Tomas Gislason, filmmaker - on visuel storytelling in the future, and present (short intro in danish)

Det fantastiske er er at den gode historie udvikler sig og bliver fortalt på mange platforme og udtryk til fordel for både "det brede" "det smalle" "det kunstneriske" "det billige"......
Jeg syntes det er svært at vi skal igennem en ultra romantisk ide om at film er hvad det er og det skal museums bevares i så høj grad at vi ikke har et bevillings system som kan gå ind i fremtidens historie fortælling. Måske er det ikke penge der gør forskellen, men accepten af at verden ændrer sig, grundgenet i den visuelle fortælling og fortællingen ændrer sig. Alene det faktum at vi ikke har TV stationer eller biografer om nogle få år kommer til at betyde at fortælleformaterne vil og har ændret sig drastisk. Det er jo ikke enten eller. Vi har en historisk mulighed for at gøre både og! Ikke male os op i et kulturelt introvert hjørne hvor vi er bange for at verden ændrer sig sådan som Danmark i forvejen har politisk tendens til. Her er lidt jeg har skrevet, i anden sammenhæng, på Engelsk dog. Please lad os begejstres!!

The world is changing it really is.
As a plethora of media/distribution platforms arises so changes the storytelling.
The old paradigms of “hollywood storytelling” has been pushed aside and now often only used as a vehicle, in the web of storytelling outputs, expanding consumption of the original story.

It has become of major importance to understand this structure, both artistically and certainly Commercially.

In these post financial crisis times, the storytelling industry shows no signs of slowing down,
and if we collectively, take all the platforms and do the numbers, the growth is staggering, and you will see that there is an important future for any economies that understands how to adapt and innovate/elevate the knowledge in the ever evolving storytelling landscape.

An example is the fact that the game market has by far surpassed the numbers of the cinema, without killing it, but instead often using the cinema to further their franchises by making movies based on the games for example. There is a really important exchange going on between cinema and game dramatics, the rise off long format series often distributed on streaming services watched in one go, children consuming fiction outside cinema and television has put new demands on the stories told.

That needs to be analysed and reflected upon in order to further our chance of getting its bite of this future economical foundation. Also to consider the nordic spin possibilities in an international competitive environment.

In the centre of it all is still the story though. That goes for all media, all platforms, fiction or fact.
The good story. But maybe the genes have changed.

It is important to focus on catching up on development and the measures needed to be taken to create a new creative institutionalised/funding and production approach towards how we support and develop the future of storytelling in order to adapt.

The focus in economically sound countries is a belief that the positive change in the new economy lies in the future off an ever-growing cultural mindset.
EU has finished studies that shows that the next adventure and economic adventure lies in culture, and especially in the multimedia market.
To be pretentious I should mention that some even claim that this structure could be the playground for developing Democracy to a new level but in this case its beside the point probably.

In the centre of this is storytelling. Without a good core story to be expanded on a multitude of platforms, a strategy for distribution on these, you won't get in on the adventure, neither as an artist nor as a country.

The method has changed, the considerations has changed, the preparations as you set out to tell your story has changed.

A franchise as Harry Potter forexample who from birth has a buildt in, well prepared, layered catolog of output possibilities, based on a spread of multiple coherent ideas, with a core storyline/universe based on coherency, strong synergies and interdependness stemming from the core is the basis for the game,the movie, the themepark………while knowing that in an interactive society fiction creates reality and thats for the good or the bad but still important to analyze and define the useable tools.

But also the more narrow artistic part of the business will have great possibilities and gain from this new structure. Streaming services, VOD, and other distribution methods will give a sound economic foundation even with a small audience.

These opportunities for a sound “artisitc” genre should be mapped as well!!

The commercial/marketing part of the business has to consider the potentials and are adjusting to the new platforms. The set formats for promoting merchandise, is no longer. 30 Seconds or 60 seconds commercials with a print in the newspaper. It can even be the book, the movie, the viral and several different formats to spread over the market and the multitude of devices that it’s possible to communicate with.

It is of vital importance that we in the future constantly evaluate the shape of things.

Because the world is changing it really is.

It has great importance artistically but even more it has a great economical importance to build the foundation for future industry with a great growth potential it is important to go to the core of the process defining the parameters of future storytelling. And when we have an understanding of these structures try to change the underlying structure which has to carry these conclusions to the users.

We should be interested in analyzing the consequences of this new landscape and by our conclusions become contributors in the future of the business. And thereby refine our artistic profile and economical prospect’s.

With the possibility of fusing the artistic and cultural importance with an obvious responsibility for economic redevelopment in a changing world.

With even more space for small artistic film language developing ecsperiments for the good of large commercial vehicles.

Film becomes part of the story instead of the definitive answer

The business of the Danish filmbusiness, part I

This Monday the 1st of September 2014, the Danish Film Institute, DFI, summoned the Danish film-business to a debate about the future of Danish film, in relation to the new political agreement that is being negotiated at this moment, to be implemented late fall.

I am not a journalist. I am a film artist working as a director, producer, editor and facilitator of independent filmmaking in Denmark and worldwide. This is not going to be a dictate or report of the meeting that will care about exactly WHO said what. It´s not going to be concerned about exact numbers, or dates, and I´m not going to put any names in it. We all play different parts at different times and it makes no sense to make personal finger pointing.

