall.

I am not a journalist. I am a film artist working as a director, producer, editor and facilitator of independent filmmaking in Denmark and worldwide. This is not going to be a dictate or report of the meeting that will care about exactly WHO said what. It´s not going to be concerned about exact numbers, or dates, and I´m not going to put any names in it. We all play different parts at different times and it makes no sense to make personal finger pointing.

Take it as a statement about how I perceived the essential things at stake in the matter and how I see that in relation to what took place at this debate, and especially what DID NOT take place.

I´m writing it in English, because I believe it is important to be able to share thoughts about these processes with some of the international network. One might think that this concerns only the Danish film business… but I ask myself (having been a part of the Danish film business for 18 years): Who IS the Danish film business? Why is it such a secret what goes on? And then again, maybe its not? Anyhow, excuse my possible poor english skills in the written form, this is to be able to share with a broader circle than ”The Usual Suspects”.

The day started with the Danish minister of culture giving a dry, warm and humorous speach, saying that no extra state funding is coming to Danish film, quoting Grundtvig, pleading to the different participators in the debate to remember to make mistakes, and finally to find a solution for the financial problems on their own.

Then we took of. The first panel was to discuss the conundrum of financing, the cinema versus the Internet streaming. Firstly it was stated, in terms and tones that QUALITY COSTS.. so, theres that. Quality costs A LOT of money… hm? And this is (for some reason) not really questioned? I’m pausing already here… Is this like a fact? An absolute truth that is finite and inarguable?. In this debate at this point, it sure seems like it. Later in the day, in a different debate, a producer making childrens films, states the same ”fact”: Children of today are VERY demanding customers. They want products of ”higher standard”, and that costs money… Really? What is this ”higher standard” that is without a doubt so costly? (I know what is referred to, of course, but I´m just not sure its true)

Eventhough I don´t agree, I don´t say it loud – I´m busy taking notes and trying to follow why these people, in this first debatepanel, are so angry.

Because, it turns out, they are ANGRY. DISAPPOINTED. FRUSTRATED.

I have already read about the various battles in the media, addressing the negotiations between the telecompanies, filmproducers and directors, DFI, filmpolitical forum and the danish cinemas. But… as always, it´s hard to tell what is the deeper root behind such statements, so I try to look and listen now. Knowing, that in this forum, it can also be very hard to actually face the true causes of anything, so much at stake, so many agendas and feelings bubbling. But – at least here, people are present. And I can tell that somebody in this panel is really angry.

The telecom company tryes to explain their view on the discussions that has lead up to this point. They are very interested in developing ways to integrate the new reality of streaming with Danish film, as a model that can bring new financing and create new platforms. I think he makes a lot of sense, but right behind me a very angry person is commenting on almost everything that is being said, with words like: ”He speaks so much shit. He is such a huge asshole. Why don´t he just shut up. Jerk. Idiot”…!!

That is of course annoying, as when somebody is commenting on the film in the cinema, but also because this person is so aggressive, that it feels like having a fireball of resentment sitting on my shoulder. I realise, that he is a quite wellknown producer, and I wonder why he is so angry and hostile towards the telecom company guy, who is really making so much sense, talking about the present and the future, trying to get points across, I myself have been addressing for a number of years in the Danish filmbusiness (not that DFI or any danish producer I spoke to og production company I pitched my ideas to was interested in that. At all.)

Why is this producer not interested in what the telecom guy is saying? Why is he not listening? Instead he is cooking up a storm of anger and resentment, in himself, and it seems like, in the people around him.

I direct my focus to the panel again. A statement from the telecom company sticks with me: ”You know what? We really went into this with curiosity, a will to be innovative and co creating new platforms with you. We feel that all we have met was some quite horrible rhetoric (I bet), and a demand: Give us some money! This is NOT a very productive way of establishing any cooperation or dialogue. So right now, I really don´t feel attracted to participate in further discussions. If anybody would actually like to be in a corporation about the present and the future of Danish film streaming before Netflix takes over everything, we are open. We are already working on a new platform, aiming at exactly this.”

He agrees that the Danish Filmdirectors association, and DFI in some respect, have been open. Somebody in the audience points out that it would be interesting to address new platforms with collaboration between cinema, home cinema and streaming. The telecom company guy agrees. The Danish Film Directors association points the obvious out: ”The Internet is not a parallel society anymore, it IS the society”. DFI also realises that this is about a complete change of behaviour in the audience, and actually not really (only) about the quality or content of the films individually.

Another producer in the audience then threatens the telecom company, that if they don´t just pay some money, he will make contact to the politicians, and then they, the telecompany, will be forced to pay, because they have a cultural obligation. It turns out that the telecom company are not actually making ANY money on Danish film, since it only represents less than 1 % of what is being streamed at this moment.

A comment from the audience states how frustrating it is to witness who in fact are controlling the agenda, while there actually are people in the business who are SO interested in addressing the possibilities of streaming and cinematic correlations. “WHO ARE THEY?”, another angry person roars through the cinema, interrupting the first man. I can´t tell from where. So, if you are actually such a person, by now you don´t exactly feel like it is a forum to share your thoughts….

This is of course not at all everything what was said in the room during the heated debate. I only point out how certain parts of the business are getting themselves heard in the Danish film business: by shouting, name calling, belittling, ridiculing, and interrupting with their own single minded agenda; MORE MONEY!!

The present and the future talent is faced with all the fantastic and interesting perspectives of internet streaming and the revival of the role of the cinema, and how those two can play together. It´s beeing talked about, produced towards, played around with, dreamed about and explored all around the world. But not in this room.

In this room there is shouting and namecalling. In this room people are excluding eachother. In this room it seems the only agenda beeing put forward is MORE MONEY (where have I heard that before)?

Not really more diversity, new solutions, new ways of expression with the cinematic artform and storytelling made possible by the new variety of platforms, reaching new audiences. I feel quite sure that there are quite a few persons present in the room, who came to have exactly that talk. They came to hear and discuss the new perspectives, and the financial consequences. I know I did. But that’s not what´s being forwarded in this meeting, and sadly, I´m not surprised. This is after all the Danish Film Business.

It´s so small. We don´t like to talk about what´s on our mind in public, at least not in the area of “fiction feature films”. Because it could affect our social standing and our economical opportunities for getting state funding. Play along with ”the right people”, and keep playing till you have learned the tune so well, you believe it to be your own! 

Before I leave for coffee break, I´m scanning the audience, and it is strikingly few directors that are present.. The future and the finances of danish film, is a producer matter in Denmark, mostly. In Denmark, the director and the producer is very rarely the same person… I know why it´s like that, but I´m not sure this is such a good thing for the entire balance of who influences what. In other countrys, even the actors are often co-producers.. This will change to, in Denmark, it already is. And it´s about time, in my opnion.

To be continued…

PS: In the break I spot the telecompany guy, and I absolutely understand that he feels overwhelmed by bad rhetorics and rigid mindsets. I whisper to him; ”that was really well put what you said, and you are very welcome!” He smiles.

Debunking The Trinity Syndrome

By Lucy V. Hay

The internet is talking about the failure of representation of women in film at last. Everywhere you look at the moment, there’s column inches devoted to female characterisation It’s something I’ve pushed for via my writers’ site, Bang2write for years, so you’d think I’d be happy about this development, right? Wrong. Here’s why.

Recently it was lamented by The Dissolve we’re losing our heroines to so-called “Trinity Syndrome”. The article went viral fast; social media was set alight with a chorus of agreement that yes, modern action movies DO only pay lip service to the notion of “strong female characters,” signified by Trinity from THE MATRIX franchise (1999-2003), played by Carrie-Anne Moss. And certainly, of all the acres of articles I’ve read pertaining to female representation on the silver screen, The Dissolve’s was the least annoying, at least suggesting (albeit somewhat grudgingly) that “strong” *could* mean different things depending on the tone, genre, story and character role function (at last!).

But why “Trinity Syndrome”? Trinity is, in The Dissolve’s own words, a “hugely capable woman”, but also according to them, “never once becomes as independent, significant, and exciting as she is in her introductory scene.” This is possibly the politest way I’ve seen Trinity described as a weak character! She has caught heat from feminist film critics’ quarters over the last decade or so for various reasons, including (but not limited to): deferring both to Orpheus, the story’s mentor figure and to Neo, the film’s protagonist (played by Keanu Reeves); being surpassed (easily) by Neo in his training as The Chosen One; for being Neo’s love interest; even for being androgynous in both appearance and/or name. In short, Trinity is no stranger to getting the boot from feminist film critique. But what is capability, or independence? How does a character become significant or exciting? Ah, well that’s where it gets really complicated.

I am no fan of The Matrix (really!) or of Trinity as a character, I’ve always thought the above bizarre complaints. After all, every character defers to a mentor character, even the protagonist in the first instance – otherwise that character does not have a mentor function! It’s the protagonist’s will that (usually) prevails, especially in action adventure movies, so again: secondaries must ultimately defer to him, else again: he is not the hero who saves the day. When it comes to “Chosen Ones” in the action adventure, yes the vast majority of them are both male and white and it’s definitely true the lack of variety is not good enough. In addition, the majority of female characters in the genre exist as love interests for those heroes (why not gay action heroes? That’s a serious question). But whatever the gender of a character with love interest role function, why is being someone’s lover automatically a subordinate role? Why doesn’t being the partner of The Chosen One actively aid her position within the story? As for Trinity being androgynous, I find it rather ironic the very commentators who usually insist good characterisation should not take into account a sense of “female-ness” then would complain about that Trinity is not female “enough” (whatever that means).

The issue regarding so-called “Trinity Syndrome” then is not the fact Trinity is (in my opinion) a somewhat forgettable character (and thus, magically, somehow all “strong women” in movies are found wanting), but the fact feminist critique insists on viewing female characterisation in isolation. Yes, if you pluck out Trinity from THE MATRIX, you will see her inner workings, including her flaws. The same is true of Neo, Morpheus or indeed any character in every movie, ever. We’re stating the obvious and it’s time for the conversation to move on and ultimately, evolve. But how to do this?
Well, for starters, we need to stop obsessing over reductive tools like The Bechdel Test and start picking our battles more wisely. I’m not proposing a free pass for sexism in movies: that would be absurd, when I have spent the last eight years as Bang2write crusading for better roles for female characters in the screenplays I read and script edit. However, I do believe a single movie cannot change decades of poor gender representation around, plus it’s unwise to pin all our hopes on the next GRAVITY; HUNGER GAMES or **whatever**. Instead we should celebrate each step forward and stop attacking every supposed “failure”, especially when different images mean different things to different people in the audience, anyway.

What’s more, we need to start looking at story holistically and instead of pointing fingers, we should be asking questions of ALL characterisation and all movies, such as:

Why the hero’s journey – why not the heroine’s as well?
Why is the villain of the piece nearly always male?
Why are main characters so often white?
Why are supporting characters – especially “expendable heroes” – so often male and people of colour?
Why are exorcism stories nearly always centered around “possessed” females and male priests?
Why do characters’ disabilities or sexual preferences apparently have to inform the plot, when non-disabled, heterosexual characters’ don’t?
Where are LGBT characters outside of Rom-Coms?
Why do genre pieces exploit potentially offensive stereotypes so readily, especially political spy thrillers and comedies?
Why are traditional archetypes – the nurturing parent, the princess in the tower, the star-crossed lovers - seen as automatically “wrong”?
Why not personality, before gender?

And most importantly:

How can we start to address the above, as writers and filmmakers ourselves?

Stories are the sum of all their parts. If we want those parts – like female characterisation – to be better, I believe we have to look at the stories first, otherwise we are jamming supposedly “better” characters into the same-old, same-old plots … and guess what? It doesn’t work.

Lucy V. Hay is a novelist, script editor and blogger who helps writers via her Bang2write consultancy. Lucy is the author of The Decision Book Series of YA novels and WRITING AND SELLING THRILLER SCREENPLAYS for Kamera Books' "Creative Essentials" range.  Check out all her books, HERE.