Take it as a statement about how I perceived the essential things at stake in the matter and how I see that in relation to what took place at this debate, and especially what DID NOT take place.

I´m writing it in English, because I believe it is important to be able to share thoughts about these processes with some of the international network. One might think that this concerns only the Danish film business… but I ask myself (having been a part of the Danish film business for 18 years): Who IS the Danish film business? Why is it such a secret what goes on? And then again, maybe its not? Anyhow, excuse my possible poor english skills in the written form, this is to be able to share with a broader circle than ”The Usual Suspects”.

The day started with the Danish minister of culture giving a dry, warm and humorous speach, saying that no extra state funding is coming to Danish film, quoting Grundtvig, pleading to the different participators in the debate to remember to make mistakes, and finally to find a solution for the financial problems on their own.

Then we took of. The first panel was to discuss the conundrum of financing, the cinema versus the Internet streaming. Firstly it was stated, in terms and tones that QUALITY COSTS.. so, theres that. Quality costs A LOT of money… hm? And this is (for some reason) not really questioned? I’m pausing already here… Is this like a fact? An absolute truth that is finite and inarguable?. In this debate at this point, it sure seems like it. Later in the day, in a different debate, a producer making childrens films, states the same ”fact”: Children of today are VERY demanding customers. They want products of ”higher standard”, and that costs money… Really? What is this ”higher standard” that is without a doubt so costly? (I know what is referred to, of course, but I´m just not sure its true)

Eventhough I don´t agree, I don´t say it loud – I´m busy taking notes and trying to follow why these people, in this first debatepanel, are so angry.

Because, it turns out, they are ANGRY. DISAPPOINTED. FRUSTRATED.

I have already read about the various battles in the media, addressing the negotiations between the telecompanies, filmproducers and directors, DFI, filmpolitical forum and the danish cinemas. But… as always, it´s hard to tell what is the deeper root behind such statements, so I try to look and listen now. Knowing, that in this forum, it can also be very hard to actually face the true causes of anything, so much at stake, so many agendas and feelings bubbling. But – at least here, people are present. And I can tell that somebody in this panel is really angry.

The telecom company tryes to explain their view on the discussions that has lead up to this point. They are very interested in developing ways to integrate the new reality of streaming with Danish film, as a model that can bring new financing and create new platforms. I think he makes a lot of sense, but right behind me a very angry person is commenting on almost everything that is being said, with words like: ”He speaks so much shit. He is such a huge asshole. Why don´t he just shut up. Jerk. Idiot”…!!

That is of course annoying, as when somebody is commenting on the film in the cinema, but also because this person is so aggressive, that it feels like having a fireball of resentment sitting on my shoulder. I realise, that he is a quite wellknown producer, and I wonder why he is so angry and hostile towards the telecom company guy, who is really making so much sense, talking about the present and the future, trying to get points across, I myself have been addressing for a number of years in the Danish filmbusiness (not that DFI or any danish producer I spoke to og production company I pitched my ideas to was interested in that. At all.)

Why is this producer not interested in what the telecom guy is saying? Why is he not listening? Instead he is cooking up a storm of anger and resentment, in himself, and it seems like, in the people around him.

I direct my focus to the panel again. A statement from the telecom company sticks with me: ”You know what? We really went into this with curiosity, a will to be innovative and co creating new platforms with you. We feel that all we have met was some quite horrible rhetoric (I bet), and a demand: Give us some money! This is NOT a very productive way of establishing any cooperation or dialogue. So right now, I really don´t feel attracted to participate in further discussions. If anybody would actually like to be in a corporation about the present and the future of Danish film streaming before Netflix takes over everything, we are open. We are already working on a new platform, aiming at exactly this.”

He agrees that the Danish Filmdirectors association, and DFI in some respect, have been open. Somebody in the audience points out that it would be interesting to address new platforms with collaboration between cinema, home cinema and streaming. The telecom company guy agrees. The Danish Film Directors association points the obvious out: ”The Internet is not a parallel society anymore, it IS the society”. DFI also realises that this is about a complete change of behaviour in the audience, and actually not really (only) about the quality or content of the films individually.

Another producer in the audience then threatens the telecom company, that if they don´t just pay some money, he will make contact to the politicians, and then they, the telecompany, will be forced to pay, because they have a cultural obligation. It turns out that the telecom company are not actually making ANY money on Danish film, since it only represents less than 1 % of what is being streamed at this moment.

A comment from the audience states how frustrating it is to witness who in fact are controlling the agenda, while there actually are people in the business who are SO interested in addressing the possibilities of streaming and cinematic correlations. “WHO ARE THEY?”, another angry person roars through the cinema, interrupting the first man. I can´t tell from where. So, if you are actually such a person, by now you don´t exactly feel like it is a forum to share your thoughts….

This is of course not at all everything what was said in the room during the heated debate. I only point out how certain parts of the business are getting themselves heard in the Danish film business: by shouting, name calling, belittling, ridiculing, and interrupting with their own single minded agenda; MORE MONEY!!

The present and the future talent is faced with all the fantastic and interesting perspectives of internet streaming and the revival of the role of the cinema, and how those two can play together. It´s beeing talked about, produced towards, played around with, dreamed about and explored all around the world. But not in this room.

In this room there is shouting and namecalling. In this room people are excluding eachother. In this room it seems the only agenda beeing put forward is MORE MONEY (where have I heard that before)?

Not really more diversity, new solutions, new ways of expression with the cinematic artform and storytelling made possible by the new variety of platforms, reaching new audiences. I feel quite sure that there are quite a few persons present in the room, who came to have exactly that talk. They came to hear and discuss the new perspectives, and the financial consequences. I know I did. But that’s not what´s being forwarded in this meeting, and sadly, I´m not surprised. This is after all the Danish Film Business.

It´s so small. We don´t like to talk about what´s on our mind in public, at least not in the area of “fiction feature films”. Because it could affect our social standing and our economical opportunities for getting state funding. Play along with ”the right people”, and keep playing till you have learned the tune so well, you believe it to be your own! 

Before I leave for coffee break, I´m scanning the audience, and it is strikingly few directors that are present.. The future and the finances of danish film, is a producer matter in Denmark, mostly. In Denmark, the director and the producer is very rarely the same person… I know why it´s like that, but I´m not sure this is such a good thing for the entire balance of who influences what. In other countrys, even the actors are often co-producers.. This will change to, in Denmark, it already is. And it´s about time, in my opnion.

To be continued…

PS: In the break I spot the telecompany guy, and I absolutely understand that he feels overwhelmed by bad rhetorics and rigid mindsets. I whisper to him; ”that was really well put what you said, and you are very welcome!” He smiles.

Debunking The Trinity Syndrome

By Lucy V. Hay

The internet is talking about the failure of representation of women in film at last. Everywhere you look at the moment, there’s column inches devoted to female characterisation It’s something I’ve pushed for via my writers’ site, Bang2write for years, so you’d think I’d be happy about this development, right? Wrong. Here’s why.

Recently it was lamented by The Dissolve we’re losing our heroines to so-called “Trinity Syndrome”. The article went viral fast; social media was set alight with a chorus of agreement that yes, modern action movies DO only pay lip service to the notion of “strong female characters,” signified by Trinity from THE MATRIX franchise (1999-2003), played by Carrie-Anne Moss. And certainly, of all the acres of articles I’ve read pertaining to female representation on the silver screen, The Dissolve’s was the least annoying, at least suggesting (albeit somewhat grudgingly) that “strong” *could* mean different things depending on the tone, genre, story and character role function (at last!).

But why “Trinity Syndrome”? Trinity is, in The Dissolve’s own words, a “hugely capable woman”, but also according to them, “never once becomes as independent, significant, and exciting as she is in her introductory scene.” This is possibly the politest way I’ve seen Trinity described as a weak character! She has caught heat from feminist film critics’ quarters over the last decade or so for various reasons, including (but not limited to): deferring both to Orpheus, the story’s mentor figure and to Neo, the film’s protagonist (played by Keanu Reeves); being surpassed (easily) by Neo in his training as The Chosen One; for being Neo’s love interest; even for being androgynous in both appearance and/or name. In short, Trinity is no stranger to getting the boot from feminist film critique. But what is capability, or independence? How does a character become significant or exciting? Ah, well that’s where it gets really complicated.

I am no fan of The Matrix (really!) or of Trinity as a character, I’ve always thought the above bizarre complaints. After all, every character defers to a mentor character, even the protagonist in the first instance – otherwise that character does not have a mentor function! It’s the protagonist’s will that (usually) prevails, especially in action adventure movies, so again: secondaries must ultimately defer to him, else again: he is not the hero who saves the day. When it comes to “Chosen Ones” in the action adventure, yes the vast majority of them are both male and white and it’s definitely true the lack of variety is not good enough. In addition, the majority of female characters in the genre exist as love interests for those heroes (why not gay action heroes? That’s a serious question). But whatever the gender of a character with love interest role function, why is being someone’s lover automatically a subordinate role? Why doesn’t being the partner of The Chosen One actively aid her position within the story? As for Trinity being androgynous, I find it rather ironic the very commentators who usually insist good characterisation should not take into account a sense of “female-ness” then would complain about that Trinity is not female “enough” (whatever that means).

The issue regarding so-called “Trinity Syndrome” then is not the fact Trinity is (in my opinion) a somewhat forgettable character (and thus, magically, somehow all “strong women” in movies are found wanting), but the fact feminist critique insists on viewing female characterisation in isolation. Yes, if you pluck out Trinity from THE MATRIX, you will see her inner workings, including her flaws. The same is true of Neo, Morpheus or indeed any character in every movie, ever. We’re stating the obvious and it’s time for the conversation to move on and ultimately, evolve. But how to do this?
Well, for starters, we need to stop obsessing over reductive tools like The Bechdel Test and start picking our battles more wisely. I’m not proposing a free pass for sexism in movies: that would be absurd, when I have spent the last eight years as Bang2write crusading for better roles for female characters in the screenplays I read and script edit. However, I do believe a single movie cannot change decades of poor gender representation around, plus it’s unwise to pin all our hopes on the next GRAVITY; HUNGER GAMES or **whatever**. Instead we should celebrate each step forward and stop attacking every supposed “failure”, especially when different images mean different things to different people in the audience, anyway.