Patriark Bio

Af Jakob Steen Madsen debattør

Der tales ofte om hvor svært det er for kvinder at begå sig i den danske filmbranche. Emnet kønsroller og kunstnernes eget køn kastes frem og tilbage i en skyttegravskrig, som ikke synes at have nogen ende. Min påstand er at vi snakker udenom kerneproblemerne, og ender i et sisyfos arbejde hvor ingen vinder eller gavner.

Biografen som institution eller kulturformidler er i mine øjne en af de primære  årsager til tidens kønsrolleproblematik. Når vi går i biografen, er vi så kønsrolle ensporede i vores valg af film, at det bliver meget tydeligt hvorfor film vælges finansieret som de gør. Biograffilm deler sig i to genrer; “drengerøvs aktion film” og “bløde tøsefilm”. Man ser også meget tydeligt denne trend på tallene fra imdb og i hele blockbuster terminologien. Alligevel fokuserer filmdebatten på kvinderoller, kvindelige producenter, instruktører, manusforfattere osv. Som om vi kunne ændre folks biografadfærd ved at give dem et bredere udvalg.

De sidste 50 år har vi haft masser af “alternativer” til biografpublikummet, men nær ved ingen succes for de tradionelt omtalte “smalle” film. Vi kunne selvfølgelig påstulere at vi bare skal smide flere penge efter det og få flere smalle film op på lærredet, så ændrer folk nok adfærd. Mit argument er, at før vi diskuterer hele grundpræmissen om biografen som den primære sælger, så kommer vi ingen vegne.

Biografen er et sted de fleste frekventerer måske 2 gange i kvartalet, eller op til 4 gange hvis man er virkelig filmgal. Det er stadig kun max 8 timer på et kvartal. Vi konsumerer hundrede gange mere via andre medier.

I en tid hvor kunderne feks venter med at se en serie til der er en hel sæson, og afspiller trilogier og lignende som marathon via netflix eller på dvd, så er det et helt andet seermønster. Hvor tids biografpublikum vil i endnu højere grad end før, gå i biografen som en art event. Ofte med bedste venner eller romantiske interesser. Det vil jo i sig selv allerede pege kraftigt imod hvilken type film der vælges. De vil blive stærkt polariserede imod drenge aktion segmentet, eller “tøsefilm” romantiske komedier og lignende. Altså imod film som handler om enten den store visuelle oplevelse eller den sociale kontekst.

Selvom der produceres et uendeligt antal timers film, både “smalle” og “brede”, så er der et begrænset antal timers lærred-tid i biograferne. Der opstår et begrænset tidsvindue i langt højere grad end tidligere. Så når kunderne skal vælge hvad de skal gå ind og bruge tid på, bliver prioriteten i retning af film som er sensitive til ovenstående effekt og sociale kontekst.

Markedsføringen af film gør det så endnu mindre sandsynligt at kunderne når i det hele taget at høre om de smalle og geniale film, og filmene er stort set umulige at fange mht det begrænsede tidsvindue i biografen.

Når folk idag ser serier og film via online services, har de meget bedre tid og kan informere sig selv via venner og proffessionelle kilder, anmeldersites og lignende. Den slags er ikke muligt ifht biografens udvalg, grundet den totale dominans for de store tripple A titler, der netop i deres markedsføringsmodel vil satse stærkt på de kønsrolle simplificerede titler.

På den måde er de “lavrisiko” film, med meget lille afkast, men med kæmpe sikkerhed. En smal film eller nytænkende film har generelt en højere risiko for ikke at give godt afkast, men de film der gør, giver et større afkast ifht investering.

Branchen er blevet låst fast i at sprede sine midler på de investeringer som giver mindre afkast ROI mæssigt, men har større sikkerhed mht regulært underskud. Man kan sammenligne det med investering i en IPO overfor Obligationer. Risikoviljen er svindende, og især mht de store investeringer.

Jeg vil derfor sige, at det er ikke en hemmelig patriarkalsk konspiration som ligger til grund for filmbranchens problemer, men en økonomisk model som er bundet op på risikovilje og biograferne som mellemmænd. Hvis vi skal problemet til livs skal vi helt undgå den dyre og kortsigtede markedsføringsmodel, og slet ikke fokusere på biografen som sælger.

Filmbranchen bør helt afvikle den gamle model og primært flytte sit marked over på de digitale medier. Dette ville også gavne både nye markedsføringsmodeller, som i langt højere grad vil blive tovejs og social medie orienterede. OG det ville tvinge biograferne til at genopfinde sig selv i helt nye og mere interessante udgaver. Specielt mht specialisering ifht segmenter, og som showroom og eventhuse.

Whedon-spørgsmålet

Den amerikanske film- og tv-serie mager Joss Whedon har altid skabt stærke kvindelige karakterer. Her introduceres han af Meryl Streep ved en prisoverrækkelse og han fortæller om hvorfor:

Har Danmark en eller flere film/tv-skabere med en indstilling, som ligner Joss Whedons?

Hvem?

Hvis ikke, hvorfor ikke?

Kvinder gør det ikke selv

Sanne Søndergaard, komiker og forfatter

“Hvis I vil have flere film med kvinder i hovedrollerne. Hvorfor laver I dem så ikke selv?”
Spørgsmålet falder prompte og altid, konstant og igen, hver evig eneste gang man formaster sig til at problematisere, at stort set alle film handler om mænd og kun har mænd i hovedrollerne.
Sidste år i dansk film var et sådant lavpunkt. Til Robert- og Bodil-priserne i år kunne man ikke engang mønstre fem kvinder at nominere for en større rolle. Bodil endte med kun fire nomineringer, mens Robert endte med at nominere Lene Marie Christensen for hendes rolle i "Nordvest", selvom den højest er en birolle. Hey, hun er en fantastisk skuespiller, men ingen skuespiller i verden er dygtig nok til at gøre en håndfuld replikker til en bærende karakter.
Så kunne vi i det mindste ikke blive enige om, at en hovedrolle kun er en hovedrolle, hvis den er stor nok til at få skuespillerens navn på plakaten?
Og det er altså åbenbart kvinders opgave selv at sætte kvinders navne på de plakater, hvis man skal tro ovenstående spørgsmål. For det er tilsyneladende sådan en verden, vi ønsker at leve i: Der hvor mændene passer mændenes business, og kvinderne kan nusse rundt med deres egne issues. Gud forbyde, at en mand skal lave film som "Million Dollar Baby", eller at en kvinde laver en som "The Hurt Locker".
Nej, nu må vi være realistiske; mænd og kvinder er fra hver deres planet, og deres respektive film kan derfor kun vedkomme deres respektive kønsdele.

Manden er mere menneske
Så det er altså mit ansvar, fordi jeg vil gerne se historier, der handler om kvinder. For det vil jeg virkelig gerne. Ikke bare fordi kvinder udgør halvdelen af jordens befolkning, og at repræsentationsfaktoreren derfor er relevant for… pænt mange mennesker, men også fordi jeg gerne vil gøre op med den kulturelle norm, at manden er mennesket, og kvinden er kønnet.
For det er jo det, det handler om i filmverdenen – i fiktionen i det hele taget: Mændene kommer til at fylde mere, fordi de repræsenterer mere end deres eget køn. 
Altså klart at hver gang nogen vil fortælle en historie om mænd, handler filmen selvfølgelig om mænd. Det ville være underligt at kræve flere kvinderoller i "Saving Private Ryan".
Okay, så bliver det godt nok lavet ekstremt mange film om den verden, som mænd traditionelt har befundet sig i – men det er formentlig, fordi der kan man sprænge ting i luften. Og jeg ved, at en film, hvor ting bliver sprunget i luften bare er federe.
Så huskeregel nr. 1, hvis vi selv skal lave alle de der film om kvinder, må være at finde en måde at få sprængstof implementeret i kvindernes traditionelle univers. Jeg har engang sprunget en soufflé i min ovn… Det er da et sted at starte.

Manden, der styrer kvinden
I hvert fald er der altså den pulje af film, der handler om mænd. Dem er der mange af. Men så er der den næste store pulje. Det er film, der handler om almenmenneskelige problemstillinger. De handler også alle sammen om mænd. Hov vent, hvad?
Jo, fordi manden i fiktionen repræsenterer det menneskelige, mens kvinden jo kun repræsenterer… kvinder. Så vil man fortælle en historie om håb og kampen for at overleve mod uretfærdighed og lidelse, skal historien selvfølgelig handle om et mandefængsel som i "The Shawshank Redemption" eller om en ung mand alene med en tiger på det åbne hav som i "Pis’ Liv" – ja, selv tigeren er af hankøn.
Tilbage er så kun de film, der handler om kvindeproblematikker, hvor kvinder kan få lov til at spille førende roller.
Nå, ja, der er selvfølgelig også de film, der handler om virkelige kvinder - altså historiske personer – og man kunne derfor her forvente at se en film, der virkelig lader kvinderollerne folde sig ud – længere ud end over deres køn. "Jernladyen" er et sjældent eksempel på det, for disse film har det med på mystisk vis alligevel at komme til at handle om mænd og mænds verden.
Historien om "Young Victoria" kommer derfor til at handle om alle de mænd, der forsøger at styre hende, og filmen om dronning Caroline Mathildes affære med hendes livlæge kommer til at handle om ham og hendes mand. Så mændene i sidste ende i fylder lige så meget – eller endog mere – end kvinderne i kvindernes egne historier.

Manden skal have alle nuancer med
På grund af disse ideer om manden som mennesket og kvinden som kønnet bliver antallet af film med kvinder på lærredet jo naturligt færre. Og de bekræfter ikke mindst ved hvert eneste biografbesøg, at kvinden ikke kan have en historie at fortælle, der ikke udspringer af at hun er kvinde. Samt at hun ikke kan repræsentere det alment menneskelige – for så ville mænd også skulle identificere sig med hende. Oh, skræk! Tænk, hvis han blev bøsse af det!
Det er selvfølgelig noget pis, for mænd er jo ikke mindre i stand til at følge og føle med en fra det modsatte køn, end kvinder er. Millioner af mænd har set Alien-filmene og identificeret sig med Ripley, uden at deres pikke faldt af af den grund.
Men den ubevidste formodning styrer stadig tankegangen, når man laver film. I en grad så kvinder har meget svært ved at få roller, der ikke handler om deres køn.
Jodie Foster – den seje, seje dame – har af den grund bedt sin agent om specifikt at opsøge film med roller, der er skrevet til en mand, men som lige så godt kunne spilles af en kvinde. Det var sådan hun landede den spændende rolle i "Elysium".
Men de færreste skuespillere har samme mulighed som Foster. Og selv hvis de endelig får de gode, stærke kvinderoller, er det ingen garanti for, at jeg kommer til at se det i Imperial.
Connie Nielsen fortalte for nogle måneder siden i et interview om sin filmkarriere, at det altid er de kvindelige rollers nuancer, man skærer væk, hvis filmen er for lang. Og film er altid for lange. Så man skærer altså kvinderoller ned pr. refleks. Fordi pyt skidt om gangsterens kone er en sammensat person, der vælger at bo sammen med ham på trods af hans forbrydelser. Nej, det er gangsteren, folk vil høre om.
Ikke?