What’s more, we need to start looking at story holistically and instead of pointing fingers, we should be asking questions of ALL characterisation and all movies, such as:

Why the hero’s journey – why not the heroine’s as well?
Why is the villain of the piece nearly always male?
Why are main characters so often white?
Why are supporting characters – especially “expendable heroes” – so often male and people of colour?
Why are exorcism stories nearly always centered around “possessed” females and male priests?
Why do characters’ disabilities or sexual preferences apparently have to inform the plot, when non-disabled, heterosexual characters’ don’t?
Where are LGBT characters outside of Rom-Coms?
Why do genre pieces exploit potentially offensive stereotypes so readily, especially political spy thrillers and comedies?
Why are traditional archetypes – the nurturing parent, the princess in the tower, the star-crossed lovers - seen as automatically “wrong”?
Why not personality, before gender?

And most importantly:

How can we start to address the above, as writers and filmmakers ourselves?

Stories are the sum of all their parts. If we want those parts – like female characterisation – to be better, I believe we have to look at the stories first, otherwise we are jamming supposedly “better” characters into the same-old, same-old plots … and guess what? It doesn’t work.

Lucy V. Hay is a novelist, script editor and blogger who helps writers via her Bang2write consultancy. Lucy is the author of The Decision Book Series of YA novels and WRITING AND SELLING THRILLER SCREENPLAYS for Kamera Books' "Creative Essentials" range.  Check out all her books, HERE.

Patriark Bio

Af Jakob Steen Madsen debattør

Der tales ofte om hvor svært det er for kvinder at begå sig i den danske filmbranche. Emnet kønsroller og kunstnernes eget køn kastes frem og tilbage i en skyttegravskrig, som ikke synes at have nogen ende. Min påstand er at vi snakker udenom kerneproblemerne, og ender i et sisyfos arbejde hvor ingen vinder eller gavner.

Biografen som institution eller kulturformidler er i mine øjne en af de primære  årsager til tidens kønsrolleproblematik. Når vi går i biografen, er vi så kønsrolle ensporede i vores valg af film, at det bliver meget tydeligt hvorfor film vælges finansieret som de gør. Biograffilm deler sig i to genrer; “drengerøvs aktion film” og “bløde tøsefilm”. Man ser også meget tydeligt denne trend på tallene fra imdb og i hele blockbuster terminologien. Alligevel fokuserer filmdebatten på kvinderoller, kvindelige producenter, instruktører, manusforfattere osv. Som om vi kunne ændre folks biografadfærd ved at give dem et bredere udvalg.

De sidste 50 år har vi haft masser af “alternativer” til biografpublikummet, men nær ved ingen succes for de tradionelt omtalte “smalle” film. Vi kunne selvfølgelig påstulere at vi bare skal smide flere penge efter det og få flere smalle film op på lærredet, så ændrer folk nok adfærd. Mit argument er, at før vi diskuterer hele grundpræmissen om biografen som den primære sælger, så kommer vi ingen vegne.

Biografen er et sted de fleste frekventerer måske 2 gange i kvartalet, eller op til 4 gange hvis man er virkelig filmgal. Det er stadig kun max 8 timer på et kvartal. Vi konsumerer hundrede gange mere via andre medier.

I en tid hvor kunderne feks venter med at se en serie til der er en hel sæson, og afspiller trilogier og lignende som marathon via netflix eller på dvd, så er det et helt andet seermønster. Hvor tids biografpublikum vil i endnu højere grad end før, gå i biografen som en art event. Ofte med bedste venner eller romantiske interesser. Det vil jo i sig selv allerede pege kraftigt imod hvilken type film der vælges. De vil blive stærkt polariserede imod drenge aktion segmentet, eller “tøsefilm” romantiske komedier og lignende. Altså imod film som handler om enten den store visuelle oplevelse eller den sociale kontekst.

Selvom der produceres et uendeligt antal timers film, både “smalle” og “brede”, så er der et begrænset antal timers lærred-tid i biograferne. Der opstår et begrænset tidsvindue i langt højere grad end tidligere. Så når kunderne skal vælge hvad de skal gå ind og bruge tid på, bliver prioriteten i retning af film som er sensitive til ovenstående effekt og sociale kontekst.

Markedsføringen af film gør det så endnu mindre sandsynligt at kunderne når i det hele taget at høre om de smalle og geniale film, og filmene er stort set umulige at fange mht det begrænsede tidsvindue i biografen.

Når folk idag ser serier og film via online services, har de meget bedre tid og kan informere sig selv via venner og proffessionelle kilder, anmeldersites og lignende. Den slags er ikke muligt ifht biografens udvalg, grundet den totale dominans for de store tripple A titler, der netop i deres markedsføringsmodel vil satse stærkt på de kønsrolle simplificerede titler.

På den måde er de “lavrisiko” film, med meget lille afkast, men med kæmpe sikkerhed. En smal film eller nytænkende film har generelt en højere risiko for ikke at give godt afkast, men de film der gør, giver et større afkast ifht investering.

Branchen er blevet låst fast i at sprede sine midler på de investeringer som giver mindre afkast ROI mæssigt, men har større sikkerhed mht regulært underskud. Man kan sammenligne det med investering i en IPO overfor Obligationer. Risikoviljen er svindende, og især mht de store investeringer.

Jeg vil derfor sige, at det er ikke en hemmelig patriarkalsk konspiration som ligger til grund for filmbranchens problemer, men en økonomisk model som er bundet op på risikovilje og biograferne som mellemmænd. Hvis vi skal problemet til livs skal vi helt undgå den dyre og kortsigtede markedsføringsmodel, og slet ikke fokusere på biografen som sælger.

Filmbranchen bør helt afvikle den gamle model og primært flytte sit marked over på de digitale medier. Dette ville også gavne både nye markedsføringsmodeller, som i langt højere grad vil blive tovejs og social medie orienterede. OG det ville tvinge biograferne til at genopfinde sig selv i helt nye og mere interessante udgaver. Specielt mht specialisering ifht segmenter, og som showroom og eventhuse.

Whedon-spørgsmålet

Den amerikanske film- og tv-serie mager Joss Whedon har altid skabt stærke kvindelige karakterer. Her introduceres han af Meryl Streep ved en prisoverrækkelse og han fortæller om hvorfor:

Har Danmark en eller flere film/tv-skabere med en indstilling, som ligner Joss Whedons?

Hvem?

Hvis ikke, hvorfor ikke?

Kvinder gør det ikke selv

Sanne Søndergaard, komiker og forfatter

“Hvis I vil have flere film med kvinder i hovedrollerne. Hvorfor laver I dem så ikke selv?”
Spørgsmålet falder prompte og altid, konstant og igen, hver evig eneste gang man formaster sig til at problematisere, at stort set alle film handler om mænd og kun har mænd i hovedrollerne.
Sidste år i dansk film var et sådant lavpunkt. Til Robert- og Bodil-priserne i år kunne man ikke engang mønstre fem kvinder at nominere for en større rolle. Bodil endte med kun fire nomineringer, mens Robert endte med at nominere Lene Marie Christensen for hendes rolle i "Nordvest", selvom den højest er en birolle. Hey, hun er en fantastisk skuespiller, men ingen skuespiller i verden er dygtig nok til at gøre en håndfuld replikker til en bærende karakter.
Så kunne vi i det mindste ikke blive enige om, at en hovedrolle kun er en hovedrolle, hvis den er stor nok til at få skuespillerens navn på plakaten?
Og det er altså åbenbart kvinders opgave selv at sætte kvinders navne på de plakater, hvis man skal tro ovenstående spørgsmål. For det er tilsyneladende sådan en verden, vi ønsker at leve i: Der hvor mændene passer mændenes business, og kvinderne kan nusse rundt med deres egne issues. Gud forbyde, at en mand skal lave film som "Million Dollar Baby", eller at en kvinde laver en som "The Hurt Locker".
Nej, nu må vi være realistiske; mænd og kvinder er fra hver deres planet, og deres respektive film kan derfor kun vedkomme deres respektive kønsdele.

Manden er mere menneske
Så det er altså mit ansvar, fordi jeg vil gerne se historier, der handler om kvinder. For det vil jeg virkelig gerne. Ikke bare fordi kvinder udgør halvdelen af jordens befolkning, og at repræsentationsfaktoreren derfor er relevant for… pænt mange mennesker, men også fordi jeg gerne vil gøre op med den kulturelle norm, at manden er mennesket, og kvinden er kønnet.
For det er jo det, det handler om i filmverdenen – i fiktionen i det hele taget: Mændene kommer til at fylde mere, fordi de repræsenterer mere end deres eget køn. 
Altså klart at hver gang nogen vil fortælle en historie om mænd, handler filmen selvfølgelig om mænd. Det ville være underligt at kræve flere kvinderoller i "Saving Private Ryan".
Okay, så bliver det godt nok lavet ekstremt mange film om den verden, som mænd traditionelt har befundet sig i – men det er formentlig, fordi der kan man sprænge ting i luften. Og jeg ved, at en film, hvor ting bliver sprunget i luften bare er federe.
Så huskeregel nr. 1, hvis vi selv skal lave alle de der film om kvinder, må være at finde en måde at få sprængstof implementeret i kvindernes traditionelle univers. Jeg har engang sprunget en soufflé i min ovn… Det er da et sted at starte.

Manden, der styrer kvinden
I hvert fald er der altså den pulje af film, der handler om mænd. Dem er der mange af. Men så er der den næste store pulje. Det er film, der handler om almenmenneskelige problemstillinger. De handler også alle sammen om mænd. Hov vent, hvad?
Jo, fordi manden i fiktionen repræsenterer det menneskelige, mens kvinden jo kun repræsenterer… kvinder. Så vil man fortælle en historie om håb og kampen for at overleve mod uretfærdighed og lidelse, skal historien selvfølgelig handle om et mandefængsel som i "The Shawshank Redemption" eller om en ung mand alene med en tiger på det åbne hav som i "Pis’ Liv" – ja, selv tigeren er af hankøn.
Tilbage er så kun de film, der handler om kvindeproblematikker, hvor kvinder kan få lov til at spille førende roller.
Nå, ja, der er selvfølgelig også de film, der handler om virkelige kvinder - altså historiske personer – og man kunne derfor her forvente at se en film, der virkelig lader kvinderollerne folde sig ud – længere ud end over deres køn. "Jernladyen" er et sjældent eksempel på det, for disse film har det med på mystisk vis alligevel at komme til at handle om mænd og mænds verden.
Historien om "Young Victoria" kommer derfor til at handle om alle de mænd, der forsøger at styre hende, og filmen om dronning Caroline Mathildes affære med hendes livlæge kommer til at handle om ham og hendes mand. Så mændene i sidste ende i fylder lige så meget – eller endog mere – end kvinderne i kvindernes egne historier.