Kvinden kan nu også sælge billetter
Personligt vil jeg gerne høre om gangsterens kone, og om politimandens, og om politikerens. Og om de kvinder, der venter hjemme, mens deres mænd i krig, og alle de kvinder, der selv har skabt politik, kultur, videnskab. Og så vil jeg også bare gerne se kvinder gøre menneskelige ting og have menneskelige følelser. For sådan er det altså at være kvinde, I ved, herude i virkeligheden.
Så der er millioner af historier om kvinder, jeg gerne ville se på film. Og jeg er overbevist om, at mænd også gerne vil. Fordi mænd er vel lige så nysgerrige på kvinder, som jeg er på mænd.
I øvrigt kan folk af begge køn også godt lide afveksling og overraskelse. De fleste synes faktisk, det er ret fedt for en gang skyld at se en film om et oprør, der har en kvindelig protagonist, som i "Hunger Games". Eller følge med noget så usædvanligt som en kvindelig eventyrer i "Frozen". To film, der har slået alle salgsrekorder i USA. Fordi – er min påstand – publikum hungrer efter fornyelse fra den slagne form.
Men det er – for at vende tilbage til det indledende spørgsmål – altså min personlige opgave så at sørge for, at publikum får det.
Så hvorfor laver jeg ikke bare selv de der film om kvinder og til kvinder?

Kvinden skal kende de rigtige… mænd
Altså for det første, fordi jeg ikke er filmmand. Jeg har godt nok forsøgt at pitche et par manus-ideer til filmproducenter, men de er altid allerede i gang med et lignende projekt. Siger de.
Og det er sjovt, de siger det, for jeg mangler endnu at se en Blinkende Lygter-actionfilm med kvinder, som jeg pitchede for otte år siden, og en komedie om en kvindelig læge, som jeg pitchede for to år siden.
Og selvfølgelig er det klart, at når man er i gang med et “lignende projekt” – altså én film, der handler om kvinder – så kan man da ikke også gå i gang med en mere. To film, der begge handler om kvinder på én gang, what!?
Nu lyder jeg måske en lille smule bitter (og det er jeg), men jeg kan jo retteligt ikke vide, om mine ideer bare har været lort. Jeg kan ikke gå ud fra min egen erfaring og sige, at det bare er sværere at komme igennem med film om kvinder. Jeg er jo som sagt ikke i filmbranchen, og den er vel som alle brancher super indspist og kræver, at man kender de rigtige for at få noget i gang.
Men i hvert fald er det årsag nummer 1 til, hvorfor jeg ikke bare laver film om kvinder selv.

Mænd og kvinder skal sammen lave film – om mænd og om kvinder
Men mest af alt laver jeg ikke filmene selv, fordi der mig bekendt ikke noget “selv” i filmbranchen. Tro mig, hvis jeg kunne, så gjorde jeg da gerne det hele selv. Men jeg synes bare, at det er ret meget at kræve, at for at jeg kan få flere spændende kvinderoller at se, så skal skrive et manus selv, finansiere det hele selv, producere selv, instruere selv og distribuere selv.
Det er lidt for meget “selv” i en omfattende og omkostningstung branche. Filmbranchen er afhængig af, at flere mennesker løber med den samme idé. Filmbranchen er altså mere end mine egne historiefortællingsbrancher – stand-up og bogbranchen – nødt til at samarbejde i ønsket om at fortælle andre historier, end dem vi er vant til at se.
Og det tror jeg godt på, at filmbranchen kan. For tv-branchen kan. De fleste af de filmede historier, der rykker noget i de her år, er lavet til tv. Og af dem myldrer de fede kvinderoller frem. Selvfølgelig med "Girls" og "Orange is the New Black" som absolute topscorer, men også herhjemme i for eksempel "Arvingerne", der er noget så udsædvanligt som en familiekrønike, der overhovedet ikke spiller på nogen kønsstereotyper, og hvor alle rollerne er nuancerede og mangesidige.
Det kan filmmediet også godt. Hvis der altså er nogen, der gider tage sig sammen. Hvis man altså lader være med at negligere det, når nogen sagligt påpeger et problem – og omgående stopper med at være superbarnlig og sige “jamen, så gør’et sgu da selv.”

Den Blinde Gud

Af Troels Christian Jacobsen

En ydmyg og åben støtteproces

Et tankeeksperiment om en radikal anderledes måde at indrette DFIs støttesystem på, baseret på naturvidenskabelig indsigt i komplekse systemer og dermed i de kreative processer. Forslaget udspringer også af en rent følelsesmæssig erkendelse om de nuværende støttesystemers natur, jeg havde for et par år siden.

I sammenligning med andre støttesystemer, så er DFIs forholdsvis velfungerende. Dets største problem er, at det skaber en ret stor magtkoncentration i hænderne på nogle få mennesker. Det er et problem, da det skaber især tre dæmpende effekter; flaskehals, nepotisme og underkastelse. Det forsøger vi i den nuværende ordning at minimere skadevirkningen af, ved at udskifte konsulenterne med jævne mellemrum.

Flaskehalsen opstår fordi, der kun er ganske få, man skal have accept fra, for at få mulighed for at producere en film. Man kan sidde fast i udvikling og forsøg på at overbevise den person i lang tid. Alle komplekse systemer fungerer bedre; opnår flere udviklinger, er mere stabile; jo flere forskellige feedback-muligheder der er. Vi tjener ikke den dynamiske, kreative udvikling særligt effektivt for nuværende.

Nepotisme kan manifestere sig både bevidst og ubevidst. Klassisk er det jo, at man med fuldt overlæg hjælper sine venner/familie – med en forventning om at de gør det samme. Det er jo noget som mange mennesker ynder at beskylde os kunsterkredse for. Personligt tror jeg, det er forholdvist sjældent, det sker, selvom jeg kender eksempler. Men den ‘ubevidste’ udgave finder sted hele tiden, alene af den grund af kendskab forstærker chancen for en positiv bedømmelse. De fleste mennesker er altid mere åbne overfor nogen, de kender til, end overfor en vildt fremmed.

Underkastelse opstår så snart, vi har en dømmende magt. Man kan selvfølgelig også nægte at underkaste sig. Gøre oprør. Men det er enten-eller. Det er klart at ingen af os, konsulenter eller ansøgere, ønsker at tænke på os selv som hverken dømmende eller underkastende, og at vi ofte føler, det sikkert foregår under civiliserede, respektfulde former. Det ændrer dog ikke på, at der nødvendigvis foregår uanset, hvor pænt vi opfører os. En dømmende magt har altid subjekter. Og hvad så, spørger du måske, det er jo sådan verden fungerer - men det er desværre en alvorlig dæmper på de kreative processer, så hvis vi kan finde måder, hvor underkastelse mindskes drastisk eller isoleres, vil det øge dynamikken.

Konsulenterne på DFI har nu en dobbeltrolle; de skal være konsulenter, vejledere og rådgivere for de ansøgende projekter, og de skal i sidste ende være dommere. Det er to vidt forskellige, nærmest uforenelige ansvar. En vejleder skal gå ved siden af, ikke sætte sig over. Skal komme så tæt på den vejledte som muligt, for bedre at forstå behov og nødvendighed. Mens en dommer, der alene i kraft af sin dømmende handling er hævet over den dømte, også helst skal bibeholde en distance, for at forblive objektiv. Da jeg selv arbejdede som manuskonsulent i Grækenland for producenter, var jeg glad for ikke at have den dømmende magt, men nærmere kunne optræde som en slags advokat for projekterne.

Ønsker vi os bedre vejledning og udvikling på DFI, skal vi derfor have fjernet dommer-ansvaret fra konsulenterne, så de er frie til rent at følge et vejleder-etos, om at tjene den vejledte og den kunstneriske intention. Det vil åbne nogle andre muligheder for hvordan konsulenterne kan arbejde, og for at have nogle flere af dem, nogle flere indgangsdøre til støtteprocessen. De ville ikke heller ikke behøve at være hængt op på bestemte kasser (børne/ungdom/voksen/NDS) eller kun tænke at deres tjeneste handler om DFI-støtte, men på enhver måde at facilitere et lovende projekt.

De frie konsulenters DFI-hovedfunktion ville være at hjælpe udviklingen af de lovende og frasorterer de håbløse, for at indstille de projekter, de mener er ‘gode-nok’ til at fortjene at komme i produktion. De skal have udviklingsmidler til dette, som de skal råde så frit over som muligt, for at kunne tjene det enkelte projekt bedst muligt. Det skal forpligtes på et etos, som grunder i at tjene ansøgeres dagsorden, og ikke deres egen.

Inden jeg kommer til den virkelig hårde nød; hvad vi stiller op med den dømmende funktion; så indskyder jeg lige en ny dimension. Åbenhed i processer tjener muligheden for feedback og vekselvirkning. Derfor vil det også være gavnligt, at vi indfører en åbenhed om, hvilke projekter der ansøger. Det kunne se sådan her ud: En eller flere faser, hvor alle ansøgere har mulighed for at få kendskab til alle andre ansøgeres projekter. Og ikke bare med navn og titel, men hele pakken. Hvor alle ansøgere har mulighed for at lade sig inspirere, indgå samarbejder og skærpe deres projekt i forhold til de andre. Gerne med nogle mekanismer indbygget, som styrker de udvekslinger.

Kunstneres første frygt-reaktion på det forslag er ofte, “jamen, så kan alle jo stjæle mine idéer”. Det er helt korrekt – ja, alle kan stjæle. De kan også identificere dig som deres værste konkurrent og forsøge at sabotere dig. Men dem som tænker på den måde, de gør det allerede. En åbenhed tjener i højere grad dem som samarbejder, deler og vekselvirker. Mens dem som forsøger at sætte sig på magten, altid er bedre tjent med lukkede systemer. En system-indretning som giver flere muligheder for udveksling, kan udnyttes negativt, men vil på den lange bane tjene de samarbejdende. Især fordi det i højere grad vil blive tydeligt, hvem der ’nasser’ og hvem der samarbejder.

Nå, vi skal jo til det. Den gordiske knude. Magtens dilemma. Siden antikkens grækere, og med stort fokus hos Shakespeare, har vores kultur været sig smerteligt bevidst at magten har en pris. Den korrumperer, den har sin egen logik, den gør os til sine redskaber. Så hvad stiller vi op med den dømmende magt i vores lille film-samfund? Der er jo begrænsede midler. Ikke alle kan få ‘lov’ til at producere en film for vores skattekroner. Nogen skal jo påtage sig den sure pligt at fælde dom. For nogle er det et drømmejob – “hvis bare det var mig, der bestemte, så skulle I se, hvilke skønne film, der kom i biograferne – for jeg ved, hvad der er bedst”, for andre et smerteligt åg – “men jeg kan jo slet ikke tillade mig at bestemme over andre, jeg kan ikke lide den magt, for hvordan kan jeg vide, hvad der er bedst?”. Begge holdninger har sin gyldighed.

Mit forslag er i princippet super-enkelt. Vi har efter indstilling fra konsulenterne nu en alt stor pulje af projekter, der er ‘gode-nok’. De har alle sammen muligheden for at blive til dejlige film, hvadenten det er mare mainstream eller art house eller noget helt ukendt. Men ingen ved hvilke af dem, der rent faktisk kan indfri deres potentiale. Fremtiden er altid uvis. Så hvor finder vi det menneske, som evner at dømme her? Det gør vi nok ikke. I stedet kan vi erkende vores begrænsning, i ydmyghed give afkald på vores storhedsvanvid og overlade beslutningen til den skønne Fortuna.

Ja, det er korrekt. Jeg foreslår at den endelige afgørelse er et lotteri. Jo mere jeg har tænkt over det, jo mere mening giver det. Oprindeligt udsprang det af den følelse, man kan få som ansøger – at det er et lotteri. Så hvorfor ikke se den virkelighed i øjnene? Hvorfor ikke hengive os til tilfældighedernes spil og slippe for magtens tyranni? Indtil nu har jeg ikke fundet eller hørt et klart mod-argument, kun automat-reaktioner og spiel-verderber petitesse-indvendinger.

Et lotteri kan indrettes med vægtninger af forskellig art, som kan være med til at sætte alle de hensyn, man gerne vil vise i spil. Diversitet, kontinuitet, debutant-pleje etc. Vi kan måske også slippe for at snakke mere om sådan noget som kønskvotering, fordi det blinde tilfælde over tid vil sikre en større lighed (hvis ellers konsulenterne indstiller kvinder). Man kan også se på, hvordan man kan indrette et slags løbende lotteri, så vi slipper for en årlig udtrækning, mne kan få en fortløbende organisk proces, hvor projekter kan komme i spil, så snart de er modne til det. I det hele taget vil sådan en gamificering af støtteprocessen give vedvarende mulighed for at justere systemet uden at skulle lave alt for meget grundlæggende om.

Det er klart, at det her en radikal tanke, som jeg ikke forventer at særligt mange er rede til at købe andel i. Før du afviser blankt, så forsøg at finde reelle mod-argumenter eller andre modeller, som kan løse magtens problem og skabe mere dynamik i støttesystemet. Personligt blev jeg glad, da jeg hørte Aalbæk foreslå, vi gjorde os rede til helt at ny-tænke det filmpolitiske felt og støttesystemernes indretning. Der er seismiske skift undervejs, især med digitaliseringens realitet, så vi har behov for nogle systemer, der dynamisk kan følge med og ikke er forankret i industrialiseringens og magt-pyramidernes tid, men kan rumme og favne netværkets tidsalder.

En dag i familiens favn

På den politiske horisont er der både ny medieaftale og ny filmaftale på vej. Venstres kulturpolitiske ordfører, Michael Aastrup Jensen, havde, dagen efter Lars Løkke blev siddende i de borgerliges pater familias-stol, indkaldt hele filmfamilien til en høring om “Dansk films fremtid”. Det var imponerende timing for en venstremand og sikkert en kærkommen diversion fra hans egne familiestridigheder. Det meste af filmfamilien var inviteret til at holde oplæg. Onklerne Aalbæk og Grasten, den frække fætter Ronnie, tante Vinca, grandfætrene fra provinsens puljer, Holst & Damgaard, den kække unge moster Rosendahl, farfar Kim fra biograferne og endda de små fra børnebordet, elever fra Super16 og Filmskolen. Mest iøjenfaldende var at ingen fra den forkerte side af familien, TV-stationerne, eller fra højbordet, DFI, var inviteret til at lave oplæg. Måske en tilfældig forglemmelse, måske var der en tanke bag?

Så her var vi (næsten) alle (inkl. Trier) samlet i en hal hos Zentropa, hvor bannere med påskriften “Under Skærpet Tilsyn” prydede facaden. Det er familiens fremtid, der står på spil. De to producent-onkler Aalbæk og Grasten gør klart at de unge skal få fingeren ud og holde op med at ligne det pæne selskab. Aalbæk har lyst til at vi fjerner alle kasserne; at der bliver mange steder at søge støtte og hjælp til produktion, at DFI ikke holder stramt fast i bestemte rammer, for hvad nu hvis der et år er vildt mange gode art house-film undervejs – så lad os støtte dem, eller hvis der sker noget på familieunderholdningen, så lad os rykke på det. Hvorfor holde så fast i faste kvoter? Frække Ronnie er med på de oprørske tanker, og har masser af belæg for det. Fremtiden er her allerede. Digitaliseringen skyller allerede ind over os og udhuler producenternes indtjening. Hvis vi ikke gør noget, så er hele familien måske snart bankerot?

Der bliver snakket rigtig meget om vinduesindretning i familiens hus. Det lader til at, der er en enighed om at vinduerne ikke skal være så fastlåste, men kunne indrettes i forhold til, hvad der er bedst for den enkelte film. Der hersker en klarhed om at med digitaliseringen, så er den gamle tids trygge rammer og totale kontrol over distributionen en saga blot. Om 1 eller 2 år kan enhver små-producent med den rette film og lidt frækhed gå direkte ud i alle biografer. Og stemningen er ikke, at det handler om at undgå det, men om at give de bedste vilkår for det. Det her er en familie, som vil fremtiden.

Fra provinsen udtrykker Holst fra Århus og Damgaard fra Fyn, at de er så glade for endelig at blive inviteret med til en familiefest, for provinsen har meget at byde på. De kan med deres lokale fonde være den ekstra kapital, der får projekter i luften, men de føler især at den diversitet og autenticitet, der følger med, at alt ikke foregår i København, er endnu mere værd. At hvis familien i provinsen bliver stærk og professionel, så vil vi alle sammen blive stærkere.

Så er turen kommet til børnebordet. Onkel Aalbæk gnækker og smiler fro – for han elsker ungdommen og sparker gerne lidt til dem, for at få dem frem i rampelyset. Super16 fortæller selvsikkert om deres ungdomsklub, hvor de selv tager ansvar for læring, og at de gerne samarbejder med alle, men ikke vil opgive deres selvstændighed for noget i verden. Den giver dem fleksibilitet. Omstillingsparathed. Sammen med filmskole-eleverne er de meget enige om, at de ikke har behov for muligheden af at lave flere kortfilm, men håber, der kan blive flere 2-3 mio.kr. spillefilm, så nye talenter kan komme i gang med det lange format. Fra filmskolen lyder det, at Tante Vinca er forhindret i at komme, men at forandringer er undervejs. Alle lærerkræfter derude på skolen skal nu være folk, der ved siden af lærergerningen, stadig har en aktiv praksis i branchen.

Moster Rosendahl ankommer lidt sent, hektisk direkte fra klipperummet, men melder sig med en klar, velovervejet røst. Filminstruktørerne har taget bestik af fremtiden, og de er undervejs med et gennemarbejdet foreslag. I den gren af familien er de også klar over, at det ikke længere er business as usual. Digitaliseringen er en realitet, som ikke kan fornægtes. Og her mod dagens slutning føles det mere og mere som om, filmfamilien for alvor er klar til at finde sammen om, at turde de modige forandringer, der skal til.

Farfar Kim fra biograferne har forberedt en klassisk old school power point præsentation, som efter lidt teknisk forsinkelse kører som et urværk. Det rummer nogle meget klare budskaber om, hvad biografforeningen anser for sandhederne, men i kraft af power-point-forbandelsen (slide, slide, zzzz) er det svært helt at huske de sandheder. Men immervæk blev det klart, at de også var med på digitaliseringens udfordringer.

Nu kommer gæsterne så til højbords. Politikerne liner op til debat. Vores venstremand, en socialdemokrat (Troels Ravn) og en fra Enhedslisten (Jørgen Arbo-Bæhr). Gulvet åbnes nu også for spørgsmål og indlæg fra hele familien. Meget snart er der vokset en stemning frem, hvor alle snakker om alle de dejlige penge som grand-onkel DR sidder på. Kunne man ikke fordele dem lidt mere i hele familien? Det synes de fleste. Især producenterne. Kun den stakkels Jørgen fra Enhedslisten forsvarer den ærværdige familieinstitutions særlige position. Det føles næsten som om, alle lugter blod. Her kan vi finde de midler, som kan redde os alle sammen. Det føles næsten som om DR er afgået ved døden allerede, og vi skal til at dele arven.

Men netop som man troede, at man nu var vidne til en klassisk mobning af det fraværende DR, træder Louise i karakter. Det er Louise Vesth fra Zentropa, som vender situationen fra en dem-eller-os, til at tale om dem-og-os – at det mere end at tage midler fra DR, måske kunne handle om partnerskaber med DR. At producenterne i partnerskaber kunne have muligheden for at lære af DRs store kvalitets-ekspertise, og at DR kunne have muligheden for at lære af producenternes økonomiske effektivitet. Og da er vi vidner til den politiske hørings ideelle eksistensberettigelse. Et smukt øjeblik i dansk filmpolitiks historie udfolder sig. En politiker skifter mening. Jørgen fra Enhedslisten lytter og erkender, at Louise har et relevant synspunkt, som har overbevist ham om at gå ind i forhandlingerne med en ny holdning.

Oh, sjæl, hvad vil du mere end det? Debat, dialog og vi går alle klogere hjem. Måske er der en fremtid for den danske film-familie. Hvis de unge kan få fingeren ud. Hvis politikerne lytter. Hvis vi ikke går i skyttegravskrig for alle vores små domæner. Hvis vi ikke går til i indavl af de samme succes-opskrifter. Og når man så på vej ud af hallen, hører Onkel Grasten dele guldkorn ud til en kreds af de unge talenter – og ikke er onklen, der taler om at alt var bedre i gamle dage, men at det netop er nu, han ville ønske han var ung og utålmodig efter at erobre verden – for mulighederne er så mange – så kan man have håb for, at den danske filmfamilie har en fremtid.

Dette er IKKE en ansøgning:

Til Bestyrelsen for Det Danske Filminstitut

Af Kim Hyttel

Jeg har netop læst jeres jobannonce og det har afstedkommet en del tanker.

I søger en filmkonsulent, der skal fastholde og styrke dansk spillefilms kvalitet og diversitet. Det kommer næppe som en overraskelse. I vil have et mirakel på funktionærløn. 

Konsulenter kender vi jo fra mange sammenhænge. De optræder alle steder og i alle sammenhænge. De giver gerne råd om alt, en slags ekspertvidner, mellemhandlere, kommissærer, der, sjovt nok, når der skal trækkes igennem, er pist borte. Sådan generelt set. Vældig gode til at analysere og forklare, iført nystrøget tøj og eget kontor. Deres synspunkter bliver ofte udslagsgivende, ikke fordi de nødvendigvis har ret, men fordi de har retten. Retten til at bestemme. Til gengæld påtager de kun nødtvungent sig ansvar, specielt hvis der er begået fejl. Men stiller helt frivilligt op på sejrspodiet.

De er overalt. Bankrådgivere, sagsbehandlere, advokater, coaches og fuldmægtige, producere, managere, voksenpædagoger, ja: konsulenter. De står ved alle ind- og udgange. Mennesker som de fleste, med fin uddannelse og fine ord. Gode til blokdiagrammer med pile frem og tilbage og en masse forklaringer på hvorfor jeg skal gøre tingene anderledes end den uregerlige følelse i mig.

Jeg har selv været en af slagsen. Jeg producerede min ungdomsven Johnny Madsen til berømmelse og rigdom. Han var på socialhjælp, som det hed dengang, lokal bums, utilpasset og vred. Det er han stadig, men i mellemtiden har han sat sig et vigtigt mærke i dansk rockmusik. Dengang ville ingen have ham. Vi skrev til alle selskaberne og fik nej! Definitivt og helt afgjort NEJ! Så udgav vi ”Chinatown” hos den lokale pladeforhandler i Aalborg.

Jeg nævner det, fordi marginalerne mellem det geniale og patetisk talentløse er uendeligt små, før selvfølgelig det bliver tydeligt for alle. Og fordi det så let kunne være endt et sted hvor Johnny stadig humlede rundt som landsbytosse et sted i den endeløse provins. 

Jeres filmkonsulent skal fastholde kvaliteten. Det forudsætter nødvendigvis, at der allerede er nået et vist kvalitativt niveau. Det mener I så, der er. Det er vel ikke så underligt, for hvis det ikke var tilfældet, ville det jo være jeres ansvar. Men I finder dog stadig plads til forbedringer. Det er her jeres filmkonsulent kommer ind.

Hvis det er ”Mine Søsters Børn”, ”Far Til Fire”, og ”Anja Og Victor” I hentyder til, så kun jeg give jer ret. Helt ret! Der er rigelig plads. De har ingen gang på jord. Uanset familiehygge, beskæftigelse til filmarbejdere og fyldte biografsale. Det kan ALDRIG være meningen at spilde offentlige midler på den slags substandard shit. Specielt når det mange gange er bevist at kvalitet faktisk kan sælge! Nyskabende, grænsebrydende, farligt, KUNST og stadig rygende kommercielt. Udover at de er mislykkedes på alle involverede planer, taler de, værst af alt, ned til deres publikum.