Manden skal have alle nuancer med
På grund af disse ideer om manden som mennesket og kvinden som kønnet bliver antallet af film med kvinder på lærredet jo naturligt færre. Og de bekræfter ikke mindst ved hvert eneste biografbesøg, at kvinden ikke kan have en historie at fortælle, der ikke udspringer af at hun er kvinde. Samt at hun ikke kan repræsentere det alment menneskelige – for så ville mænd også skulle identificere sig med hende. Oh, skræk! Tænk, hvis han blev bøsse af det!
Det er selvfølgelig noget pis, for mænd er jo ikke mindre i stand til at følge og føle med en fra det modsatte køn, end kvinder er. Millioner af mænd har set Alien-filmene og identificeret sig med Ripley, uden at deres pikke faldt af af den grund.
Men den ubevidste formodning styrer stadig tankegangen, når man laver film. I en grad så kvinder har meget svært ved at få roller, der ikke handler om deres køn.
Jodie Foster – den seje, seje dame – har af den grund bedt sin agent om specifikt at opsøge film med roller, der er skrevet til en mand, men som lige så godt kunne spilles af en kvinde. Det var sådan hun landede den spændende rolle i "Elysium".
Men de færreste skuespillere har samme mulighed som Foster. Og selv hvis de endelig får de gode, stærke kvinderoller, er det ingen garanti for, at jeg kommer til at se det i Imperial.
Connie Nielsen fortalte for nogle måneder siden i et interview om sin filmkarriere, at det altid er de kvindelige rollers nuancer, man skærer væk, hvis filmen er for lang. Og film er altid for lange. Så man skærer altså kvinderoller ned pr. refleks. Fordi pyt skidt om gangsterens kone er en sammensat person, der vælger at bo sammen med ham på trods af hans forbrydelser. Nej, det er gangsteren, folk vil høre om.
Ikke?

Kvinden kan nu også sælge billetter
Personligt vil jeg gerne høre om gangsterens kone, og om politimandens, og om politikerens. Og om de kvinder, der venter hjemme, mens deres mænd i krig, og alle de kvinder, der selv har skabt politik, kultur, videnskab. Og så vil jeg også bare gerne se kvinder gøre menneskelige ting og have menneskelige følelser. For sådan er det altså at være kvinde, I ved, herude i virkeligheden.
Så der er millioner af historier om kvinder, jeg gerne ville se på film. Og jeg er overbevist om, at mænd også gerne vil. Fordi mænd er vel lige så nysgerrige på kvinder, som jeg er på mænd.
I øvrigt kan folk af begge køn også godt lide afveksling og overraskelse. De fleste synes faktisk, det er ret fedt for en gang skyld at se en film om et oprør, der har en kvindelig protagonist, som i "Hunger Games". Eller følge med noget så usædvanligt som en kvindelig eventyrer i "Frozen". To film, der har slået alle salgsrekorder i USA. Fordi – er min påstand – publikum hungrer efter fornyelse fra den slagne form.
Men det er – for at vende tilbage til det indledende spørgsmål – altså min personlige opgave så at sørge for, at publikum får det.
Så hvorfor laver jeg ikke bare selv de der film om kvinder og til kvinder?

Kvinden skal kende de rigtige… mænd
Altså for det første, fordi jeg ikke er filmmand. Jeg har godt nok forsøgt at pitche et par manus-ideer til filmproducenter, men de er altid allerede i gang med et lignende projekt. Siger de.
Og det er sjovt, de siger det, for jeg mangler endnu at se en Blinkende Lygter-actionfilm med kvinder, som jeg pitchede for otte år siden, og en komedie om en kvindelig læge, som jeg pitchede for to år siden.
Og selvfølgelig er det klart, at når man er i gang med et “lignende projekt” – altså én film, der handler om kvinder – så kan man da ikke også gå i gang med en mere. To film, der begge handler om kvinder på én gang, what!?
Nu lyder jeg måske en lille smule bitter (og det er jeg), men jeg kan jo retteligt ikke vide, om mine ideer bare har været lort. Jeg kan ikke gå ud fra min egen erfaring og sige, at det bare er sværere at komme igennem med film om kvinder. Jeg er jo som sagt ikke i filmbranchen, og den er vel som alle brancher super indspist og kræver, at man kender de rigtige for at få noget i gang.
Men i hvert fald er det årsag nummer 1 til, hvorfor jeg ikke bare laver film om kvinder selv.