Jeg vil her nævne eksemplet SORT SOL, som jeg signede til SONY i min egenskab af repertoirechef. De var på det tidspunkt uden kontrakt, på socialhjælp, umulige, asociale og i alle sammenhænge besværlige, men de var ”true rebels”, de var rock’n’roll og de havde sangene til at bakke det op. De var KVALITET, og de tog skridtet fra underground til mainstream og er nu et afgørende kapitel i dansk rock musik, kunstnerisk og kommercielt. Så kom ikke og fortæl det ikke kan lade sig gøre. Hvis man altså evner at se det FØR, det er indlysende for alle.

Det er åbenbart vigtigt for jer at sikre diversitet. Diversitet er sådan et rigtigt politikerord. Passer til hver en sammenhæng. Det ord viser, hvis man skulle være i tvivl, at I er en offentlig institution. En kommerciel filmproducer er ligeglad med diversitet, bare det sælger. Om jeres diversitet så betyder, at et velegnet projekt kan blive fravalgt, fordi det har træk til fælles med andre projekter, afsløres ikke. Men det må vel være betydningen. Det afsløres i øvrigt heller ikke hvilken type diversitet, der efterspørges. Med andre ord, en dejlig bred formulering. Could come in handy.

Men man kan ikke vælge noget ud fra diversitet. Det har ingen kvalitet i sig selv. Det er et politikerord. Et udefrakommende og i sig selv komplet uvedkommende kriterie. Der er kun god kunst og dårlig kunst. Det er den eneste relevante ”diversitet” at forholde sig til. Om kunstneren er dansker, svensker, iraner, eller japaner, muslim, mand, kvinde, lesbisk er ligegyldigt. Om det er en gyser, drama, thriller, sci-fi, eller krimi, spiller ingen rolle. Det afgørende er det kunstneriske niveau.

I vil gerne sikre dansk films betydning og anseelse i ind- og udland. Betydningen i indland er vel primært at sikre dansksprogede film. Og det må så gerne give genlyd i udlandet og dermed sikre danskerne anseelse. Dansk film er altså blevet et våben i kampen for danske interesser. Skabe øget positivt fokus på Danmark. Generere positive konnotationer til alt hvad der er dansk, med deraf gunstige afledninger i udenrigshandel, turisme, udenrigspolitik og bruttonationalprodukt.

Men det har stadig INTET med kunst at gøre. Det er stadig påklistrede og forstyrre(n)de ambitioner. Igen: politikerord.

Anseelse og betydning er den slags ord der er fuldstændig irrelevante i ALLE processer i kunsten. Det er kun fint hvis noget opnår anseelse eller får betydning, men man kan ikke bruge det som afsæt for noget. Andet end måske et konsulentjob. 

Alt dette skal opnås ved at konsulenten tager de nødvendige kunstneriske beslutninger. Her antyder I så for første og eneste gang at kvalitet er lig med kunstnerisk kvalitet. Det er altså ikke nok at billederne er belyst godt, og lyden er tydelig, det skal være KUNST. Det vidste vi sådan set godt allerede, men det er da rart at I også ved det.

Jeg sad i nogle år som repertoire-chef på Sony, og har haft alle dilemmaerne helt inde på livet, der følger med jobbet som gatekeeper i kulturbranchen. Man ender alt for ofte et sted hvor pengene er eneste punkt på dagsordenen. Til sidst æder det en op. Men midt i shitstormen af kynisme, grådighed og afstumpethed, var det altafgørende for mig at holde fast i udgangspunktet; kærligheden til musikken.. Og dermed respekten for publikum.

Det er ikke afgørende for kunstens kvalitet at den er highbrow, streetsmart og helt oppe på beatet. Først og fremmest skal hjertet være på plads. Derefter kan man starte legen med mediet. Følelsens rene vej. Bevægelsen. Glimtet af det sande. 


 
Kunst er til forskellige tider og af forskellige folk blevet vurderet vidt forskelligt. Det er ikke en fast og håndterbar størrelse. Langt fra. Og når der skal foretages en konkret vurdering der skal føre til et bestemt kunstnerisk niveau, så må det forudsættes, at konsulenten ved hvordan kunst ser ud lige midt i processen, altså i tilløbet, før den har fundet sit endelige udtryk. Det kræver dyb indsigt. Da kunst per definition er det, der ikke kan siges i en saglig konkret form, er vi inde i det intuitive, der hvor grænserne opløses og formerne bliver utydelige. Der, hvor kun de der kender området fra personlige ekskursioner, kan navigere. Dem vi kalder for kunstnere. Det siger ligesom sig selv.

Men når man læser jeres stillingsopslag, er det ikke en kunstner i søger.

I søger en sparringspartner og konsulent for filmens drivende kræfter (forfatter, instruktør og producent), der i tæt samarbejde med udviklingschef, producer og projektkoordinator om alle produktionsmæssige og økonomiske forhold, skal styre projekter frem mod det nødvendige kvalitative niveau. Konsulenten skal coache manuskripterne.

Jeg bemærker de sportslige referencer. Sparringspartner og coach er trænere. Nogen gange selv til stede oppe i ringen og andre gange stående med opildnende tilråb ved ringside. Det handler altså om at vinde. I filmverdenen er der, som i de fleste andre sammenhænge, to måder at vinde på: at vinde medaljen eller at vinde publikum. Nogen gange vinder man begge på en gang. Og nogen gange vinder man publikum fordi, man har vundet medaljen. Andre gange vinder man medaljen fordi, man har vundet publikum. Men det er under alle omstændigheder en konkurrence.

Nu er der jo mange historiske eksempler på kunst, der aldrig vandt medaljen eller publikummet, men som vi alligevel i dag anerkender som umistelige kunstneriske milepæle. Derimod kendes ingen højdespring eller sprintløb udenfor konkurrence. Så der er altså måske alligevel grænser for hvor langt sportsallegorien holder?

Jeres stillingsopslag er i den samlede analyse, et vidnesbyrd om den politiske styring I er underlagt. Uanset hvordan vi vender og drejer det, er I et instrument i den siddende regerings kulturpolitik. Jeres ”sejre” er magthavernes ”sejre”. Det er vilkåret og enhver der banker på jeres dør, må gøre sig det grundvilkår bekendt.

Nu handler det om børne- og ungdomsfilm og jeg kan ikke undlade i den forbindelse at nævne ”The Lego Movie”, der har vakt forbløffende stor international begejstring. Et oplagt dansk projekt, med udgangspunkt i et dansk produkt udsprunget af dansk kultur. Men det gik Danmark helt forbi, selvom vi både havde kompetencen i animation og de nødvendige kreative kræfter, samt en producent der mere eller mindre kunne fuldfinansiere filmen. Hvad skete der? Måske kom den kultur, der indirekte beskrives i jeres stillingsopslag som filmkonsulentens pligt til at opbygge, vedligeholde og varetage kontakt med det danske produktionsmiljø, i vejen? Med andre ord: at det danske produktionsmiljø for u-dynamisk og fedtet ind i jeres normer, standarder og tænkemåder til at løfte et internationalt projekt? Blot en tanke.

Og i øvrigt: det faktum at i ikke nævner at de nye digitale platforme skal inspirere til udviklingen af nye produktionsformer, viser at i er bundet op på hensyn til traditionsbundne og forældede brancheinteresser.

Det ser ud til at I mener at manuskriptet er det sted i processen hvor styringen for alvor skal sættes ind. Problemet er, at der er endnu større afstand mellem manuskript og færdig film end mellem partitur og klingende musik. Alle de regler, anskuelser og anvisninger I med stor flid og dygtighed kan vælge at anlægge på et manuskript, sikrer på ingen måde hverken den kunstneriske eller publikumsmæssige succes. Alt kan se perfekt ud på papiret og ende i ren katastrofe, eller omvendt. Så hvorfor vælger I at sætte ind lige der?

Da I er sat til at administrere, skal I per definition tro på at det kan lade sig gøre at administrere sig frem til succes. Det kan ikke udelukkes, at det er muligt. Men det sker næppe på den administrative kulturs præmisser.

I er en statslig institution, så der er vel en grænse for, hvor spraglet slipset kan blive, men der opstår et underligt stillestående, for ikke at sige, dødt punkt i mig, når jeg læser det her stillingsopslag. Det er så uendeligt trist. Det har tydeligvis været gennem mange hænder, skåret til og redigeret ned, og fremstår nu kemisk renset for et hvert spor af følelse og sanselighed. Jeg er godt klar over, det er personen, der skal give jobbet liv, men I viser tydeligt med hvilke øjne, den person vil blive bedømt. Velkommen i DJØF-land.

I og politikerne kan selvfølgelig indrette jer som I finder for godt. Bare I ikke bilder jer selv ind at I, eller den I vælger ud fra disse kriterier, er klar til at møde, endsige genkende kunst. Hvad der måtte opstå af kvalitet, altså ægte kunstnerisk kvalitet, vil opstå på trods af, ikke på grund af jer.

Alt det intellektuelle pindehuggeri og pedanteri er ødelæggende og tjener i sidste ende kun til at befæste jeres egne interesser, som institution og som individuelle karrieremennesker, ikke kunsten. Ikke fordi jeg regner jer for ondsindede mennesker, med lave selvviske motiver, men fordi det er en indbygget lovmæssighed i en hierarkisk struktur. Det hierarki, der etableres i samme sekund, nogen skal bede andre om lov.

Pengene er instrumentet i styringen. Pengene, der belønner den anbefalede adfærd, der leverer de ønskede typer af manuskripter, i de velkendte skabeloner. Manuskripterne er det afgørende, det synlige, der hvor I kan bevise jeres værd. Og hvor I kan bevare og forsvare jeres position.

I har gode fortællinger, der understøtter jeres strategi. Mogens Rukov er eksemplet på konsulenten, der har vejledt unge instruktørtalenters manuskripter til film med international hæder. Triers ”Forbrydelsen Element” og Vinterbergs ”Festen” er de kronende begivenheder. Tillempede eksempler på det tilsyneladende indlysende.

Jeg har ingen kritik af Rukov. Det er dværgene, der befolker hans fodspor, jeg sigter til. Der er sket en ”rukovisering” af dansk film. Men sandheden er, at uanset alle jeres velovervejede hensigtserklæringer og driftige planer, så er det instruktørerne I må støtte, ikke manuskripterne. For manuskripternes succesfulde virkeliggørelse, uanset jeres flittige rettelser, afhænger i alle detaljer af den person der iscenesætter dem. Skal der udvikles internationalt filmisk format, må der udvikles filmskoler og styringsmekanismer der tør se den realitet i øjnene.

Sandheden er, at Trier slap igennem nåleøjet, fordi han var begavet nok til at ”kuppe” konsulenten med en god krimi intrige i ”Forbrydelsens Element”. Men det var ikke den film, han lavede. Og det skulle ikke være nødvendigt at lave den slags krumspring.

Jeg var i øvrigt tæt på Trier da Zentropa blev dannet. Deres stiftende kapital blev de penge jeg via mit job på Sony skød ind i to Kim Larsen videoer. Der var ingen banker, der ville bakke deres visioner op. Det blev afgørende for Aalbæk og Trier og for dansk film. Nu er alle enige om at det ikke kunne være anderledes, men billedet var knap så indlysende dengang. Det er så let bagefter, men dengang var det et valg jeg fik megen intern kritik for. Det er ligegyldigt i dag. Dem, der dengang kritiserede. er borte og glemte. Men Trier er her stadig og har igen og igen sat dagsordenen for dansk film. Det var igen marginalerne. Men hvis man følger hjertet, er der i virkeligheden intet valg.  

Der er brug for et system, der ikke søger succes, men kunst, ikke billetsalg, men autencitet. Der er alt for meget DJØF, alt for meget retten ind og retten til, alt for meget angst og hierarki i jeres system. I er nødt til at få kunstnere ind i udvælgelsesproceduren. Og så skal talenterne slippes løs. Stop dødbideriet!

Fortiden må ikke kidnappe fremtiden

I SAMTALE MED UFFE ELBÆK

med Nønne K. Rosenring og Troels Chr. Jakobsen

Hvorfor taler vi med Uffe Elbæk? Vi er optagede af hans erfaringer med at opbygge eller udvikle organisationskultur, som har nogle andre værdier end de mere traditionelle hierarkiske. Kort efter, han blev udnævnt til kulturminister, var Troels tilfældigvis til en middag, hvor der også var en del embedsmænd fra forskellige ministerier, og da han delte sin begejstring for den nye kulturminister, og udsigten til at have en minister på området, som var dybt inde i og brændte for kulturens vilkår, så blev den begejstring mødt af noget, der nærmest var en hånlatter fra embedsmændene. Ikke en ondsindet latter, men en kynisk latter, funderet i erfaringen om at enhver ny minister og deres nye, spændende dagsordener altid ender med at blive opslugt af magtens maskineri.

Da forandring, fornyelse eller nye idéer ofte mødes af hovedrysten og omkvæd som “Det kan aldrig lade sig gøre”, er vi interesserede i at høre om Uffe Elbæks erfaringer med at skabe en ny kultur i embedsværket. Var det muligt? Eller endte det bare i business as usual?
Vores håb er, at det kan give nogle indsigter eller vinkler at diskutere, hvordan vi på filmområdet indretter vores organisationer (fra DFI, skolerne, fagforeningerne til produktionsselskaberne) og hvordan vi som miljø i det hele taget fungerer.
 
Vi mødtes med Uffe Elbæk på husbådshotellet CphLiving med udsigt til havnen og Den Sorte Diamant. Det meste af interviewet er en let redigeret udskrift af samtalen med Uffe Elbæk. Enkelte dele af samtalen optræder undervejs i form af lydfiler. Til slut har vi en opsamling med nogle mulige debatpunkter i forhold til vores verden.


KAMPEN OM PLASTICPOSEN

Vi er ret nysgerrige på hvordan mødet med Kulturministeriet var, da du startede som kulturminister. Jeg tænkte, vi måske kunne begynde med den allerførste dag, du mødte op derinde. Hvordan blev du modtaget og hvordan oplevede du det?
Så skal vi faktisk starte dagen før, hvor jeg sidder hjemme søndag aften og ser “Borgen”. Ja, netop den af alle TV-serier. Det er ti minutter i ni, lige før afsnittet er ved at rinde ud og hvor det er allermest spændende, at telefonen ringer. Jeg gider simpelthen ikke tage den, for det er så super-spændende, hvad der sker på “Borgen”, men den bliver ved at ringe, så jeg bliver selvfølgelig nødt til at tage den. Og så jeg siger lidt irriteret, som man kan lyde, når man bliver afbrudt; “Ja?!”. Det er Margrethe Vestager, og jeg får et lille chok, for jeg ved jo godt, at hun ikke ville ringe, medmindre det er for at spørge om, jeg vil være en del af ministerholdet – for den nye regering skulle præsenteres dagen efter.
Så jeg bliver sådan helt tavs, og især da hun tilbyder mig kulturministerposten, for jeg kan ikke forestille mig noget bedre job – et mere vigtigt job – overhovedet. Så jeg var helt paf. Hun fortsætter med at screene mig i forhold til om, jeg har nogle lig i lasten, der kan være i vejen for posten – og det havde jeg så ikke – og så til allersidst slår hun benene væk under mig igen, da hun siger “Uffe, husk nu at du skal have et mørkt jakkesæt på, når du skal til dronningen i morgen klokken ni”. Og jeg tænker, “Nej, det er løgn”, for jeg havde ikke noget jakkesæt. Og hvor får man et jakkesæt klokken halv ti en søndag aften? Jeg panikkede fuldstændig. Jeg ringede til venner, og til mine to voksne sønner og spurgte “Argh, har I ikke et jakkesæt?”. Og min ene søn, Frej, siger så, “jeg tror godt, jeg kan få fat i en tøj butik inde i city, der kan sørge for, at du har et jakkesæt på i morgen tidlig”. Så de første fire dage går jeg rundt i et lånt jakkesæt – et brugt jakkesæt fra Klaus Samsøe.

Så om mandagen bliver du minister i lånte klæder?
Ja, og da jeg har været ved Dronningen og møder op i kulturministeriet, går jeg ind ad porten i Nybrogade nr. 2, og op ad stentrappen – det er jo et ærværdigt gammelt hus; et smukt, smukt hus – og ind til receptionen og siger til folkene der: “Jeg har hørt, der skulle være et ledigt skrivebord til mig her i huset?” – og så døde de jo af grin. Og traditionen er jo, at man skal have en gave med til den afgående minister, der jo var Per Stig Møller. Det havde jeg jo også haft besvær med at nå at finde med så kort frist, men havde alligevel fundet en fantastisk god bog til ham – som jeg havde i en plasticpose.
Så når du spørger, hvordan min entré i kulturministeriet var, så kommer jeg altså i et lånt jakkesæt og har en plasticpose med en boggave til Per Stig. Jeg går op af trappen til førstesalen, og ser så, at der står hele direktionen linet op i deres fineste tøj; jakkesæt, slips og hele molevitten. Med det samme er der en embedsmand, der træder til og siger: “Skal jeg ikke tage din plasticpose?”. Jeg er glad for hjælpsomheden, men siger alligevel: “nej, den kan jeg godt selv tage”, men han giver ikke op så let og gentager. “Jamen, skal jeg ikke holde den for dig?”. For mig er der en pointe her, og jeg siger. “Nej, det kan jeg godt selv klare”. Og i det her lille første møde, er der nogle embedsmænd, der meget gerne vil servicere deres nye minister, og så en minister, der vil gøre det på sin egen måde – i den der lille fight om plasticposen. Og det fortsætter, for inden jeg når at komme ind i selve ministerkontoret, så er jeg spurgt, om jeg vil have en almindelig kaffe, eller cappuccino eller vand – “ro på, ro på”, siger jeg, “vi skal nok nå det hele”. Så det er min entré; kampen om plasticposen.


MINISTRE KOMMER OG GÅR – MINISTERIET BESTÅR

Så dit første indtryk af organisationens medarbejdere er i det stiveste puds, men var det også hverdagen i ministeriet? Stive former?
Det fantastiske er, at det viste sig at være nogle herlige, dygtige medarbejdere. Jeg holder virkelig meget af dem. Både som professionelle embedsmænd, men også som gode kollegaer. I løbet af meget kort tid fik de skuldrene ned, jakkesættene blev lagt, og ministersekretæren turde gå rundt på strømpefødder. Om det så var fordi de er hurtige til at aflæse den nye minister, eller om det var de små skub til adfærden, jeg bevidst gav, det ved jeg ikke, men i hvert fald var det snart et meget, meget andet forkontor, og et meget andet ministerkontor. Og uanset, så siger det noget om, at det betyder meget for ånden i sådan et hus, hvem ministeren er; ministeren farver stedet. Der er jo alle mulige mere eller mindre rigtige forestillinger om at embedsværket pakker ministeren ind. At uanset ministerens dagsorden er det business as usual. Og det er der jo også, eller det skal der jo også ske på en måde, for ministeriets embedsværk varetager den kollektive hukommelse; erfaringen. Hvad et ministerium jo skal, men omvendt betyder det også meget hvem ministeren er, for ministeren sætter tonen.

Du sagde. det var i løbet af meget kort tid slipsene blev løsnet. Hvor hurtigt gik det?
Vel nok fjorten dage, måske tre uger. Selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden, for de skulle jo lige aflæse den nye minister, og man skal ikke undervurdere, at embedsmændene gerne vil have en succesfuld og god minister, så de vil gøre alt for at hjælpe ministeren til at være god. Det ligger faktisk i embedsmandens profession. Som det med plasticposen er indstillingen at servicere. Og nu var der bare kommet en ny minister, som ville noget andet end Per Stig.

I forhold til plasticposen, tror du så også, det var en bekymring for at en minister kan da ikke stå med sådan én i hænderne?
Ja, fordi det ikke ser minister-agtigt ud, men bestemt også fordi, de opfatter det som deres opgave; at bære mapperne og tasken – hvad de så aldrig fik lov til, mens jeg var der. Fordi det handlede om min egen værdighed, min selvforståelse – som politiker – at jeg skal ikke have en masse embedsmænd til at bære mine ting – det skal jeg nok selv gøre.

Så det er noget, som er forholdsvist bevidst for dig, som markering af en anden kultur – en anden tone?
Ja – ja, det er fuldstændig bevidst. Og det er også fuldstændig bevidst, hvad der sker de følgende uger og måneder. Og nu giver jeg bare nogle konkrete eksempler, og hvor der også opstod konflikter – ikke så meget internt i ministeriet, men mere konflikter med kulturlivet, kultur institutionerne, som både kommer af aktørernes selvforståelse, og af noget politisk funderet, men også af kulturlivets dynamik – eller mangel på samme. Men tilbage til de første uger – for det siger jo meget. Jeg glædede mig helt vildt til det, for det er et område, jeg syntes jeg kendte; jeg var inde i det, jeg kendte aktørerne, problemstillingerne – ikke at jeg nødvendigvis var enig med aktørerne; institutionerne. Samtidig vidste jeg noget om, hvordan man udvikler en god organisation. Altså set med mine briller – det kan jo godt være, de ovre i ministeriet nu siger. “Åh Gud, det var godt at Uffe komme ud”. Men jeg havde i hvert fald tredve års erfaring med at tage lederskab, så jeg vidste godt, hvordan jeg gerne ville have det til at svinge. Samtidig med en respekt for, at man jo har et ministerium på lånt tid. Ministre kommer og går, men ministeriet består.


KUNSTENS KREATIVE STØJ

Per Stig Møller var trådt af, og du var trådt til. Hvordan tog du fat på den første tid?
Jeg tænkte så: “Hvordan kan jeg sende nogle signaler meget hurtigt, der gør, de forstår, hvad det er for en chef, de har fået?” Og man skal ikke undervurdere de små signaler, for de siger noget om den store dynamik – eller skaber den endda. Jeg tror, det var på andendagen, hvor jeg bliver spurgt om mine frokostønsker – om jeg var vegetar, om jeg var allergisk overfor nogle madvarer – og ikke mindst om, hvornår jeg gerne ville have min mad op? Det var indforstået, at jeg skulle spise på ministerkontoret. Så jeg spurgte: “Jamen, hvor spiser I da henne?” De spiste selvfølgelig nede i kantinen. “Men så skal jeg da også spise nede i kantinen”, var mit svar, hvilket var – og jeg tror ikke, jeg overdriver – fuldstændigt usædvanligt. Det betød, jeg altid spiste nede i kantinen.

Stadig med de små signaler –  når man kom ind på ministerkontoret, stod der sådan en rigtig træls direktørstol bag skrivebordet. Ryglænet gik et pænt stykke op over mit hoved, som en slags tronstol – den udstrålede magt. og en selvforståelse, som slet ikke var mig. Den måtte skiftes. Der stod også et stort mødebord, hvor man afholder de ugentlige direktionsmøder, og der er der jo en klar forventning om at ministeren sætter sig for bordenden –  jeg satte mig aldrig for bordenden. I starten gjorde jeg en dyd ud af altid at sætte mig på en ny stol, for det betød at hele hierarkiet blev nødt til rykke rundt på sig, finde ud af og tage stilling til, hvor de så ville sidde; hvor skal departementschefen så sidde, hvor skal afdelingscheferne så sidde? – som alle er nogle vidunderlige mennesker, skal det lige siges – men bevidst prøvede jeg at lave noget kreativt støj i organisationen, som gjorde at den vågnede lidt op og kom ud af vanetænkning. Og på sigt ville jeg jo også gerne, have sendt noget af det samme ud til kultur-institutionerne.