Mænd og kvinder skal sammen lave film – om mænd og om kvinder
Men mest af alt laver jeg ikke filmene selv, fordi der mig bekendt ikke noget “selv” i filmbranchen. Tro mig, hvis jeg kunne, så gjorde jeg da gerne det hele selv. Men jeg synes bare, at det er ret meget at kræve, at for at jeg kan få flere spændende kvinderoller at se, så skal skrive et manus selv, finansiere det hele selv, producere selv, instruere selv og distribuere selv.
Det er lidt for meget “selv” i en omfattende og omkostningstung branche. Filmbranchen er afhængig af, at flere mennesker løber med den samme idé. Filmbranchen er altså mere end mine egne historiefortællingsbrancher – stand-up og bogbranchen – nødt til at samarbejde i ønsket om at fortælle andre historier, end dem vi er vant til at se.
Og det tror jeg godt på, at filmbranchen kan. For tv-branchen kan. De fleste af de filmede historier, der rykker noget i de her år, er lavet til tv. Og af dem myldrer de fede kvinderoller frem. Selvfølgelig med "Girls" og "Orange is the New Black" som absolute topscorer, men også herhjemme i for eksempel "Arvingerne", der er noget så udsædvanligt som en familiekrønike, der overhovedet ikke spiller på nogen kønsstereotyper, og hvor alle rollerne er nuancerede og mangesidige.
Det kan filmmediet også godt. Hvis der altså er nogen, der gider tage sig sammen. Hvis man altså lader være med at negligere det, når nogen sagligt påpeger et problem – og omgående stopper med at være superbarnlig og sige “jamen, så gør’et sgu da selv.”

Den Blinde Gud

Af Troels Christian Jacobsen

En ydmyg og åben støtteproces

Et tankeeksperiment om en radikal anderledes måde at indrette DFIs støttesystem på, baseret på naturvidenskabelig indsigt i komplekse systemer og dermed i de kreative processer. Forslaget udspringer også af en rent følelsesmæssig erkendelse om de nuværende støttesystemers natur, jeg havde for et par år siden.

I sammenligning med andre støttesystemer, så er DFIs forholdsvis velfungerende. Dets største problem er, at det skaber en ret stor magtkoncentration i hænderne på nogle få mennesker. Det er et problem, da det skaber især tre dæmpende effekter; flaskehals, nepotisme og underkastelse. Det forsøger vi i den nuværende ordning at minimere skadevirkningen af, ved at udskifte konsulenterne med jævne mellemrum.

Flaskehalsen opstår fordi, der kun er ganske få, man skal have accept fra, for at få mulighed for at producere en film. Man kan sidde fast i udvikling og forsøg på at overbevise den person i lang tid. Alle komplekse systemer fungerer bedre; opnår flere udviklinger, er mere stabile; jo flere forskellige feedback-muligheder der er. Vi tjener ikke den dynamiske, kreative udvikling særligt effektivt for nuværende.

Nepotisme kan manifestere sig både bevidst og ubevidst. Klassisk er det jo, at man med fuldt overlæg hjælper sine venner/familie – med en forventning om at de gør det samme. Det er jo noget som mange mennesker ynder at beskylde os kunsterkredse for. Personligt tror jeg, det er forholdvist sjældent, det sker, selvom jeg kender eksempler. Men den ‘ubevidste’ udgave finder sted hele tiden, alene af den grund af kendskab forstærker chancen for en positiv bedømmelse. De fleste mennesker er altid mere åbne overfor nogen, de kender til, end overfor en vildt fremmed.

Underkastelse opstår så snart, vi har en dømmende magt. Man kan selvfølgelig også nægte at underkaste sig. Gøre oprør. Men det er enten-eller. Det er klart at ingen af os, konsulenter eller ansøgere, ønsker at tænke på os selv som hverken dømmende eller underkastende, og at vi ofte føler, det sikkert foregår under civiliserede, respektfulde former. Det ændrer dog ikke på, at der nødvendigvis foregår uanset, hvor pænt vi opfører os. En dømmende magt har altid subjekter. Og hvad så, spørger du måske, det er jo sådan verden fungerer - men det er desværre en alvorlig dæmper på de kreative processer, så hvis vi kan finde måder, hvor underkastelse mindskes drastisk eller isoleres, vil det øge dynamikken.

Konsulenterne på DFI har nu en dobbeltrolle; de skal være konsulenter, vejledere og rådgivere for de ansøgende projekter, og de skal i sidste ende være dommere. Det er to vidt forskellige, nærmest uforenelige ansvar. En vejleder skal gå ved siden af, ikke sætte sig over. Skal komme så tæt på den vejledte som muligt, for bedre at forstå behov og nødvendighed. Mens en dommer, der alene i kraft af sin dømmende handling er hævet over den dømte, også helst skal bibeholde en distance, for at forblive objektiv. Da jeg selv arbejdede som manuskonsulent i Grækenland for producenter, var jeg glad for ikke at have den dømmende magt, men nærmere kunne optræde som en slags advokat for projekterne.

Ønsker vi os bedre vejledning og udvikling på DFI, skal vi derfor have fjernet dommer-ansvaret fra konsulenterne, så de er frie til rent at følge et vejleder-etos, om at tjene den vejledte og den kunstneriske intention. Det vil åbne nogle andre muligheder for hvordan konsulenterne kan arbejde, og for at have nogle flere af dem, nogle flere indgangsdøre til støtteprocessen. De ville ikke heller ikke behøve at være hængt op på bestemte kasser (børne/ungdom/voksen/NDS) eller kun tænke at deres tjeneste handler om DFI-støtte, men på enhver måde at facilitere et lovende projekt.

De frie konsulenters DFI-hovedfunktion ville være at hjælpe udviklingen af de lovende og frasorterer de håbløse, for at indstille de projekter, de mener er ‘gode-nok’ til at fortjene at komme i produktion. De skal have udviklingsmidler til dette, som de skal råde så frit over som muligt, for at kunne tjene det enkelte projekt bedst muligt. Det skal forpligtes på et etos, som grunder i at tjene ansøgeres dagsorden, og ikke deres egen.