 


VILD MED FOLKENE 

Så du fik ministeriet med på en ny form, men risikerer man ikke blot at stivne i den nye form?
Det er klart, og hvem er det, der ser kulturministeriet med de allerfriskeste øjne? Jeg så det selvfølgelig i starten med friske øjne, fordi jeg var lige trådt ind, men man bliver jo hurtigt hjemmeblind. Så jeg indførte, at jeg hver tredje måned skulle mødes med alle de nye praktikanter og studenter i huset. For jeg blev nødt til at høre, hvordan de oplever den organisation, som de midlertidigt er på besøg i. De kommer jo med helt unge øjne. Ved de første møder gik der total panik i kommandosystemet i ministeriet, for hvordan skulle de klæde mig på til at møde de her studenter? Hvad skulle dagsordenen være? Hvilke temaer ville jeg snakke med dem om, så de kunne forberede
mødet. Det er jo det som embedsmænd gør; de forbereder møderne, så ministeren ikke gør noget forkert.

Enhver situation skal helst kunne kontrolleres?
Ja, lige nøjagtigt. Men jeg sagde, “der skal slet ikke forberedes noget. I behøver ikke lave nogen dagsorden. Jeg vil bare gerne mødes med dem”. Og den der nervøsitet, hvor jeg eksempelvis skulle mødes med de studerende i huset, det var ikke fordi, de ville kontrollere eller bestemme indholdet i den politiske dagsorden. Men det var bare, om jeg nu også kunne håndtere det. En bekymring om jeg, som ny minister kunne finde på at sætte noget i gang, jeg ikke kunne overskue – og som de jo så selvfølgelig skulle rydde op i bagefter. Men hver tredje måned snakkede jeg med de studerende, og det var herligt.

Så det er signaler om hvilken slags regler, der nu gælder?
Ja, det sender  jo nogle fantastisk vigtige signaler ned gennem organisationen. Ministeren snakker med yngstemanden, lader kunststuderende udstille på kontorvæggen og når vi holdt faggruppe-møder om konkrete sager, så – normalt, forestiller jeg mig i hvert fald, ville departementschefen først tale, og så måske afdelingschefen, og så til nød måske kontorchefen – nu overdriver jeg måske lidt, men der var et klart hierarki – og der prøvede jeg altid at starte med at spørge den sagsbehandler, der havde været på sagen; “hvad mener du om sagen?”, før jeg hørte alle de andre, for det var jo vedkommende, der havde siddet med den. Og de første gange så blinkede sagsbehandlerne lidt med øjnene, for hvad kunne de sige, når der – lige ved siden af dem – sad kontorchefen, og lige ved siden af kontorchefen sad afdelingschefen, og lige ved siden af afdelingschefen sad departementschefen. Og som ung sagsbehandler, så tænker man: “Åh-åh!”, men ret hurtigt viste det sig, at alle havde det ret fint med det; at alles viden kom i spil.

Så du oplevede ikke, at der var noget galt med folkene, men måske systemet?
Ja, det er systemerne, der kan afgøre, hvor meget vi får lov at folde vores viden og indsigt ud – og vores nysgerrighed – og have plads til vores tvivl. Og med de eksempler her og andre ting, alt det skabte efterhånden en meget transparent fornemmelse, synes jeg. Der er jo næsten fem arbejdsgange når en sag skal fra den ene til den anden ende af ministeriet. Det hele bliver kontrolleret, sendt op og ned igennem systemet, inden det lander på ministerens bord. Der er rigtig mange som hele tiden skal kvalitetssikre, så der ikke foregår noget forkert. Det er jo vigtigt i et ministerium. Og så er spørgsmålet, kan man med sådan en lidt tung organisation lave innovation? I min tid i kulturministeriet, var der så mange gode eksempler på det, at jeg vil mene; ja, det kan man godt. Og lave en projektkultur i et ministerium, hvad der også er en udfordring – for de er jo mere administrativt indstillet. Og jeg må understrege – jeg var helt vild med mine folk derinde.


ILTNINGSPROCESSER
 
Så du taler om projektkultur i forhold til en administrativ kultur – mener du, at gå fra at reagere på sager til selv at være drivende?
Ja, hvor man selv er drivende – og der lavede vi en række tiltag, som for mig var vigtige, for de skulle underbygge den mere entreprenante projektkultur i ministeriet. Vi lavede nogle kvartalsvise debatmøder, der hedder “Kulturen på kanten”, som forøvrigt var det, som endte med den der kæmpesag omkring AFUK. Fordi vi afviklede de debatmøder derude. Ambitionen var at lave møder, hvor kulturlivet og kulturinteresserede kunne møde kulturministeren på fuldstændig slap line en gang i kvartalet. Og hvor man tog emner op som for eksempel filmpolitik eller digitalisering.

Så var placeringen af møderne på AFUK en del af en strategi om at fjerne det fra ministeriets hjemmebane?
Ja, nu startede det ikke på AFUK – det endte derude – det var slet ikke meningen, at det skulle derud. Det var også derfor hele sagen var så absurd. Det startede faktisk inde på Plaza Hotel, inde ved banegården, i biblioteksbaren. Og hele idéen var at vi ville bygge en tradition op som hed “Kultur på kanten” – at det skulle blive: “det er der, man går hen – i den der biblioteksbar” – og det er der, vi får de vigtige, åbne diskussioner om kulturen. Vi begyndte med Bettina Heltberg og Simon Kvamm på Plaza, og det var så meningen vi skulle fortsætte der, men så viste det sig, at hotellet ikke kunne rumme, at vi var der fast hver tredje måned. Og hvor skulle vi så hen med det? Vi havde nogle gode erfaringer med andre arrangementer på AFUK, så der lagde vi møderne ud – og det var det, som blev oplevet som kritisabelt.

Men det der med at drive en projektkultur, at embedsmændene selv begyndte at få projekter, selv at tage initiativ, det var igen et forsøg på at ilte organisationen. At det her ikke bare handlede om at administrere en lovgivning, det handler faktisk også om at sætte vigtige diskussioner i værk. Det gjorde vi også i forbindelse med EU formandskabet, hvor vi lavede det, der hed “Team Culture”, hvor vi sendte 12 kulturpersonligheder ud i Europa for at undersøge spørgsmålet: “Hvad er kulturen og kunstens rolle i en krisetid?”. Det er bare som eksempler på, hvordan man i alt, lige fra spise med nede i kantinen, til indretningen, til møderne med studenterne, til hvem man spørger først til møderne, til projektkultur – hvordan får man en struktur til at blive blødere, mere smidig.


UMIDDELBARHEDENS POLITIK
 
Og det sidste eksempel var – hvor de tænkte, “hold da op, hvad har manden gang i?”, men som landede meget smukt – det var i forbindelse med Kulturen på News. De var inde og interviewe mig, og så siger værten, “Aj, sikke et dejligt kontor”. og så ryger det bare ud af munden på mig, “Du må da gerne få lov at bruge det – du må da gerne overtage det”. Og det førte til en idé om at deres sidste udsendelser i det år, hvor de sådan opsummerer året, måske kunne laves der – og jeg sagde “Hvorfor overtager I det ikke en hel uge, så kan I sende hver aften, og du kan sidde der bag det fine skrivebord, jeg alligevel ikke sidder bagved”.  Og så skete der to ting, som er ret interessante. Det ene var, at de som journalister, selvfølgelig måtte diskutere med sig selv, om; “kommer vi for tæt på magten? Får vi et afhængighedsforhold af den her kulturminister? Som vi også skal kunne kritisere”. Men de endte med at beslutte, at de gerne ville gøre det. Den anden diskussion, der kom, var internt i ministeriet, for nu lukker du jo nogle journalister inde i hjertet af kulturministeriet – når embedsmændene har fyraften, og der ligger jo sager på bordene. Der ligger jo alt muligt, der kan snages i. Ville jeg virkelig tillade det? Ja, det blev sådan, og det endte med, at alle havde det rigtig, rigtig fint med det. Det blev en fantastisk serie af programmer. Og jeg synes det er en fremragende idé, at medierne kan komme ind der, hvor tingene faktisk foregår og sende direkte derfra. Selvfølgelig, hvis man stadig fastholder rollerne og har en kritisk tilgang.

Men så kommer det rigtigt sjove – for hvor skal kulturministeren så sidde mens, der laves TV på hans kontor? Jamen, skulle jeg sidde i forkontoret, eller inde ved siden af departementschefen? Og det endte så med at jeg sagde, “Nej, jeg skal ikke sidde ude i forkontoret eller hos departementschefen – nej, nej, jeg skal sidde nede i receptionen”. Og så flyttede jeg derned i en uge – og det var vildt sjovt fordi i den uge, når folk kom hen til skranken og anmeldte deres ankomst, så ser de kulturministeren sidde ovre i hjørnet bag receptionen. Det var simpelthen så sjovt – folk kunne slet ikke forstå det: “Hvad laver han der?!” For det første var det jo en leg med status og roller, men for det tekniske personale – dem der sidder i receptionen, fordeler post og alle de praktiske ting – de følte jo pludselig, jeg værdsatte deres arbejde, siden jeg havde valgt at flytte ned hos dem. Så efter det, havde vi et helt særligt forhold.

Man kan godt gå ind og bevidst arbejde med at få en innovationskultur i et ministerium. Alt behøver ikke at være som det plejer, så længe vi stadig gør vores arbejde ordentligt. Det afhænger af ministeren. Og så afhænger det selvfølgelig også af, om der er en departementschef, som tør følge med. Og det var der i det her tilfælde. Hun var fremragende. Vi havde et fantastisk godt samarbejde.  Og en god kemi – vi kunne simpelthen grine, så vi fik helt ondt i maven. Humor er også vigtigt for innovationskultur. Og det tager næsten et år, før sådan en ny kultur, har manifesteret sig. Og før det breder sig fra forkontoret og helt ud til styrelsen.


REAKTIONER

Kan det også være fordi, folk først lige skal stole på, det er for alvor – og ikke bare en fiks idé?
Ja, og der var da garanteret nogen som synes, det var sjovere end andre. Det er jo ikke sikkert alle synes, det var det sjoveste. Jeg ved at de syntes, at jeg satte rigtig, rigtig mange ting i gang, og at “uha, vi løber godt nok stærkt”. Jeg etablerede, at der var femten unge politiske rådgivere på under femogtyve år, som jo også skulle serviceres. Vi satte hele KulturDanmark projektet i gang. Vi forsøgte at rejse  debatten om digitaliseringen, hvad betyder den for os? For rettighederne? Et opgør med den der lidt rigide diskussion om digitale rettigheder.

Det er vel også typisk for en projektkultur? Man sætter gang i mange ting, måske for meget?
Det er klart at som ny minister, troede jeg… eller der, hvor jeg i virkeligheden overvurderede min egen styrke, det var i forbindelse med den første store politiske forhandling, vi skulle lave – omkring ny musiklov. Hvor jeg havde gået ud og sagt, jeg var klar til at prioritere midlerne anderledes – og hvis det skulle være, så var jeg også klar på at sige, måske skulle vi nedlægge et af symfoniorkestrene for at få nogle flere penge over til det rytmiske, plus opgradere de tilbageværende orkestre. Og der troede jeg, at jeg havde mere styr på mit eget politiske bagland, regeringsordførerne. Plus at jeg troede folk, kunne forstå det var en rigtig god idé. Det havde jeg godt nok mis-læst, for der kom så stærke kræfter i spil fra det klassiske musikområde, at der måtte jeg bare bakke og finde et kompromis – for det var folk slet ikke klar til. Det siger også noget om, hvor svært det faktisk er at lave en forandring. Så det med f.eks. at gå ind og foreslå at nedlægge en institution – det gør man ikke så nemt.

Tror du så, måske noget af fejlen var, at der ikke var mere indledende dialog med parterne? At de blev overrasket. Det kom bag på dem. Og derfor måske reagerede både negativt og voldsomt?
Jo, det kom bag på dem – og det som så også var lidt bøvlet ved det var, at hvis man skulle gøre det, så skulle det nok være et af de orkestre, der var i København – fordi der jo er tre, og af forskellige grunde vil det nok ende med det skulle have været Sjællands Symfoniorkester, som faktisk er det orkester, som eksperimenterede allermest, så det var ikke muligt. Både var der fra de klassiske musikere en enorm mobilisering – og.. 