Inden jeg kommer til den virkelig hårde nød; hvad vi stiller op med den dømmende funktion; så indskyder jeg lige en ny dimension. Åbenhed i processer tjener muligheden for feedback og vekselvirkning. Derfor vil det også være gavnligt, at vi indfører en åbenhed om, hvilke projekter der ansøger. Det kunne se sådan her ud: En eller flere faser, hvor alle ansøgere har mulighed for at få kendskab til alle andre ansøgeres projekter. Og ikke bare med navn og titel, men hele pakken. Hvor alle ansøgere har mulighed for at lade sig inspirere, indgå samarbejder og skærpe deres projekt i forhold til de andre. Gerne med nogle mekanismer indbygget, som styrker de udvekslinger.

Kunstneres første frygt-reaktion på det forslag er ofte, “jamen, så kan alle jo stjæle mine idéer”. Det er helt korrekt – ja, alle kan stjæle. De kan også identificere dig som deres værste konkurrent og forsøge at sabotere dig. Men dem som tænker på den måde, de gør det allerede. En åbenhed tjener i højere grad dem som samarbejder, deler og vekselvirker. Mens dem som forsøger at sætte sig på magten, altid er bedre tjent med lukkede systemer. En system-indretning som giver flere muligheder for udveksling, kan udnyttes negativt, men vil på den lange bane tjene de samarbejdende. Især fordi det i højere grad vil blive tydeligt, hvem der ’nasser’ og hvem der samarbejder.

Nå, vi skal jo til det. Den gordiske knude. Magtens dilemma. Siden antikkens grækere, og med stort fokus hos Shakespeare, har vores kultur været sig smerteligt bevidst at magten har en pris. Den korrumperer, den har sin egen logik, den gør os til sine redskaber. Så hvad stiller vi op med den dømmende magt i vores lille film-samfund? Der er jo begrænsede midler. Ikke alle kan få ‘lov’ til at producere en film for vores skattekroner. Nogen skal jo påtage sig den sure pligt at fælde dom. For nogle er det et drømmejob – “hvis bare det var mig, der bestemte, så skulle I se, hvilke skønne film, der kom i biograferne – for jeg ved, hvad der er bedst”, for andre et smerteligt åg – “men jeg kan jo slet ikke tillade mig at bestemme over andre, jeg kan ikke lide den magt, for hvordan kan jeg vide, hvad der er bedst?”. Begge holdninger har sin gyldighed.

Mit forslag er i princippet super-enkelt. Vi har efter indstilling fra konsulenterne nu en alt stor pulje af projekter, der er ‘gode-nok’. De har alle sammen muligheden for at blive til dejlige film, hvadenten det er mare mainstream eller art house eller noget helt ukendt. Men ingen ved hvilke af dem, der rent faktisk kan indfri deres potentiale. Fremtiden er altid uvis. Så hvor finder vi det menneske, som evner at dømme her? Det gør vi nok ikke. I stedet kan vi erkende vores begrænsning, i ydmyghed give afkald på vores storhedsvanvid og overlade beslutningen til den skønne Fortuna.

Ja, det er korrekt. Jeg foreslår at den endelige afgørelse er et lotteri. Jo mere jeg har tænkt over det, jo mere mening giver det. Oprindeligt udsprang det af den følelse, man kan få som ansøger – at det er et lotteri. Så hvorfor ikke se den virkelighed i øjnene? Hvorfor ikke hengive os til tilfældighedernes spil og slippe for magtens tyranni? Indtil nu har jeg ikke fundet eller hørt et klart mod-argument, kun automat-reaktioner og spiel-verderber petitesse-indvendinger.

Et lotteri kan indrettes med vægtninger af forskellig art, som kan være med til at sætte alle de hensyn, man gerne vil vise i spil. Diversitet, kontinuitet, debutant-pleje etc. Vi kan måske også slippe for at snakke mere om sådan noget som kønskvotering, fordi det blinde tilfælde over tid vil sikre en større lighed (hvis ellers konsulenterne indstiller kvinder). Man kan også se på, hvordan man kan indrette et slags løbende lotteri, så vi slipper for en årlig udtrækning, mne kan få en fortløbende organisk proces, hvor projekter kan komme i spil, så snart de er modne til det. I det hele taget vil sådan en gamificering af støtteprocessen give vedvarende mulighed for at justere systemet uden at skulle lave alt for meget grundlæggende om.

Det er klart, at det her en radikal tanke, som jeg ikke forventer at særligt mange er rede til at købe andel i. Før du afviser blankt, så forsøg at finde reelle mod-argumenter eller andre modeller, som kan løse magtens problem og skabe mere dynamik i støttesystemet. Personligt blev jeg glad, da jeg hørte Aalbæk foreslå, vi gjorde os rede til helt at ny-tænke det filmpolitiske felt og støttesystemernes indretning. Der er seismiske skift undervejs, især med digitaliseringens realitet, så vi har behov for nogle systemer, der dynamisk kan følge med og ikke er forankret i industrialiseringens og magt-pyramidernes tid, men kan rumme og favne netværkets tidsalder.