DET POLITISKE EGO

Så du har fået en ny ånd ind hos ministeriet, men der er stadig alle de andre aktører; partierne, institutionerne, fagorganisationerne, der sidder i vanen fra den administrative kultur – hvad stiller du op i forhold til det?
For det første bliver man bare nødt til at blive ved med at diskutere det. Og så bliver man som aktør, som kunstner eller kunstfaglig organisation, selvfølgelig nødt til at prøve at få sine ting igennem hos kulturordførerne ovre i Folketinget, så der er en samklang mellem hvad der sker politisk og virkeligheden derude, ikke? Men man er jo altid oppe imod traditionen. Og det er jo ikke bare noget der… vi er jo alle sammen nogle vanedyr. Og dem som har fået et domæne, de skal nok beskytte det. Og det ligger i hele det at få sig en identitet – om det er som Det Kongelige Bibliotek, Det Kongelige Teater eller CafeTeatret – lige så snart man har en identitet, bliver den jo fantastisk vigtig. Og det domæne vil man gerne beskytte. Men jeg synes, det er en politisk vigtig opgave, hele tiden at blive ved med at ‘ilte’ systemet, og bryde strukturerne op sådan, at noget nyt kan ske – med respekt for den kollektive hukommelse og alt det. Vi skal ikke i gang med at smide Rigsarkivet ud, vel? For den kollektive og historiske hukommelse er super-super-vigtig. Men der er alt-alt-alt for få midler til udvikling – det er der virkelig. Og uanset hvilken kulturminister, der sidder derovre, så er der nogle forestillinger om en masse cigarkasser – at man kan hive nogle penge op – og det er fuldstændigt umuligt. Så hvis der skal ske noget nyt, så kan du ikke komme udenom, at nogle institutioner skal nedlægges eller miste midler.

Så før vi fortsætter, vil jeg høre, om du oplevede andre udfordringer med at skabe en anden ånd i kulturministeriet?
Nej, ikke for alvor, men for mig var det et eksempel på, at forandring kan lade sig gi’ sig – og det synes jeg er vigtigt; at få den historie ud. For det var meget håbefuldt, og vi var så tæt på at rejse en helt anden kulturpolitisk dagsorden, da så hele sagen om AFUK og undertegnede eksploderede. Der er da også nogle som mener, at der var mange, som havde interesse i, at jeg snublede. Det sjove er, at jeg snublede faktisk ikke – det var et bevidst valg. Folk sagde, “Hvad..? Har du fået dårlig rådgivning, eller lod dine embedsmænd dig i stikken?” – og nej, de gjorde alt det, de skulle.
Jeg traf nogle valg, som jeg står fuldstændig inde for. Både mine prioriteringer, og den måde jeg håndterede det samråd, jeg blev kaldt til og udspurgt i – og der var nogle øjeblikke derinde i samrådet, hvor jeg fik smidt papirlapper ind fra min afdelingschef, og hvor jeg bare lagde dem til side, og i stedet kiggede på Inger Støjberg – og så svarede jeg, som jeg mente var rigtigt – og jeg vidste, at når jeg siger det her; der går et mikrosekund, så eksploderer det hele, for så synes de, jeg siger noget andet end det, jeg hele tiden har sagt – hvad jeg ikke gjorde – men jeg bliver nødt til at være tro mod mig selv, og ikke spille taktisk. Hvis jeg går ind på spillet nu, så har jeg tabt mig selv. Jeg kunne godt have stået den der mediestorm igennem, for efterfølgende viste det sig, at Rigsrevisionen gik ind og clearede mig fuldstændig. Grunden til at jeg valgte at gå, var at medierne gik efter min mand – og jeg kunne simpelthen ikke personligt, moralsk, etisk, følelsesmæssigt, stå og se på, at den jeg elsker allermest, er dybt-dybt såret – på grund af det jeg gør, eller den rolle jeg har: så valget var mellem vores kærlighed eller mit eget politiske ego. Og der havde jeg det bare sådan, jeg vælger Jens frem for mit drømmejob.


HVEM SPILLER SPILLET?  

Du siger, nogen kunne have interesse i at du snublede – og uden at blive konspiratorisk – hvad ligger, der bag det?
Jeg har læst, at der har været analyser – jeg tror bl.a. det var i Mandag Morgen – der ridsede op at den mediestøtteordning, jeg var i gang med at gennemføre ville udfordre nogle af de store, etablerede mediehuse, fordi jeg ville flytte nogle innovations-penge over til digitale medier. For at lave en seriøs satsning på nye medier, så nogle af de nye spillere kunne komme ind til bordet. Og der vurderede analysen, at – jeg tror, det blev formuleret som – at det kom i hvert fald meget belejligt for de store mediehuse. Men jeg synes, man skal passe på med at dyrke konspirationsteorier.

Men handler det måske ikke mere om en dynamik, som har med det omkvæd både medier og politikere havde: “Uffe Elbæk kan ikke spille spillet”?
Det tror jeg da helt sikkert. Der har siddet mange omkring middagsbordene og diskuteret den her nye kulturminister; hvad han har gang i eller ikke gang i. Jeg var ikke den typiske minister – f.eks. havde jeg det også svært med at gå til alle de der receptioner, som man meget gerne skal som minister. Og jeg har det sådan, jeg vil gerne deltage i receptioner, hvis jeg har en rolle; hvis jeg skal sige noget eller der endda er en reel diskussion, men jeg går ikke til receptioner bare for receptionens skyld. Så der var helt sikkert noget mere etableret, establishments-netværk, jeg forsømte, og som jeg burde have plejet, hvis jeg ville have undgået den friktion. Men jeg er meget glad for den måde, jeg gjorde det på.


TSUNAMIER OG ÅBNE DØRE 

Hele sagen om AFUK var måske den ekstreme udgave af den dynamik, der opstår når et ‘flow’-spil støder sammen med et magt-spil, men var det også en dynamik, som du oplevede på andre områder?
Jeg vil jo altid stå op for, at kunstnerne har så gode vilkår som muligt, og at deres rettigheder bliver respekteret – men der hvor jeg virkelig også løb ind i noget modstand, det var hele spørgsmålet om digitale rettigheder. Hvor fagforeningerne var meget markante i deres modstand – og det er måske for nørdet at dykke ned i her – men der var en politisk debat omkring, at man skulle sende varselsbreve ud til folk, hvis man kunne se, de downloadede ulovligt. Jeg syntes, det var en rigtig dårlig idé af flere grunde, men jeg brugte debatten til at spørge til, hvad er det for nogle grundlæggende udfordringer kulturlivet står overfor i dag. Man kan identificere nogle arenaer, som fuldstændig afgør, hvad det er for et kulturliv, vi har i morgen. Det ene er digitaliseringen, og det handler især for mig om nye forretningsmodeller.
Og hvor musikken var de første, som løb ind i den der digitale mur, og slog sig gevaldigt, og alle de daværende spillere, havde det sådan, at – “vi går ned”, “vi dør” – men de kom alligevel over på den anden side, og for første gang i lang tid er musikscenen begyndt at tjene penge igen. Der er så nogen af spillerne, der er døde i mellemtiden, og det skal de faktisk også – for det har så til gengæld givet mulighed for andre, nye spillere – Spotify og alle mulige andre – og det jeg synes var interessant ved at tage fat i digitaliseringsdebatten, det var at sige til kulturlivet: “I bliver nødt til at udvikle nogle nye forretningsmodeller, hvis I skal kunne gribe den fremtid, der er på vej imod jer – og I kan lige så godt tage diskussionen nu”. Det blev oplevet af nogle – ikke mindst forlagene – som vildt provokerende, at jeg antydede, at de ikke brugte tid og krudt på at udvikle nye forretningsmodeller, for det gjorde de hver eneste dag – og det kan også godt være rigtigt, men digitaleringen er så vigtig, for den ville sætte spørgsmålstegn ved dynamikkerne mellem institutionerne og aktørerne, og også give plads til den næste generation skal skrive deres kapitel. Og hvad med de nye digitale magasiner, som f.eks. Atlas Magasin, skulle de ikke have lige så meget ret til mediestøtte som JP/Politikens Hus. Måske er de nye lige netop morgendagens Politiken? Hvorfor pokker skal de ikke have en chance? Det, at jeg overhovedet rejste de spørgsmål – hold da op, mand – da kom folk virkelig op ad skyttegravene. Men heldigvis skete der det, at selvom diskussionen var tough, så flyttede det faktisk noget.

Når du satsede i den debat, er det vel også fordi, digitaliseringen er fri-sættende, i den forstand, at det bliver svært for et monopol at kontrollere markedet entydigt?
Lige nøjagtigt – og tag f.eks. film – der er der sådan nogle meget klare støttestrukturer, der siger, at hvis en film skal have støtte, så skal den først spille så-og-så lang tid i biograferne, og på et senere tidspunkt kommer den så i TV, og så endnu senere på DVD. Og det betyder jo at hele den biograf struktur, vi kender og hele dynamikken mellem Instituttet, Danmarks Radio, biograferne og filmproducenterne er defineret på en fastlåst måde, og hvis man så sagde: “Men hvorfor det? Hvorfor kan en film I har støttet ikke lige så godt komme ud på nettet med det samme?”, så vakte det stor modstand. Og det, som dybest set ligger bag modstanden overfor den slags spørgsmål, er at alle folk skal beskytte deres domæne. Der havde jeg det bare sådan, vi er i en ny tid – og vi skal stadig give de enkelte led i fødekæden gode vilkår – men den fødekæde, skal måske bare se anderledes ud? Vi bliver nødt til at forstå at digitaliseringen er som en tsunami, der kan vende op og ned på landskabet.

Ja, de beskytter deres domæner, og det er jo et dårligt udgangspunkt for udvikling – men hvordan med de områder eller situationer, hvor der ikke er en tsunami til at rydde barrikaderne? Hvordan tackler man det der – at få en udviklingen hjulpet på vej?


 


GRAVØL

Med alt det bag dig, hvordan var så den allersidste dag, du kom i ministeriet?
Det var jo – det var rørende – det var jo, at da jeg havde besluttet at stoppe som minister – hvilket jo kom bag på rigtig mange, faktisk – så kom jeg ind i ministeriet, og vi satte os inde på mit kontor, og så i løbet af kort tid, begyndte folk at komme fra alle afdelinger af huset, og vi sad der og drak gravøl. Og det var virkelig meget rørerende. Og da jeg overgav ministeriet til Marianne (Jelved), så stod folk – granvoksne embedsmænd – langs væggene og græd. Altså.. det var virkelig.. det var.. meget emotionelt – meget rørende...

Tak skal du have. Tak for samtalen.


Debatpunkter

Punkt 1. Hvordan øger vi mulighederne for at vi har ledere i f.eks. DFI, som kan sætte den tone, som giver rum for udvikling? Hvordan indretter vi os, så organisationens nødvendige maskineri ikke nedsætter sandsynligheden for forandring?

Punkt 2.  Hvordan kan vi balancere det nødvendige forsvar af domæner med behovet for at nogle må vige, for at noget nyt har muligheden for at opstå? Kan vi indrette støttesystemer og organisationer, så de bedre kan skabe rum for det nye? Også når der ikke er en tsunami som digitalisering til at nedbryde de gamle systemer.

Punkt 3. I Uffe Elbæks tankegang ligger et værdisæt om åbenhed, umiddelbarhed, ydmyghed og nysgerrighed, som kan være befordrende for et skabende miljø. Hvor har vi de samme værdier i film- og TV-miljøet, og hvor er de fraværende (i større eller mindre grad)? Hvordan kunne vi arbejde på at få den slags værdier til i højere grad at være bærende for vores miljø?